Tre albums på fjorten år er ret få udgivelser for en artist, der har et så etableret renommé som Fever Ray. Tidligere udgivelser fra Karin Dreijer – den ene søskendehalvdel af 00’ernes måske mest hypede elektro-pop band The Knife – tæller den lunkent modtagne Plunge i 2017 og i den anden ende af spektret det selvbetitlede debutalbum fra 2009. Sidstnævnte husker jeg som værende fast inventar på CD-hylden hos datidens hårdeste smagsdommere i form af (selverklærede) alternative gymnasieelever.
Trods albumtørken hidtil, (hvis den lave udgivelseshastighed da ellers tillader at kalde det sådan), har Fever Ray alligevel formået at etablere en lyd og et tilhørende image, som velfortjent har cementeret dem som et af tidens store pop-unikummer. Dreijer drager naturligt nok også fordel af en meget succesfuld bagage fra tiden i The Knife, men soloprojektet Fever Ray har dog fra starten adskilt sig fra The Knife med sit mere eksplicitte fokus på Dreijers mange syntetiske stemmer og deraf afledt deres mange og ofte androgyne scenepersonaer. Hvorvidt Radical Romantics, der er Dreijer seneste album, så kan bære vægten af denne status er en anden snak.
Dér hvor Fever Ray udfylder sine ikoniske sko bedst på pladen, er dér, hvor de festlige, klaprende af slagsen trykker. På “Shiver”, “New Utensils” og “Kandy”, som måske er de stærkeste og samtidig mest ligefremme popnumre, skinner Fever Rays velkendte, syntetiske olietønder, larmende synth og evigt omskiftelige vokal-pitch igennem. Og det er såmænd et glædeligt genhør. “Carbon Dioxide” galoperer derudaf i et trance-agtigt tempo, hvor det ene ildevarslende synthstykke glider ind i det andet, mens den skingre vokal vrænger om at bære nissers reder og sit forelskede korpus gennem byen. What a ride. Pladen byder også på en dyster og ret svedig Trent Reznor-produceret sang i form af “Even it Out”, der temmelig originalt handler om at hævne sig på sit barns mobber (»We know where you live / one day we might come after you / taking back what’s ours / and then we cut, cut, cut!«)
Omvendt er der en mere indadvendt, melankolsk side af pladen, som ikke fungerer lige så godt. Med undtagelse af den trippende “Carbon Dioxide” består pladens sidste halvdel mest af en håndfuld småsøvnige numre. Som eksempelvis “North”; et filmscore-lydende nummer med tung, pulserende bas og bragende bækkener, som har visse mørke, melodiske kvaliteter, men fremstår forceret episk i sammenhængen. Eller outroen, “Bottom of the Ocean”; en syv minutter lang ekkoleg med vokalen over et syntetisk strengespil, som måske kunne gøre sig godt på en festivalscene flankeret af en syret koreografi under sommerhimlen, men som ikke gør stort indtryk som sidste nummer på en popplade.
På tekstsiden handler pladen ifølge Dreijer selv om den modne kærlighed – altså dér hvor man kender sig selv, sine behov og begrænsninger, og man derfor lykkes med at sætte de grænser, der gør kærligheden opnåelig. På bedste Fever Ray-vis er teksterne derfor spækket med både konkrete og abstrakte fornemmelser, kemiske formler og fabeldyr (bogstaveligt talt) i et miskmask af stemninger, hvorfor nogen overordnet betydning på de enkelte numre ofte går tabt. På førnævnte “Carbon Dioxide” fungerer de udsyrede tekster ret godt, når Dreijer eksempelvis synger, at de sipper af »a sparkling tumour«, mens de overhældes af havets sirup, fordi det glitchede beat understøtter dén stemning. Andre steder på Radical Romantics bliver oplevelsen af teksternes abstraktion i længden lidt fremmedgørende i mine ører, fordi vokalen generelt fylder så meget i lydbilledet
Selvom pladens mest appellerende numre også er dem, der mimer Fever Rays sædvanlige indpakning, så savner man alligevel lidt fornyelse. Der er noget lidt altmodisch og fastfrosset over lyden af syntetiske calypso-beats og smældende synthpopskalaer. Og Dreijers vartegn– den evigt foranderlige, cyborgagtige vokal, der glider fra rungende bas til skinger sopran på få øjeblikke – er ikke længere et unikum på elektropopscenen. Tænk eksempelvis bare på alternative popartister som Grimes og SOPHIE, der samtidig har bragt en helt ny lyd med sig.
Som album kommer Radical Romantics nok derfor ikke til at gå over i historien, men der gemmer sig nogle enkelte bangers, som med sikkerhed vil kunne sætte gang i festen, når Fever Ray gæster sommerens festivaler.
