Tag - svensk

Jeg har altid hadet, når bands skriver sange, der handler om at høre radio. Jeg synes simpelthen, det lyder åndssvagt. Hvad er meningen med at synge “la-la-la, jeg hører en sang i radioen“?!. Det er dumt, dumt, dumt. Og det drejer sig ikke kun om sange a la Brdr. Olsens “Listening to My Little Yellow Radio” – det er lige så slemt, når en god musiker som P.J. Harvey synger: “Turn up the radio / I heard a song on the radio” (i “Cat on the Wall” fra Uh Huh Her), eller når Smashing Pumpkins synger “Radio, play my favourite song / Radio radio radio” (i “I of the Mourning” fra Machina). Denne ottende dødssynd begår The Concretes på første skæring fra deres nye album In Colour. “On the Radio” er en klaverklimtende lille popsag, der dog – på trods af sit tema – er en passende intro til indiepop-albummet. Svenske The Concretes blev dannet helt tilbage i 1995 af Victoria Bergsman, Maria Eriksson og Lisa Milberg. Siden da er yderligere fem (!) musikere hoppet med på vognen, og den dag i dag står oktetten bag en række singler og EP’er. Derudover udkom deres første fuldlænge-album i 2003, og In Colour er således kun den anden fuldlængde-udgivelse fra et band, der snart kan fejre 11 års fødselsdag. Størstedelen af albummet er indspillet i Sverige, men bandet kom også en tur omkring USA under tilblivelsen af In Colour sammen med bandets producer, amerikanske Mike Mogis, der er kendt for sit tætte samarbejde med Bright Eyes. Netop kombinationen af det svenske og det amerikanske er meget karakteristisk for In Colour. The Concretes leverer popsange på svenskklingende engelsk med The Cardigans’ Emmerdale in mente. Samtidig er der også en udpræget americana- og country-flirtende lyd over numrene – med flittig brug af både violiner og pedal-steel. Desuden er blæsere gennemgående elementer på albummet, og de er muntre indslag, der hiver musikken en tak højere op på sommerbarometeret hist og her. Stemningen på In Colour er gennemgående fornøjet, men melankolien er også tilstede – bl.a. i “Tomorrow”, der dog er en noget blodfattig ballade. “Your Call” har Romeo Stodart fra Magic Numbers med på duet og har et fængende halvsørgsmodigt refrain. Imidlertid er det et af de numre, hvor de sukkersøde kærlighedskvaler er smurt lige lovligt tykt på. Det samme er tilfældet på “Chosen One”, der har en fin melodi og lidt mere tempo, men hvor siruppen flyder for tykt: “Now I’m out here with my heart in my hand, to hand it over / Now I’m out here with my heart in my hand / Have you seen my chosen one recently / If you do, tell him I’m in for love.” “Greydays” er et af de mest cowboystøvle-klædte numre, og er en ganske fin country-inspireret ballade. “Fiction” er bedste nummer fra The Concretes’ palet – et længere nummer, der får lov til at udvikle sig ud over vers/omkvæd/vers, og hvor blæserne får frit løb. “As Four” er også værd at nævne, da den skiller sig ud blandt de andre numre som en haltende, dejligt skæv vise. Victoria Bergsmans sange på “svengelsk” er smilende – og ikke altid helt rene. Men musikkollektivet The Concretes har med In Colour lavet en farvefyldt juniplade for dem, der kan lide ukompliceret indiesommerpop med et skvæt af selvmelidenhed på rette tid og sted, som også Belle & Sebastian kan levere den. Der er ikke mange popbands, der har så mange medlemmer som The Concretes, og måske er der en årsag til det. Det er ikke svært at forestille sig, at det kan være besværligt for otte mennesker at blive enige om, hvordan fire-minutters-popsange skal lyde. Det kunne være grunden til, at numrene på In Colour lyder, som om de er blevet vendt en gang eller to for meget. Det er ærgerligt, at der ikke er noget, der stikker eller stritter lidt mere. Albummet er blevet lidt for poleret. Men det er jo ikke alle, der regner dét for et minus i sommerpopverdenen, så mon ikke The Concretes nok skal finde deres vej til radioen…