Til trods for en momentan tomgang undervejs leverede svenske Viagra Boys en fandenivoldsk punkrockfest med både attitude og musikalsk klasse.
Tag - svensk
Shitkid: Sort Stjerne
Svenske Åsa Söderqvist har trukket stikket for sit Shitkid-alias med et dobbeltalbum, hvis materiale spænder over hele Shitkids karriere, men som med 23 numre også bliver for kvalitetsmæssigt svingende.
Viagra Boys: Common Sense
Meget er på en og samme tid nyt, men heldigvis også ved det gamle på Viagra Boys' seneste EP, hvor det både handler om at tale sig selv til fornuft og få slikket posen.
Roskilde Festival 2019: Arre! Arre!, Rising
Bagende sol, hedebølge og dårlig lyd spændte ben for Arre! Arre! på Rising.
Taken By Trees: Yellow to Blue
Svenske Taken By Trees seneste album excellerer i kunsten at lave fængende melodier, og topper når det lader guitaren være musikkens motor, men slutindtrykket er at det er en harmløs og ensformig størrelse.
Roskilde Festival 2018: Sista Bossen, Rising
Svenske Sista Bossen gav publikum en syngende lussing af en koncert, da de lukkede og slukkede første dag på Rising med et brag.
Roskilde Festival 2014: Bombus, 03.07.14, Pavilion
Udholdenhed, uovertrufne tekniske færdigheder og spilleglæde var nøgleordene, da svenske Bombus gav Roskilde Festival et ordentligt skud heavy, hvilket de langt hen ad vejen slap rigtig godt fra.
Moffarammes: The Eye of Horus
Ikke meget er sket, efter Affordable Hybrid er blevet til Moffarammes. For de to svenskeres lovende debut, The Eye of Horus, lyder uforandret, også selvom antallet af bandmedlemmer er blevet halveret.
Svenske Oscar Danielson gæster Danmark
Svenske Oscar Danielson udgav i starten af året sin fjerde fuldlængde og tager til september på en mindre turné i Danmark.
Roskilde Festival ’11: Fastpoholmen, 26.06.11, Pavilion Junior
Fastpoholmens koncert på Pavilion Junior var rar og vellydende, men desværre ikke så meget andet. Dertil var bandets musik for ensformig.
Drivan: Disko
Norske Kim Hiorthøys nye projekt er bandet Drivan, der med elektronik og svensk sang skaber et hjemmelavet lydbillede, der blander det personlige og upersonlige. Og som er meget langt fra disko.
Love Is All: Two Thousand and Ten Injuries
Indiepoppen er langtfra stendød, men hos svenske Love Is All begynder hængslerne at knirke, og melodierne at snorke. Bandet forsøger og forsøger, men trætter og trætter, på et album der aldrig når at blive mere end helt okay.
Vit Päls: Nu var det i alla fall så
Vit Päls er svensk lo-fi i bedste DIY-stil. Carl Johan Lundgren har skrevet naivistisk tekst og skramlet musik til alle numre og spiller også (næsten) alle instrumenter selv. Resultatet er ærlig, melankolsk, fjollet og smittende lo-fi, der rammer plet.
Anna Järvinen: Man var bland molnen
Anna Järvinen lever på sit andet soloudspil op til alle fordomme om velskårne svenske popsange og melankolske skandinaver. Det er der alt i alt kommet en rigtig fin popplade ud af.
Markus Krunegård: Markusevangeliet
Laakso-frontmanden Markus Krunegård er gået solo, synger på svensk og har opfundet sin egen form for goth - tilsat indiepop samt hverdagstekster og målrettet almindelige mennesker. Hvad manden egentlig har forestillet sig, er svært at sige. Men resultatet er et fint Håkan Hellström-light-album med gode tekster.
The Concretes: Hey Trouble
Efter hovedstemmen Victoria Bergsmans afsked fortsætter de orkestrale indiepoppere fra Sverige med at skrive popsange med Phil Spector-tendenser. Men med Hey Trouble piller bandet for lidt ved sin hidtidige formel, og resultatet er desværre solidt plantet i et midterspor.
