Som vinterplaget musikskribent er det ofte hulens svært ikke at falde i klicheen om at tage udgangspunkt i det forfærdelige danske vintervejr i en sammenligning med den varme, der ofte strømmer fra dejlig musik. Så hvorfor dog forsøge at undvige?
Jeg møder Ducktails aka Matt Mondanile en råkold fredag i februar, hvor man har modvind på cyklen ligegyldigt fra hvilken retning, man kommer, og hvor det virker, som om ens d-vitaminsniveau er så lavt, at det har rykket sig længere ned i alfabetet og er blevet til ens æ-vitamin.
Mondanile og resten af bandet fra The Garden State er på en mindre Europaturné og tør en februarfestival som Frost op med varm og solrig guitarpop. I modsætning til sidst, da han spillede solo på Festival of Endless Gratitude i 2010, har New Jersey-musikeren denne gang backingband med. Grunden til det er da også, at det nye album, Flower Lane, er optaget med et band frem for alene hjemme i soveværelset.
Lyden af fortiden
I mine øjne har Ducktails-projektet altid været båret frem af en tidslommefølelse, der i mange instanser besidder muligheden for at kunne hensætte lytteren i et nostalgisk minde. Dengang Mondanile udsendte sit tredje soloalbum, Ducktails III: Arcade Dynamics, fik jeg under lytningen af pladen pludselige flashbacks til sene sommeraftener med skæve guitarakkorder, lejrbål, potjoints og flirts med den søde dreng fra parellelklassen. Alt sammen badet i et gavmildt og blødt 70’er-lys ikke ulig diverse instragram-effekter. For det er et minde, jeg aldrig selv har oplevet, men som Matt Mondanile alligevel lykkedes at formidle så overbevisende, at jeg mente at kunne svømme tilbage til en fjern ungdom, jeg aldrig har haft.
Og hvordan dulen kunne det lykkedes for ham? Mondanile fortæller begejstret:
»Det er virkelig fedt, du siger det, for jeg studerede hukommelse på universitetet. Jeg er meget interesseret i at præsentere minder for folk og få folk til at tro, de har oplevet noget. De underviste i faget ‘hukommelse’ på universitetet, og det havde noget at gøre med kulturel historie og måden, folk husker begivenheder på gennem medierne og sådan.«
Kan du så bruge noget af den akademiske viden i den måde, du laver plader på?
»Jeg ved det ikke, men jeg kan godt lide, at covers og artwork er ligesom postkort, man ville modtage med posten. Så man kommer i forbindelse med musikken på et personligt plan også. Jeg vil gerne have, at lytteren får en filmisk oplevelse og gennem musikken bliver transporteret til en anden tid eller et andet sted. Men ingen specifik tid, det er mere abstrakt. En fantasitid hvor som helst.«
Og hvordan gør man så det? Er der en speciel pedal, man kan trykke på?
»Det er bare den slags musik, jeg kan lide. Jeg prøver at få det til at lyde, som om det kommer fra en anden tid, men ikke fuldstændig retro eller nostalgisk. Nostalgi er okay, men jeg tror mere, det handler om at skabe et miljø i musikken, der lyder som minder. Som tiden, der er gået.«
Kassettebåndets glæder
Ducktails på stranden. Pressebillede.
Det må også siges at være både retro og nostalgisk at optage på kassettebånd. Det er efterhånden ret udbredt, at mindre bands også udgiver på det lille båndmedie, og engang skal Matt Mondanile da også have udtalt, at han kun ville optage på kassettebånd. Således blev de første mange Ducktails-eksperimenter optaget på båndoptageren. Mondanile fortæller:
»Det var nemmere at optage på en kassettebånd, for jeg kunne have en lille, simpel firebåndsmaskine ved siden af mig og optage på, og jeg kunne godt lide lyden af optagelserne. Det gør jeg ikke så meget mere. Det burde jeg måske.«
Hvis man skulle placere Ducktails’ tidslomme, kunne man føle sig tilbøjelig til at rubricere de tidligere plader et sted omkring 70’erne og den nye Flower Lane længere oppe mod 80’erne. Mondanile hører dog både nyere musik og ældre musik og finder inspiration fra mange forskellige musikere:
»Jeg kan virkelig godt lide Fleetwood Mac og også meget italodisco og et band som Prefab Sprout og andre 80’er-bands.«
Til koncerten på Stengade udvalgte Matt Mondanile selv opvarmningsbandet Max Gaia, der består af keyboardspillerne Simon Formann og Jonas Frederiksen fra gruppen Girlseeker. Mondanile kender Jonas Frederiksen, da han over noget tid har udvekslet bånd med ham. Men ellers kender han ikke nogen i København, siger han. Nu er det også tid til at komme videre i programmet. Ducktails’ bandbil kunne ikke starte, da de tidligere på dagen skulle køre mod København, så de blev lidt forsinkede i deres tur nordpå. Det var for koldt i Tyskland, og det er for koldt i Danmark.
Godt, man har Ducktails at varme sig på.
