Pink Marines er en ny, dansk electropop-duo, der udgav en ep i sommers, mens vi alle sammen var på ferie. Den bærer den charmerende titel Too Many Cunts on the Dancefloor og kan købes for 25 kr. på bandets hjemmeside. Desuden har de været så flabede at kaste sig ud i en version af Bowies “Heroes”, som i Pink Marines’ hænder fremstår som koldt mismod. Gruppen består af Dragut og Hansen, og Undertoner bad dem nævne ti albums, som har inspireret deres musik.
Det er selvfølgelig umuligt at opsummere ens inspirationer i ti albums. Så det har vi ikke gjort. Til gengæld er der her ti veje ind i vores univers, og hvad vi prøver at lave. Vi har skippet de mest åbenlyse og valgt nogle plader, der på hver sin måde har betydet meget for, hvad vi opfatter som vigtigt ved musik.
Hansen anbefaler:
Fad Gadget: Under the Flag, 1981
En af synthverdenens mest undervurderede eksistenser. Alt for sjældent nævnt, når folk opremser de tidligere mastodonter som Cabaret Voltaire, Soft Cell eller Depeche Mode, hvor han ellers rettelig burde være blandt de vigtigste. En ekstrem minimalisme, effektivitet og liderlighed blandet med en følsom skrøbelighed og naiv ærlighed. Aldrig så kalkulerende eller ikon-besat som de andre, imens han i sit eget tempo hele tiden rykkede grænser for, hvad man kunne inden for popmusikken uden at anerkende poppen. Der er meget få, der er lige så cool.
Locust: Truth Is Born Out of Arguments, 1995
Mark Van Hoen trådte med dette album ud af ‘intelligent’-skyggen. Fra at have været endnu et navn på Apollo, GPR eller Warp blev det her tydeligt, at hans musik havde en helt anden flavour. Hvor de andre var nørdede og intellektuelle, står Locusts hovedværk som en helt anden kødelig electronica-plade. Det er heroin i stedet for E, krav i stedet for venlighed, attitude i stedet for melodier og en konkret fysisk tilstedeværelse i lyden. Man kan ikke høre den højt nok, og smerten er lige så ægte som euforien. Alle hans plader er gode, men det er her, at det blev tydeligt, hvor vild han er.
Teddybears STHLM: Fresh, 2004
Punkbandet, der hookede op med en hiphop-producer for at slippe hele festen løs. Lyduniverset er proppet med ting fra reggae, kraut, electronica, punk og rock, men resultatet er overraskende smooth og går lige i benene. Der er selvfølgelig umiddelbare hits som “Hey Boy” og “Little Stereo”, men generelt er det en alsidig og crazy plade, der vokser år efter år.
Black Box Recorder: England Made Me, 1998
I min optik en af Englands bedste pop-snedkere. Ingen kan som Luke Haines skrive en ørehænger med så meget smerte og had. En letbenet singalong om verdens ende, ulykkelig barndom, incest eller middelklassens ynkelighed? Der er fyldt til randen med kynisme og elegant fjendtlighed, men man skal selv finde det. Den uopmærksomme lytter vil have rigeligt at gøre med de fantastiske sange i den minimale opsætning med trommemaskine, sparsomme guitarer og Sarah Nixey’s luftfulde/hviskende stemme.
Haines har lavet masser af gode plader, både under eget navn og som Auteurs og Baader Meinhof, men det er på Black Box Recorder-albummene, at han sammen med John Moore (fra Jesus and Mary Chain) virkelig får finpudset de små armbevægelser og de voldsomme følelser. Det er et arrogant baghjul til både Morrissey og Marc Almond i muntert had til middelklassens England.
The Bug: London Zoo, 2008
Når man har lavet metal, hiphop, industrial, ambient og techno, hvad skal man så give sig i kast med? Grime, selvfølgelig. Med en bred musikalsk baggrund og et stærkt greb om lyd lykkedes det her Kevin Martin at lave et album, der er lige dele ufortyndet vrede og catchy sange. Der bliver rykket så mange grænser for, hvor voldsomt man kan lave det, uden at det koster noget på popkontoen. Man kan synge med og tappe med fødderne, men det er lige så oplagt at brøle og kaste med møblerne.
Dragut anbefaler:
The Monks: Black Monk Time, 1966
Fem amerikanske soldater, alle udstationeret i Tyskland, dannede i 1964 The Monks for at lave en af rockhistoriens mest revolutionerende og oversete plader: Black Monk Time fra 1966. The Monks er spækket med seksuelle frustrationer og lækker verdenslede, der får den senere punkbølges frontløbere til at ligne slikkede nonneafkom. The Monks var for frække til USA, som kvalte dem i censur og sure miner, men i Tyskland havde de heldigvis en hardcore fanskare. “Boys Are Boys and Girls Are Choice” og “Drunken Maria” er korte, men uendeligt sjove teasere fra de liderlige yankees. “That’s My Girl” er et af de mest sleazy numre nogensinde, mens “I Hate You” ER det mest sleazy nummer nogensinde. “Love Can Tame the Wild” er fyldt med gakket og melodiøs ømhed og er et af pladens absolutte højdepunkter. Det er umuligt at modstå Eddie Shaws ofte overdistortede bas, Larry Clarks sexede og skæve orgel og Gary Burgers energiske vokal og spade, som foregreb new wave-braget. Pladen oser af galskab og skaldede amerikanere i munkekostumer, der byder på slesk rockpoesi i både ord og lyd.
