Plader

Tinariwen: Amatssou

Skrevet af Daniel Niebuhr

Tinariwen har på Amatssou endnu engang fået hjælp fra den anden side af Atlanten. Resultatet er et mere afdæmpet kapitel i tuaregernes bagkatalog, men helt medrivende bliver det trods alt aldrig.

Har man fulgt med i Tinariwens gøren og laden fra 2010’erne og frem, er der ganske få overraskelser på tuaregernes niende studiealbum, Amatssou. Vi er i hvert fald milevidt fra 2022’s genudgivelse af de tidlige optagelser af bandet på Kel Tinariwen, som jeg roste ved årets udgang for sine »upolerede lydflader, ikke altid helt tight guitarspil og primitive trommemaskine.« For Tinariwen henfalder som nyfundne vestlige darlings – hvilket de ret beset har været siden 2011’s Tassili – endnu engang til at gå efter et meget moderne lydbillede samt lade inputs fra udefrakommende gennemstrømme deres egen musik såvel som identitet.

Jeg bestræber mig i den forbindelse efter bedste evne på ikke at få denne gennemgang af Amatssou til at minde for meget om Tassilis ditto, men parallellerne er immervæk ganske tydelige. Der går nemlig kun 20 sekunder, før lydbilledet på åbneren og andensinglen, “Kek Alghalm”, præges af Wes Corbetts banjo, der ender med at ligge hele nummeret igennem som et klimprende baggrundselement. Corbett gæster kun Amatssou denne ene gang, mens et andet Nashville-bysbarn (og derudover hyppig Jack White-kollaboratør) i form af Fats Kaplin omvendt lader sin sydstatsviolin hvine over en hel håndfuld numre. Det er ikke – og har som sådan aldrig været – dårligt, men Corbett, Kaplin og producer Daniel Lanois’ tilstedeværelse fylder bare unaturligt meget i et lydbillede, som i forvejen emmer tilstrækkeligt af en helt særpræget stemning og autenticitet, og som aldrig har haft et behov for at indgå i et eller andet transatlantisk fusionsprojekt.

Centralt i hele fortællingen om Tinariwen står dog heldigvis stadig Ibrahim Ag Alhabibs karakteristiske røst; skrøbelig, sørgmodig og tynget af et helt liv som omstrejfende – hvad end det har været på grund af krig, flugt eller tilværelsen som udøvende musiker. Den er blevet dybere med årene, hvilket klæder pladens generelt mere nedtonede kompositioner, hvor han samtidig lader til at blive bakket mere op på vokalfronten af sine bandkolleger end tidligere. Tinariwen (såvel som tuaregernes generelle musiktraditioner) har ellers altid beroet rigeligt på klassisk call-and-response i vers såvel som omkvæd, men på Amatssou føles det på en eller anden måde mere udtalt blandt de hypnotiserende rytmer, som til gengæld synes at blive genbrugt lige lovlig meget over albummets 12 numre. Rent faktisk formår gruppen undervejs at skabe meget af den stemning, som prægede 2009-skiven Imidiwan, hvor de forskellige numre synes at passe bedre ind i atmosfæren på de dunkle shisha-barer end ude til Saharas støvede bålfester.

Enkelte gange – som på først “Anemouhagh” og siden “Iket Adjen”, der begge lander mod pladens afslutning – løfter niveauet sig trods alt akkurat op på det dansable, hvilket skaber en fin modvægt til det overvejende melankolske. På “Anemouhagh” oplever man ligeledes, at percussionen (minus de allestedsnærværende håndklap) træder mere fremad i stedet for at ligge lettere hengemt i bunden. Det skaber ikke mindst en fyldigere og mere afrundet lytteoplevelse, som Tinariwen måske ikke nødvendigvis står og mangler, men som dog alligevel understøtter den større udvikling, som bandet især i løbet af de seneste 10-15 år har gennemgået.

Amatssou placerer sig et eller andet sted midt i det hele, hvis man skal lave en samlet rangering over Tinariwens efterhånden mange udgivelser. Tuaregerne har aldrig rigtig løbet nogle risici med deres musik og gør det langt fra heller denne gang. I stedet lader gruppen til at træde ind i en – for dem – ny æra, hvor det musikalske indhold bliver mere og mere tilbagelænet i takt med at de involverede medlemmer i stedet fortjent kan nøjes med at dyrke deres status som kulturbærende nestorer. På den måde er Amatssou mest af alt hyggelig, når den er bedst. Forglemmelig, når den er værst. Vi ses i pitten foran Orange.

★★★★☆☆

Leave a Reply