Femte udspil er lyden af noget velkendt – men ikke kedeligt. Kings of Leon rocker fint videre. De fire Followill-brødre har ikke bedrevet årets bedste rockalbum. Langtfra. Men bandet fastholder de hjerter, de vandt i 2008, og hvem vil ikke gerne elskes?
DAB-kanal, oh DAB-kanal. Kom og tag mig. Lad rock blive min herre, og gør mig til en af dine. Jeg er dem, de andre ikke vil lege med, og de siger, jeg er kedelig. Kan det virkelig passe? (Ja...)
Idlewild er god for en række fængende indierockskæringer, men på Post Electric Blues er det småt med øjeblikke, der er meget mere end dét. Musikken tjener sit formål, men særlig skelsættende bliver den aldrig.
Selvom pladen ser ganske almindelig ud, så er der både en A- og en B-side. Førstnævnte er den radiovenlige, pop-rockede version. Sidstnævnte er Jurado, som vi kender ham. Det må være op til den enkelte at vurdere, om man bedst kan lide det nye eller gamle jeg. Herfra er der ingen tvivl"¦
Belasco påstår i sin pressemeddelelse, at 61 meget vel kan blive en indie-klassiker. Det sørger en kedelig produktion og alt for polerede sange dog for at forhindre. En radioklassiker har 61 dog potentiale til at blive. Og det er ikke så dårligt. Det er bare heller ikke særlig godt.
Danske Superhabit udgiver nu deres anden selvfinansierede ep. Og sandsynligheden for, at en tredje ep kommer til verden på samme måde, er overhængende stor, hvis ikke bandet finder et mere personligt udtryk. Musikken er hinsides det middelmådige, og teksterne – de er endnu værre.
Dharma Punks kalder Sparkplug deres andet album. Men nu er det jo ikke punk, bare fordi de siger det. Kun teksterne emmer af punk, men de drukner i poleret rock. Der gemmer sig dog et par perler, der vidner om, at Sparkplug kan mere, end de viser.
På Skywriters debutalbum løfter Jakob Dahns mørke vokal de ti sange op på et hæderligt niveau. Sangmaterialet står derimod ikke mål med den dygtige forsanger, så Skywriters første udgivelse er ikke synderlig interessant. Bandets fremtid ser dog ikke fuldstændig sort ud.
Man stiller sig selv mange spørgsmål i løbet forbindelse med Tenderones' debutudgivelse. Er den f.eks. et must for éns samling? Her kan kort og klart svares nej. Hele pakken er alt for ordinær og intetsigende.
My Architects byder på tomme kalorier i stor stil på deres debut. Grand Designs er egentlig fængende nok, men der er leflet alt for meget for lytteren, og det hele ender som et musikalsk happy meal.
Det nye danske band Melvin Chong byder på en ep med fem pletfrie og polerede numre i kategorien "iørefaldende radiovenlig rock" med runde kanter og behagelig lyd. Det er gedigent, men også lidt for ufarligt og harmløst.
Fra tid til anden kan man godt undre sig over, hvad der bliver godkendt til udgivelse rundt om hos pladeselskaberne. Know Nothing Stays the Same-EP’en med amerikanske Copeland falder lige lukt i den kategori. Af uforklarlige grunde har det amerikanske band Copeland formået at overbevise deres pladeselskab, The Militia Group, om, at de skal udgive denne EP bestående af mildest talt tvivlsomme coversange.
Virgo byder op til en uforpligtende svingom med erotisk ladede tekster og letbenet tonedigtning, og her er ingen farer for, at de træder nogen over tæerne. Desværre. Det er dygtigt gjort, men i længden også irriterende velpoleret.
Der er ikke meget James Bond over denne nye hemmelige agent. Spion er desværre alt for harmløse til at kunne redde musikverdenen fra eventuelle kommercielle superskurke.
The Heavenly States er indie, når de popper, og MTV, når de rocker, og så forvirrer de i øvrigt ved at være gode og dårlige på én gang.
Med ørehængende amerikansk radiorock og små historier fra alle afkroge af USA leverer Limbeck en simpel, men god 'on the road'-plade.
Bloomington er det endegyldige bevis på, at for meget selvtillid kan skade. Spild ikke din tid på at læse denne anmeldelse, og uanset hvad: Køb ikke Kill the Rock Stars We Were!
Hermed det endegyldige bevis for den bløde britrocks bløde død. Det er lykkedes for Lowgold at indspille en markant dårligere plade, end Coldplay nogensinde ville kunne gøre. Endda uden falset-skønsang.
Gaffa må have rodet rundt i båndsalaten, da de sammenlignede Eloquent med shoegazer-scenen. Det "svævende," "inadvendte" og "raffinerede" befinder sig i hvert fald ikke på Undertoners eksemplar af Official, der fungerer bedst, når vokalerne lægger sig op af Superheroes.
Lovende debut-plade fra dansk orkester med stor kærlighed for Coldplay og Counting Crows. Ikke revolutionerende, ikke fremragende, men bestemt heller ikke dårlig.
