Vreden og frustrationerne bliver ikke holdt tilbage på New York-baserede Yaejis debutplade With A Hammer. Men trods flere gode momenter føles det eksperimenterende album, som om Yaeji er så vred, at hun ikke ved, hvor hun skal starte.
Tag - house
TSHA, 12.08.22, O/Fest 2022, København
Det skulle nok have været mere tydeligt meldt ud, at TSHA ikke ville spille noget af sit eget materiale. For selvom hun leverede et fint og festligt DJ-sæt, så blev det en lidt skuffende oplevelse.
2010’ernes bedste udenlandske plader: 60-51
Redaktionen gør status over 2010’ernes bedste udenlandske udgivelser: Vi rammer halvvejsmærket med popdronningens audio/visuelle triumftog, et studie udi groovekunst fra Dev Hynes m. venner samt et visit fra Killer Mike for fjerde uge i træk.
Roskilde Festival 2019: Rival Consoles, Gloria
Rival Consoles leverede en vidt favnende koncert. Stemningen, udførelsen og lyden var i top, men atmosfæren gik hen og blev en anelse tung til tider.
Kokoko!, 11.02.2019, Alice, København
Kokoko! fik skudt københavnernes vinterferie i gang med DIT-techno festivitas og Kinshasa-stemning. Selvom koncerten til tider blev en rodet fornøjelse, så var den hedonistiske fejringsdans en medrivende affære.
Robyn: Honey
Den svenske popdronning Robyn er tilbage med sit første album siden 2010. Meget er sket i de otte år, hvor en række personlige kriser har ramt kunstneren. Det mærker man tydeligt på Honey, der på alle måder er et mere råt og personligt albummet end tidligere udgivelser.
Feel Freeze: Feathers & Scars
Et intelligent popalbum! Feel Freeze er frigjort, friskt og flippet, men Feathers & Scars mangler variation.
Jungle, 19.07.18, Musik i Lejet, Tisvildeleje
Jungle leverede en anonym men dansevenlig optræden, der fik sat gang i publikum til Musik i Lejet.
Jon Hopkins: Singularity
Singularity lægger sig i slipstrømmen fra forgængeren Immunity og byder på samme eminente blanding af bombastisk tekno og hårrejsende smuk ambient. Jon Hopkins blander tordentung bas med strygere, kor og klaver på et fascinerende og paradoksalt værk, man ikke bør snyde sig selv for.
Roskilde Festival 2017: Justice
Det blev en forudsigelig fest med franske Justice, der på intet tidspunkt brød med dagsplanen for deres igangværende tour.
The Chemical Brothers, 18.06.16, NorthSide Festival, Aarhus
The Chemical Brothers leverede et audio-visuelt sansebombardement på NorthSide Festival. En fucking god booking, der desværre blev lidt punkteret af strømproblemer.
The Orb, 24.10.15, Pumpehuset, København
The Orb skabte en bevidsthedsudvidende dansefest for de dansevillige, hyggelig baggrundsmusik for bargæsterne og en dårlig koncert for rockisterne. Desværre tilhørte Undertoners udsendte sidstnævnte gruppe, og han måtte forlade spillestedet fyldt med skuffelse over, at han ikke lå udmattet og kiggede op mod stjernerne.
Roskilde Festival 2015: Jamie xx, 04.07.15, Apollo
Efter at de havde “set giraffen” Sir Paul McCartney og skrålet med på “Hey Jude” foran Orange Scene, var der lagt op til, at Roskilde-publikummet skulle sendes hjem med et brag af en fest. På Arena havde verdensmusik-elskerne allerede danset i timevis til African Express, mens Suspekt lurede under teltdugen ved Orange Scene, som de havde lovet, at de »ville kneppe«. De, der var mere til den elektroniske musik, kunne dog søge ly ved Apollo, og få gang i de ømme dansestænger én sidste gang. Her spillede den hypede engelske producer Jamie xx nemlig. Vi blev indledningsvis lovet masser af “Good Times”, da The Persuasions gamle R&B hit fra ’72 bragede ud fra højtalerne, for at bekendtgøre den spinkle og lettere akavede DJ’s ankomst. Nummeret blev klippet op og røg ud i brudstykker sammen med en gallopperende bas, inden Jamie overlegent lod mixet glide over i sin egen sang “Good Times (I Know There’s Gonna Be)”. Reggae-rap fusionen var en partystarter, og publikum reagerede også ved at smide hænderne i vejret og danse. Energiniveauet dykkede dog støt i takt med at Jamie blev ved med at spille mixes af andre kunstneres musik, fremfor sit eget materiale. Bevares, numrene havde været en tur igennem Jamie XX maskinen og bar præg af hans karakteristisk melankolske lyd, men de