Silver Apples: Contact, 1969
»Somewhere out in the yellow greyness lurks a lady…« Scenen er sat med sætningen fra den aggressive “Gypsy Love”. Kærligheden (mest den ulykkelige) er fra det ydre rum og landede på vores planet i 1969. Silver Apples var modige og udforskede den på deres anden skive Contact. Oven i Danny Taylors ultraintense trommespil synger og spiller frontmand Simeon på ni oscillatorer med hænder, fødder, albuer og knæ. På samme tid. The Big Pink nævner og hylder Silver Apples i deres største pophit “Dominos” fra sidste års A Brief History of Love, og det er tydeligt, hvor de har hentet inspiration til både musik og især tekstunivers. De kommer dog aldrig til at overgå Silver Apples med hensyn til at vise de store følelser frem på en original, inderlig og noget så psykotisk måde. Midt i al disharmonien, paranoiaen og Simeons skrøbelige vokal gemmer der sig et væld af livsbekræftende glimt.
Simeons kæreste skrev den smækre tekst til pladens støjende ballade “I Have Known Love”. Når Simeon synger »I have learned what truth denies / I drank the teardrops from her eyes,« er man grædefærdig over den mest tindrende og gakkelaksede romantik nogensinde hørt i et stykke musik. Silver Apples har været STOR inspirationskilde for bad boys som Suicide, Ultravox og Devo. Simeon er desuden far til Wayne Coynes stemmebånd i Flaming Lips. Man må ikke gå glip af de magiske sølvæbler.
T. Rex: Electric Warrior, 1971
Frontmand Mr. GLAM, Marc Bolan, var en guddommelig rockguitarist med en af de mest karismatiske vokaler nogensinde. En vokal som Devendra Banhart i mange år efterhånden har scoret mange celebre skanks på at kopiere… Banhart er da nok også en hot stud, jo, men heller ikke dér overgår han Bolan, som PLAIN SIMPLE var den lækreste mand i universet.
En underspillet sexspade, en kold og stilet rytmesektion og »beneath the bebop moon, I wanna croon with you« fra Bolans kælende stemme er pladens startskud i “Mambo Sun”. I sine tekster hylder Bolan hippiementaliteten lige så meget, som han skider den i munden. Og det er selvfølgelig gjort med et überfrækt glimt i øjet. Men imellem alle hans kosmosliderlige fraser øser han også ud af rørende visdom og våde kærlighedserklæringer. Electric Warrior var T. Rex’ peak (med uforglemmelige “Cosmic Dancer”, “Jeepster”, “Planet Queen” og “Rip Off”) og kobler det kunstneriske og kommercielle perfekt. Der findes bare ikke bedre knaldemusik. 11 syndigt charmerende, sjælfulde og satans groovy glamhits.
Pere Ubu: Dub Housing, 1979
Pere Ubus anden plade fra 1979 er ultimativ artcrap krydret med klassisk postpunket new wave. Skiven byder både på stramme og syrede dansable genistreger og næsten udelukkende instrumentale, krautrockede stemningsfulde ørkenvandringer på den FEDE måde. Forsanger David Thomas fører an med sin legesyge og skingre bamsevokal, der serverer kryptisk tosselyrik BIG TIME. Uden David Thomas – ingen Black Francis. Apropos Pixies, der små ti år senere albumdebuterede, så har Joey Santiago også måttet skifte bukser utallige gange over guitarist Tom Herman. Hvis navne som Talking Heads, Josef K og Sonic Youth siger dig noget (som de selvfølgelig gør), så SKAL du lade dig forelske i Pere Ubu.
Xiu Xiu: Fabulous Muscles, 2004
Nyklassiker fra 2004 fyldt med ultramelodramatiske lydeksplosioner, kitschet elektronik, overdådige musikalske eksperimenter, pinligt pompøse følelser uden på tøjet (uden stop) og så en konstant selvmedlidende og selvdestruktiv frontmand. Og FUCK, hvor er det fedt. Hovedpersonen hedder Jamie Stewart, sanger, multiinstrumentalist og teatralsk liderbuks. Da han for lidt tid siden blev spurgt om, hvilket dyr han helst kunne tænke sig at være, kom svaret naturligvis prompte: »Buffalo vagina.«
Med benhård, androgyn og overjordisk vulgær ucharme skråler eller hvisker han sine mest perverse fantasier og tanker ud til lytteren. Man er for altid hooked efter første møde med Xiu Xiu. I det psykotisk følelsespornografiske kaos, som pladen primært består af, gemmer der sig både himmelske støjballader, dekadente og selvironiske vredesudbrud og kultklassiske popslagere. “I Love the Valley”, “Little Panda McElroy”, den ufatteligt smukke “Fabulous Muscles” og “Clowne Towne” er livsnødvendige hits.
Pink Marines er på tour i København og omegn i september:
1/9 Gimle Cafeen, Roskilde
2/9 Drone, København
4/9 Faust, København
17/9 Lades Kælder, København
