»Så skal vi til det igen,« var min første tanke, da jeg opdagede, at den engelske duo Icarus havde udgivet et nyt album. De to briter Ollie Bown og Sam Brittons har de sidste par år fascineret og irriteret mig, fordi de på papiret burde lave noget af min yndlingsmusik, mens virkeligheden altid har været en anden. Seneste udgivelse fra Icarus kom i 2007 og hed Sylt og fortsatte gruppens overambitiøse, electroakustiske musik – syv numre på godt 60 minutter var alt for indadvendte og selvcentrerede og lukkede aldrig lytteren – deriblandt mig – ind.
Det har Icarus nu forsøgt at råde bod på ved at invitere en række danske og udenlandske musikere til at remixe numre fra Sylt. Blandt de mange navne springer især danske Opiate og engelske Isan og Xela i øjnene som de mere kendte remixere. To af dem har kastet sig over et af højdepunkterne på Sylt, det varme, folktroniske nummer “Keet”, og i alt fem af de 14 skæringer på remix-albummet er da også bearbejdninger af dette nummer.
Opiate trækker venligheden og ligheden med The Books væk i “Keet” og lægger i stedet en kølig abstrakt hånd ned over nummeret, der aldrig finder sig selv, men famler lidt efter identitet. Bedre er tyske Frank Bretschneiders fortolkning, der genbruger originalens basfigur hen over elektroniske ulvehyl og et insisterende, overfladisk breakbeat. Det er atmosfærefyldt og mørkt som bare fanden, til trods for den dur-baserede opblødning de sidste minutter. Duoen Isan fortolker mere “Keet” i nummerets originale ånd og gør det endnu mere organisk og melodisk smukt.
Melodi skal man ellers lede længe efter på Sylt Remixes, hvor det primært er beats og stramme programmeringer, som præger de omarrangerede og nyfortolkede numre. Den danske teenage-producer Nabo – med det borgerlige navn Uffe Christensen – kombinerer fejende ’swosh’-lyde med den originale guitar forvrænget til noget nær ukendelighed. Og engelske Xela nærmest støjrocker sig igennem sit bud på, hvordan de originale, improviserede 18 minutter og 35 sekunder, som “First Inf(E)rænce” varer på Sylt, kan blive til, hvad der kontrastmæssigt minder om en popsang. Xela er endda modig nok til at tilføje vokal, som, hvis den findes på originalen, i hvert fald er godt gemt væk.
Midt på albummet ligger danske Svartbags remix af nummeret “Jyske rugkiks”. Der bliver støjet og hvisket til bunds, og som et modspil til de mange elektroniske lyde er det rart med analog støj. Over 11 minutter er dog i den lange ende – selv for langtrukken drone – og om det er Svartbags skyld eller tilfældigt, så er det, som om anden halvdel med undtagelser er mere sløj end albummets første. Kun Xelas bidrag og Goto80s 8-bit-fortolkning af “Second Inf(E)rænce”, der klipper lydbilledet op i mikroskopiske staccato-udbrud, skiller sig ud.
Er Icarus så blevet mere tilgængelige ved at lade andre fortolke duoens musik? Svaret er efter min mening faktisk et ja – ikke et rungende et af slagsen, men mere sådan et eftertænktsom et. Icarus laver, selv i remixet version, stadig musik, som ikke er umiddelbart tilgængelig. Det interessante og fascinerende element i musikken er efter remixernes fortolkninger blevet mere spændende, og Icarus formår med dette album mere end nogensinde før at fange lytteren – eller i hvert fald én af dem.
