Efter optaktdagenes tre dage med tætpakket musikprogram på den støvomsvøbte Rising-scene var det en ubetinget fornøjelse at søge direkte mod intime Gloria med dens mørke, indelukkede koncertvenue-stemning og altid formidable lyssætning. Den scene er simpelthen altid værd at besøge – alene for det spektakulære lysshow. At det så samtidig var tung, britisk stoner-rock af høj kaliber i form af Pigs Pigs Pigs Pigs Pigs Pigs Pigs (PigsX7), der åbnede, gjorde det ikke mindre interessant.
Personligt elsker jeg at starte mine musikdage på Roskilde Festival med lige at komme op foran til en højenergisk rockkoncert for at blive slået lidt og trådt over tæerne. Så føler man ligesom, at man er i live. De værste balladestreger var jeg dog instillet på at vente en times tid med, hvor punkduoen Slaves var sat til at spille smadderkoncert ovre på Pavillon. For selvom festivalen i programmet havde forsynet PigsX7 med et såkaldt »high-energy« mærkat, så spiller Newcastle-orkestret altså stadig en variant af stoner-, sludge- og doommtal, der som nogle af rockens langsommeste genrer reelt er ganske svære at moshe til.
Jeg var langt fra den eneste, der tørstede efter metal og et overdækket spillested, for publikum var mødt talstærkt op for at se PigsX7. Og folk var godt tændte – flere havde medbragt oppustelige grise eller flag med grisetryner. Da scenens elektroniske robotkonferencier introducerede bandet, udbrød der sågar en spontant kor fra publikum: »Pigs! Pigs! Pigs!«
Med to forvrængede og dybt nedtonede guitarer lagde de stoner-virtuosos Sam Grant og Adam Ian Sykes hårdt og simultant fra start. Duoens buldrende tunge og galloperende repetetive guitarspil udgør grundfundamentet, som hele PigsX7’s musikalske virke hviler på. Gruppens lyd er kompromisløst støjende, og hvert trommeslag føles nærmest som at blive slået i ansigtet. I alt tæskede bandet løs på publikum i knap 55 minutter, med hvad der nærmest føltes som én lang sang. På den måde minder PigsX7 lidt om et band som Fu Manchu. Det er nærmest umuligt at afgøre hvor én sang slutter og den næste begynder, da de mere eller mindre benytter samme virkemidler. Samtidig er gruppens debutalbum Feed the Rats bygget op omkring to sange på henholdsvis 15 og 17 minutter.
Grisen er vel blevet anvendt som symbol i nærmest alle kulturer. I jødedom og islam er det et urent dyr, i nordisk mytologi blev det anset som et symbol på frugtbarhed samt fornyelse, og i det buddhistiske verdensbillede er grisen et symbol på uvidenhed og grådighed. I Pigs Pigs Pigs Pigs Pigs Pigs Pigs’ optræden antager dyret dog en mere satanisk skikkelse, personificeret i forsanger Matt Baty. Klædt udelukkende i badeshorts gik den kødfulde forsanger rundt i bare tæer og slog sig selv demonstrativt på brystet, så maveflæsket blev sendt i bevægelse i takt med slagene. Det så spektakulært ud, da han samtidig var belyst forfra i et satanisk, rødt skær som stod i skærende kontrast til den blå bagbelysning.
I det hele taget står Baty som frontmand centralt for bandets livesucces. Han vælter sig rundt på scenen og opildner utrætteligt publikum til at sende de knyttede metalnæver i vejret. Samtidig er det svært helt at tyde, hvad pokker han i grunden brøler ind i mikrofonen. Det gør dog ikke det store, for Pigs Pigs Pigs Pigs Pigs Pigs Pigs koncert handler mere om at bygge et klaustrofobisk og altomsluttende lydbillede op, og det supplerer Batys brølevokal ganske fint. Det skal også lige indskydes, at det altså kun er rent billedligt, at Baty trækker referencer til svinet. Faktisk virkede han som en ovenud sympatisk mand, der med jævne mellemrum opfordrede publikum til at huske vand og solcreme i sommervarmen.
Omtrent en halv time inde i koncerten opstod der faktisk et regulært moshpit til koncerten, hvad jeg faktisk ikke havde forventet. Det var dog tale om et relativt fredeligt og fordrageligt et af slagsen, så der var stadig nok ro på til at den søde duft af cannabis kunne brede sig under teltdugen. På den måde befinder PigsX7 sig i samme ende af metalgenren som et band som Sleep – uden dog at blive helt så nådesløst støjende og langsomme i deres udtryk. De kommer dog med deres eget take på stonergenren med flere melodiske passager, der nærmest uundgåeligt leder tankerne hen på Black Sabbath og 70’ernes psych-inspirerede heavy metal.
»This is our last song … But it’s a quite long song, so we have plenty of time.« Sådan introducerede Baty gruppens afkedssalut, der vel varede omtrent et kvarters tid. Det faldt på et tørt sted, da intensiteten heromkring lige steg et hak eller to. Pigs Pigs Pigs Pigs Pigs Pigs Pigs var nemlig begyndt at køre en anelse i tomgang midtvejs i deres koncert. Måske fordi gruppen kun har en enkelt udgivelse bag sig. Uanset hvad var det en fornøjelse at komme op og blive tæsket igennem af det britiske bands efter fire hårde dage med støv, sol og tømmermænd på festivalens campingplads.
