Første lørdag i juli 2006: Høj sol og ditto humør hos de ikke helt få Roskilde-gængere, der havde valgt at byde aftenen velkommen med Two Gallants’ koncert på Pavilion. Selv havde jeg fundet alene over til scenen, men fik hurtigt selskab af en flok temmelig højrøstede punks fra Norge. Jeg forstod ikke helt, hvad de sagde, men de havde en flaske Jameson og delte gerne, så det var egentlig i orden. Måske bundede en god del af deres musikalske engagement i whiskeyen, men sjældent har jeg set nogen publikummer så trofast tage imod det præsenterede materiale ved en koncert – og jeg har helt sikkert aldrig før eller siden oplevet fire granvoksne mænd nedsmelte i gråd, snot, omfavnelser og country-kammerateri på grænsen til det “Brokeback Mountain”-intime, som det skete under den afsluttende og, nå ja, temmelig suveræne “Waves of Grain”.
Denne aften dominerede de meget slidstærke numre fra den dengang nyudkomne What the Toll Tells, og måske fordi jeg ikke selv i samme grad er blevet imponeret af de efterfølgende to plader, var jeg en kende overrasket over mandag at møde op på et pakket Loppen med en stemning, der signalerede alt andet end lede over en ny arbejdsuge.
Two Gallants’ helt store held i en livesituation er da også, at de appellerer temmelig bredt. Blandt de fremmødte på Loppen fandtes tydeligvis både tilhængere af indiefolk med et blueset twist, smertende americana og energisk og iørefaldende folkpunk med irske aner, hvoraf især sidstnævnte klientel samlede ivrigt op på ethvert tilløb til fællessang med Adam Stephens’ hæse og fandenivoldske Tom Waits-røst. Og disse tilløb var der ikke så få af. Det er decideret imponerende, hvor varieret og dynamisk et lydbillede konstellationens blot to mænd formår at danne ud fra Tyson Vogels dundrende, men voldsomt nuancerede trommespil og Stephens’ ordstrøm, som hans stemmebånd overraskende nok stadig kan understøtte på efterhånden 10. år. Alligevel var det især melodierne, der gennem forfriskende abrupt dynamik og en hær af gode omkvæd charmerede og indbød publikum til at vise det engagement, som både sætlisten og bandets gemytlige facon lagde op til.
Det var altså devisen ‘damp på motoren og fuld pedal’, der prægede aftenen, og set i lyset af at The Bloom and the Blight fra i år er duoens hidtil mest fyldige og støjende album, gav det mening. Vogels trommer smadrede af sted til “My Love Won’t Wait”s inciterende stop-start-snublende rytme, og helt folkpunket blev det med den efterfølgende “Despite What You’ve Been Told”, der dragede ved at bibeholde en yderst detaljerig instrumentalsektion i den 1-2-3-4-punk, som ellers har tendens til at blive lige vel letbenet. Ligeledes var det herligt, når publikum fandt det allerhæseste vokalleje til at bræge »If you’ve got a throat, I’ve got a knife« under “Steady Rollin'”, eller når Two Gallants hakkede sig igennem en spøjst hoppende “Las Cruces Jail”.
Gennem halvanden time undgik det fyldige og ørehængende lydbillede, der på mange måder var koncertens force, dog ikke også at blive en akilleshæl. Lige vel ofte var der så meget drøn på instrumenterne, at Stephens’ vokal trods en stædig vedholdenhed næsten forsvandt i det massive output, og efterhånden opstod også tanken om, at duoen med fordel kunne holde en pause fra de allermest lyttevenlige skæringer.
Det skete da også til sidst. »This is a quiet song,« bekendtgjorde Stephens og iførte sig stativet til sin mundharmonika, samtidig med at Vogels rejse sig og trak over til hans mikrofon. At høre de to sammen opføre “Broken Eyes” i en version, hvor vokalerne og de skrabede virkemidler i harmonikaen og en diskret tamburin fremstod klarere end nogensinde, var helt rørende og lagde et vist forventningspres på de efterfølgende ekstranumre.
Dette blev desværre ikke helt indfriet. En afslutning med den energiske publikumsfavorit “Down by the Riverside” var ganske vist intens og vellykket, men formåede ikke at slukke savnet efter mere af den americana, som Two Gallants for en kort bemærkning for alvor uddelte en auditiv mavepuster med. Summen af aftenen var således en særdeles medrivende samling energiske folk-numre, som kun få bands har kraft og instrumental dygtighed til at gengive med et så velfungerende resultat, men indslagene, der kunne få voksne mænd til at græde, glimrede desværre ved deres fravær.
Fotos: Alberto Vernaccini Petersen
