Det kristne musikkollektiv Kloster, med Mikael Andreasen i spidsen, har siden starten af 2001 været en del af en lille, men langtidsholdbar skare af musikere, der i stedet for at fornægte deres religiøse overbevisning lader den bære hovedvægten i deres musikalske hverv. Det skulle man umiddelbart tro, man skulle passe på med i et land som Danmark, der trods indre missionske enklaver i det vestjyske, alligevel præges af frafald fra Folkekirken og tomme kirker om søndagen. Og dog! Religionsundersøgelser fra 2013 viser, at danskerne overordnet set ikke er blevet mindre kristne de sidste 30 år, men at måden at praktisere tro på er blevet mere ‘spirituel’.
Det kan måske være med til at forklare, hvorfor bands som Kloster og deres trosfæller i Hymns of Nineveh ikke kategorisk bliver skyet af danskerne. Ganske vist er det, at det ikke er pinsebevægelsesjubelsang, der kommer til udtryk i deres musik. Klosters trækker på en dyster folk nerve med masser af molakkorder, og deres bedste materiale har været fortolkninger af danske salmer samt sange inspireret af en engelsk mystiker fra 1300-tallet. Kloster giver ikke efter for overekspressive lovsangsorgier, men holder i stedet en mere ædruelig tilgang. Deres spiritualitet udelukker ikke en nagende tvivl. Selv om Kloster måske endnu ikke er nået ud til den bredere menighed, har de siden første udspil været anmelder-darlings. Når selv Ekstrabladet opfordrer én til at gå i Kloster må der jo være noget om snakken.
Jeg kan desværre ikke melde mig til det uhæmmede jubelkor af anmeldere, hvad angår det seneste værk Half Dream, Half Epiphany. Vi går vanen tro ind i Klosters mørklagte og sakrale univers, som bæres frem af Mikael R. Andreasens fortællinger og bekendelser, der hviskes frem med opbakning af de afdæmpede baggrundssangerinder og en skiftende besætning af orgel, twang-guitar og dybe tammer. En blanding der til tider minder mig lidt om Bonnie ’Prince’ Billy. Bare uden humoren og den sprukne stemme, der får én til at hænge ved hvert et ord. Den anden knytnæve i forkyndelsen af dansk-avlet kristen musik, Hymns from Nineveh, med en enorm sangstemme og charmerende live-bekendtskab i frontmand Jonas Petersen, er også en mere opslugende oplevelse.
Når Andreasen spagfærdigt synger sig igennem ”Shepherd’s Song” med teksten »You will lead them home, as the evening falls, all of them within one fold, and do not rest, till every sheep is found«, falder man lidt hen og har det samtidig som om man ved et uheld har ladet døren stå åben for Jehovas Vidner. Den uinteressante opfølger, ”I Burned the Blueprints to My Cathedral”, går på med knips, uregelmæssig pulsbas og basklarinet, mens pseudooprøret imod moderne overforbrug lyder, »I burned the blueprints for my cathedral, I asked my daughters to build a chapel instead, with enough square feet to house this family, of five thousand or so«. Det rykker hverken rigtig lyrisk eller musikalsk. Musikken er meget atmosfærisk, men desværre er atmosfæren konstant og fattig på forandring. Man befinder sig mere i drømmeland end opfyldt af åbenbaring.
Der er enkelte lyspunkter som på mellemspillet på ”Time Spent With You Is Well Spent”, hvor trommernes slæben og en rumklingende guitar træder frem og åbner nummeret op for nogle flere farver end nuancer af grå. Eller i den afsluttende ”Be Still, My Soul” med en smuk tekst af den tyske lutheranske nonne Katharina von Schlegel samt akustisk guitar og klassisk skønsang på den sidste halvdel. Det er i denne form, at Kloster rammer mig bedst. Som fortolkere af den kristne kulturskat og i et skrabet format, der leder opmærksomheden hen på teksten, hvorfor forgængeren Ni salmer og en aftensang også er deres bedste plade for mig.
Desværre bliver Half Dream, Half Epiphany alt for ofte ledt ud på golde afveje, hvor man ikke føler sig hverken inspireret eller for alvor bliver interesseret. Det er simpelthen for ofte en småkedelig og ligegyldig affære.