nåede ikke i nærheden af hans egne kompositioner, der fremstod som klart funklende perler natten igennem. Som den rutinerede DJ, han er, holdt han dog festen kørende, omend det til tider var på lavblus. Han teasede af flere omgange publikum med at spille brudstykker af megahittet “Loud Places”, mens en oppustelig spækhugger nådesløst blev crowdsurfet frem og tilbage blandt publikum. Enkelte kåde individer forsøgte halvhjertet at gøre spækhuggeren selskab, med tvivlsomme resultater. Natkoncerten var i programmet markeret som en såkaldt “High Energy Concert” – et nyt tiltag der angiver, at man kan forvente moshpits og at blive trampet lidt over tæerne, hvis man vover sig til sådan en koncert. Jamie xx’s introverte ravemusik er dog langt fra musik, som man kan eller bør moshe til. Det er mere den slags rave, hvor man forsvinder og danser lidt inden i sig selv. Når han hev sine egne sange frem, såsom den Gil Scott-Heron-samplende “I’ll Take Care Of U” eller den pulserende “Obvs”, så fungerede det også som tiltænkt. Der ligger noget dybt tilfredsstillende i de smukke kompositioners tilsyneladende simple opbygning, der dog rummer langt flere lag end først antaget. Desværre faldt koncertens nerve og tempo, hver gang Jamie smed mixes af andres sange på. Man nåede at blive træt af numrene, inden de var færdige. Koncerten føltes lidt, som at være til familiemiddag hos sin moster, der insisterer på at blive ved med at servere den ene ret efter den anden til de propmætte gæster. Efter de første par retter bliver det højest til en våd bøvs, hvis man alligevel prøver at klemme mere ned. Det samme gjorde sig gældende for koncerten. Efter en hel uge med fester og dans, så skal der noget særligt til at få de trætte fusser til at rykke. Det havde han heldigvis også materiale til, den kære klejne brite. Mod koncertens slutning fik vi endelig megahittet “Loud Places”, hvor armene røg i vejret og der blev sunget med på det smukke popomkvæd: »Didn’t I take you to / Higher places you can’t reach without me«. Nummeret gled over i den fremragende kærlighedshymne “Girl”, der gav det dansende publikum en euforisk forløsning, og som sagtens kunne have været aftenens sidste sang. Men måske var Jamie blevet distraheret af Suspekts mega fyrværkerishow på Orange, for af uransagelige årsager skulle vi lige sendes i seng på et mix af Ol’ Dirty Bastards hiphop-banger “Got Your Money”. En pudsig slutning på en aften, der cementerede, at det er forbandet svært at skabe illusionen af klubstemning på Apollo-scenen.
Jamie xx: In Colour
In Colour er Jamie xx' melankolske hyldest til nattelivet. Den 26-årige britiske producers solodebut er fyldt med eminent electropop af karakteristisk søvnig og drømmeagtig karakter.
Underworld, 13.06.15, NorthSide Festival, Aarhus
Britiske Underworld fyrede op for et potent rave for et feststemt publikum på NorthSides Blue Stage lørdag nat.
Lone: Reality Testing
Matt Cutlers Lone-alias' sjette studieudgivelse er en retrofuturistisk blanding af både nu-rave, house og IDM. Den unge brite er dog trådt et skridt tilbage og tager ikke nok chancer i forhold til, hvad han tidligere har bevist, at han er i stand til.
Little Dragon, 01.08,14, Vanguard Festival, Frederiksberg
Finesserne i svenske Little Dragons kølige electropop drukner helt og aldeles live, hvor de stenhårde beats prioriteres. Også på Vanguard Festival, hvor koncerten viste et band på vej væk fra egne styrker.
Roskilde Festival klar med elektroniske navne på Apollo Countdown
Glæd dig bl.a. til atmosfærisk electronica fra danske Unkwon og norsk house fra Pandreas.
Cut Copy: Free Your Mind
Cut Copy lever på deres fjerde album, Free Your Mind, endnu en gang op til bandnavnet. Et genvisit med 'The Second Summer of Love' byder på house og synth- og electropop, der glider gennem gruppens feststemte og fængende filter. Et godt ’remix’.
Taragana Pyjarama: Nothing Hype
Med rekordfart er Taragana Pyjarama blevet et af de mest lovende elektroniske navne herhjemme. Minialbummet Nothing Hype udmærker sig med sin legesyge tilgang, der i de bedste øjeblikke udfordrer lytterens forventninger, men som mest af alt er et hæderligt mellemspil inden næste fuldlængdealbum.