Kathy Yaeji Lee, bedre kendt som Yaeji, havde to år inde i pandemien haft rigeligt med tid i isolation til at fylde sig selv op med vrede. Hovedet var fyldt af tanker af undertrykkelse og tvivl, i takt med en nutid, hvor omverdenen er endt i et større hul af politisk uro i form af racisme og politivold. Med musikken forvandler Yaeji alle sine følelser til en metaforisk hammer, som skal slå barrikaderne i stykker, der holder hende selv og alle andre fra at have retten til at være dem selv.
Pladen er en legeplads af følelser – eller rettere en helt og aldeles destrueret legeplads. Det er slut med at holde tilbage på tanker og emotioner, og det udtrykkes tydeligt gennem musikken. Fra start til slut er stemningen excentrisk og kompromisløs, og ofte kan stemningen lade sig rive så meget med, at musikken i virkeligheden går hen og føles uinspirerende og med en mangel på harmoni. På nummeret “Fever” kører eksempelvis fra første takt en meget rebelsk, uharmonisk guitar, som bliver en anelse uudholdelig. Nummeret prøver at introducere lytteren til den mere punkede side af pladen, som tydeligvis skulle komme før eller siden – pladens titel taget i betragtning. Det føles en smule, som om at “Fever” kommer ind i fortællingen en tand for tidligt med dets rebelske udtryk, da de musikalske elementer i nummeret afskrækker lytteren drastisk. Guitar-lyden føles meget brat.
Det er dog langt fra en gennemgående følelse på pladen. Der er nemlig flere beundringsværdige særheder – og det er måske åbenlyst, at det er intentionen med pladen – men de er heldigvis ikke alle sammen uharmoniske. På singlen “For Granted” kører der en skæv, typisk house-synth som et gemmengående tema i sangen. Den giver et vildt udtryk til en ellers stille og rolig R&B-sang, men vildheden udvikler sig rent faktisk til et hurtigt drum & bass-nummer. Et andet eksempel er på nummeret “Ready or Not”, som er et detaljeret, roligt nummer i form af vocal-chops og en masse synth-fraser. Det bliver fulgt op af “Michin”, der med nådesløse stortrommeslag slår en hård footwork-rytmer an. Genre-kulminationerne gør pladen dynamisk og levende, men det får på samme tid også musikken til at virke usammenhængende, som får en til at savne en rød tråd i det større billede af albummet.
Yaejis kombination af house, R&B og trap kulminerer på With A Hammer, og det går i den grad op i en højere enhed. Det er en ustyrlig energi, der nogle gange svinger til det bedre og nogle gange til det værre. Til tider i pladens forløb skrues der en smule ned for tempoet, og det klæder Yaeji ekstremt godt. På pladens (desværre) korteste nummer, “I’ll Remember For Me, I’ll Remember For You”, bliver der skruet op for det atmosfæriske. Med blæserinstrumenter i baggrunden og en simpel klaverrundgang skabes der en helt speciel stemning, som udover at få Yaejis vokal til at stå fantastisk i mixet, får monologen mellem hendes henholdsvis koreanske og amerikanske persona til at virke ekstra cinematisk og indlevende. På det her nummer føles det rigtig, som om Yeaji er nået til et punkt, hvor hun vil finde sit våben (hammeren) frem og bryde rammerne. Når hun f.eks. synger andet vers til sin koreanske “persona”: »It’s a feeling with the words / It’s a melody with feelings / When you write it down / The thoughts dissipate and it’s freeing / Even though we don’t share the same mother tongue / I’ll write it down for you / I’ll keep it out for you / I’ll remember for you«, giver hun udtryk om, at hun vil prøve på ikke at glemme sig selv på trods af, at omgivelserne og omstændighederne bliver ændret. Nu kan man rigtig mærke cinematikken og følelserne bag Yaejis problematik om sin splittede persona.
Senere på pladen opstår der igen et stille moment. “1 Thing to Smash” (featuring Loraine James) byder også på mere rumklang og atmosfære, hvor der kommer mere fokus på vokalen, som føles virkelig unik og fungerer så godt i sig selv. Om det så er med delay-effekter, flerstemmigt eller noget helt tredje. Det er ikke fordi, at albummet skal være anderledes eller udelukkende være baseret på sjælere, men med kontrasten til pladens vildskab, får de en forstærket følelse. Når det lave tempo spiller ind, virker det, som om musikken og budskabet hviler mere i sig selv.
Man kan godt mærke, at musikken på With A Hammer har fået et mere personligt, følsomt udtryk sammenlignet med Yaejis tidligere udgivelser. Det er uden tvivl et konceptalbum med et tydeligt budskab igennem musikken, og det giver plads til den overliggende kaos, der rumsterer rundt i pladens forløb, men ofte forsvinder tematikken i kaosset og gør musikken mindre personlig og mere ustyrlig. Det styrker selvfølgelig også selve pladens budskab, men det eksperimenterende føles i længden af albummet som en byrde for de fængende momenter. Man skal uden tvivl glæde sig til at høre mere fra Yaeji, men for nu mangler musikken simpelthen en fast retning at gå i.
