Kasabian finpudser verdensmandsattituderne kort før optagelserne til første afsnit af Gøngehøvdingen.
Jeg kiggede lige en ekstra gang i koncertplanen, da jeg så, at Kasabian var placeret på Orange, og fremmødet var da også overskueligt to og en halv time før Prince. Men englændernes verdensmandsattituder gjorde det klart, at de var vant til at spille deres potente rock de største steder. Jeg synes, de fortjener opmærksomheden, men der er altså forskel på, hvor populært bandet er i hjemlandet kontra Danmark.
I England er Kasabian et af de bands, man sætter sin lid til, når man snakker om rockens fremtid. I Danmark derimod er de mest kendt for et par iørefaldende singler, og de fleste kan måske ikke engang huske, hvem der egentlig har lavet dem.
Dét var Kasabian dog hurtige til at slå fast. I løbet af de første fire numre havde de allerede fået afviklet kæmpehits som ”Shoot the Runner” og ”Where Did All the Love Go”. Faktisk gik der ikke lang tid, før jeg tænkte: »Nu har de jo fyret alle deres hits af, hvad skal resten af tiden så gå med?« Men jeg måtte også erkende, at jeg havde glemt, hvor mange fantastiske sange de har lavet. Så selvom hit på hit blev leveret, var der stadig plads til at have sange som ”Fire” og ”Empire” placeret helt til sidst.
Det var meget tydeligt frontmand Tom Meighan og mastermind Sergio Pizzorno, der trak i trådene, men det gjorde de også virkelig godt. Tom Meighan var meget nærværende på en lettere arrogant måde, men det er jo for fanden rock! Sergio Pizzorno ligner til gengæld utvivlsomt fremtidens guitarguru i stil med John Frusciante.
Hvis jeg skal trække et par minusser frem, så var lyden ikke til at falde i svime over. Niveauerne svingede, og nogle steder, hvor man forventede kæmpeudblæsninger, blev det alligevel ikke det helt store fyrværkeri. Og så ville jeg bare gerne have været i pitten. Det så ud, som om folk havde det virkelig fedt helt fremme, hvorimod stemningen allerede lige bag pitten var mere afslappet og lidt ‘se giraffen’-agtig.
På bundlinjen gav Kasabian en rigtig fed rockkoncert tæt på lukketid – det var blot synd, at de var blevet placeret så sent i programmet og lige før Prince.