The Concretes: In Colour
Jeg har altid hadet, når bands skriver sange, der handler om at høre radio. Jeg synes simpelthen, det lyder åndssvagt. Hvad er meningen med at synge “la-la-la, jeg hører en sang i radioen“?!. Det er dumt, dumt, dumt. Og det drejer sig ikke kun om sange a la Brdr. Olsens “Listening to My Little Yellow Radio” – det er lige så slemt, når en god musiker som P.J. Harvey synger: “Turn up the radio / I heard a song on the radio” (i “Cat on the Wall” fra Uh Huh Her), eller når Smashing Pumpkins synger “Radio, play my favourite song / Radio radio radio” (i “I of the Mourning” fra Machina). Denne ottende dødssynd begår The Concretes på første skæring fra deres nye album In Colour. “On the Radio” er en klaverklimtende lille popsag, der dog – på trods af sit tema – er en passende intro til indiepop-albummet. Svenske The Concretes blev dannet helt tilbage i 1995 af Victoria Bergsman, Maria Eriksson og Lisa Milberg. Siden da er yderligere fem (!) musikere hoppet med på vognen, og den dag i dag står oktetten bag en række singler og EP’er. Derudover udkom deres første fuldlænge-album i 2003, og In Colour er således kun den anden fuldlængde-udgivelse fra et band, der snart kan fejre 11 års fødselsdag. Størstedelen af albummet er indspillet i Sverige, men bandet kom også en tur omkring USA under tilblivelsen af In Colour sammen med bandets producer, amerikanske Mike Mogis, der er kendt for sit tætte samarbejde med Bright Eyes. Netop kombinationen af det svenske og det amerikanske er meget karakteristisk for In Colour. The Concretes leverer popsange på svenskklingende engelsk med The Cardigans’ Emmerdale in mente. Samtidig er der også en udpræget americana- og country-flirtende lyd over numrene – med flittig brug af både violiner og pedal-steel. Desuden er blæsere gennemgående elementer på albummet, og de er muntre indslag, der hiver musikken en tak højere op på sommerbarometeret hist og her. Stemningen på In Colour er gennemgående fornøjet, men melankolien er også tilstede – bl.a. i “Tomorrow”, der dog er en noget blodfattig ballade. “Your Call” har Romeo Stodart fra Magic Numbers med på duet og har et fængende halvsørgsmodigt refrain. Imidlertid er det et af de numre, hvor de sukkersøde kærlighedskvaler er smurt lige lovligt tykt på. Det samme er tilfældet på “Chosen One”, der har en fin melodi og lidt mere tempo, men hvor siruppen flyder for tykt: “Now I’m out here with my heart in my hand, to hand it over / Now I’m out here with my heart in my hand / Have you seen my chosen one recently / If you do, tell him I’m in for love.” “Greydays” er et af de mest cowboystøvle-klædte numre, og er en ganske fin country-inspireret ballade. “Fiction” er bedste nummer fra The Concretes’ palet – et længere nummer, der får lov til at udvikle sig ud over vers/omkvæd/vers, og hvor blæserne får frit løb. “As Four” er også værd at nævne, da den skiller sig ud blandt de andre numre som en haltende, dejligt skæv vise. Victoria Bergsmans sange på “svengelsk” er smilende – og ikke altid helt rene. Men musikkollektivet The Concretes har med In Colour lavet en farvefyldt juniplade for dem, der kan lide ukompliceret indiesommerpop med et skvæt af selvmelidenhed på rette tid og sted, som også Belle & Sebastian kan levere den. Der er ikke mange popbands, der har så mange medlemmer som The Concretes, og måske er der en årsag til det. Det er ikke svært at forestille sig, at det kan være besværligt for otte mennesker at blive enige om, hvordan fire-minutters-popsange skal lyde. Det kunne være grunden til, at numrene på In Colour lyder, som om de er blevet vendt en gang eller to for meget. Det er ærgerligt, at der ikke er noget, der stikker eller stritter lidt mere. Albummet er blevet lidt for poleret. Men det er jo ikke alle, der regner dét for et minus i sommerpopverdenen, så mon ikke The Concretes nok skal finde deres vej til radioen…
Peter Dahlin and Sleeping Beauty: Out in the Snow EP
Peter Dahlins ensomme svenske tristesse fra 2003 slog ikke an. Derfor valgte han at lægge sorgerne på hylden, og lade glade popsange og hjælp fra Sleeping Beauty finde vej til den nye EP. Guitardrengen byder nu både på klagesang og popglæde, alt sammen med en stor hilsen til "kära mamma".