Stemningen var storartet efter det ganske fremragende torsdagsprogram, der både bød på sjove udskejelser med Fever 333 og fransk storslåethed med Gojira på hovedscenen. Faktisk var der nærmest kun gode koncertoplevelser den dag, da også hovednavnet Pantera – naturligvis i en ny opstilling – præsterede langt bedre, at man havde kunnet forvente.
Frontmand Phil Anselmo virkede oprigtigt i godt humør og indstillet på at levere et fedt show, men heldigvis blev det samtidig leveret med en passende respekt for de afdøde brødre Vinnie Paul og Dimebag Darrell, som blev hyldet og mindet under hele koncerten. Derfor endte koncerten ikke med at fremstå som det frygtede cash grab, men istedet som en højtidelig afsked med de to bandmedlemmer, som Anselmo ragede så frygteligt uklar med i en fjern fortid.
Netop den fjerne fortid er dog allestedsnærværende på Copenhell. Jeg har ikke siddet og regnet gennemsnitsalderen for festivalens hovednavne ud, men når man lader blikket falde ned over navne som Motley Crüe, Def Leppard, Pantera, Slipknot, Ghost, Guns n’ Roses, Billy F. Gibbons og Jakob Stegelmann (med Aarhus Symfoniorkester), så er den stensikkert tårnhøj. Ja, Electric Callboy og Architects var vel nærmest de eneste hovednavne, som endnu ikke har rundet de 40 år – og sidstnævnte ventede vi forgæves en halv time i regnen på, før de måtte opgive at spille på grund af tekniske problemer under fredagens stormvejr.
På sin vis giver det dog mening, at Copenhell samler de aldrende rockdinosaurer op. Festivalen så dagens lys i 2010 og voksede hurtigt fra kun at kunne rumme et par tusinde gæster til i dag at have over 35.000 besøgende. Copenhells sejrsgang overlapper nogenlunde med, at Roskilde Festival bevidst begyndte at udfase de gamle rock- og især metalhelte fra de helt store scener.
I 2011 var Iron Maiden hovednavn på Roskilde og året forinden blev Motörhead placeret i middagstimernes ulidelige solskin klokken 14.30 på Orange Scene. Begge ting ville være nærmest utænkelige i dag, hvor Roskilde Festival endegyldigt ser ud til at have begravet ideen om metalbands som de store billetsælgende hovednavne. Derfor er det smart, at Copenhell udfylder den position i festivalmarkedet og gafler alle de bands op, som ikke længere er velkomne på landets førende musikfestival.
Men uanset hvor vellykket torsdagsprogrammet på Copenhell 2023 var, så begynder alderdomshjemmet altså at knage, når man ser på de to efterfølgende festivaldage. Selvom Slipknot stadig buldrer og brager derudaf, så er det mange år siden, at de for alvor har været farlige eller spændende. Det var da også sigende, at mange gav udtryk for, at den folkekære Jakob Stegelmanns nostalgiske filmmusik-show med Aarhus Symfoniorkester vist var det bedste, der blev serveret på festivalens hovedscene fredag.
Lørdag eftermiddag viste 73-årige Billy F. Gibbons fra ZZ Top, at selvom han ikke længere er bluesrockens frække unge ballademager, så spiller han stadig en proper spade. Det var dog slående, hvor anonyme og kedsommelige hans nyeste skæringer er sammenlignet med de gamle ZZ Top-hits, som der dog naturligvis blev delt gavmildt ud af. Selvom det i år har 50 år på bagen, så er “La Grange” stadig et bevis på mandens evne til at skrive catchy guitar-hooks. På trods af sin fremskredne alder, så emmer Billy F. Gibbons stadig af musikalitet.
I den komplet modsatte boldgade befandt det svenske teatralske popmetalband Ghost sig, da de lagde vejen forbi Copenhell med et intetsigende samlebåndsshow der bedst kan opsummeres som en art Phantom of the Opera møder Copenhell. På trods af et sted mellem 5 og 10 kostumeskift, et imponerende forbrug af pyroteknik og fyrværkeri som gav hvinen for trommehinderne, så blev det aldrig for alvor gakket nok til at distrahere fra sjælløsheden i det, der foregik oppe på scenen.
Hvad så med ude på alle de mindre scener? Der må man da kunne finde nogle yngre og mere spændende bands, som rent faktisk er villige til at sætte noget på spil? Den tese viste sig heldigvis at være rigtig og der var ganske meget godt at komme efter – især blandt de mere eksperimenterende og kompromisløse bands.
Jeg nød eksempelvis at få blæst øregangene igennem af det portugisiske blackmetal-band Gaerea, som var helt igennem stilsikre. Klædt udelukkende i sort, bevæbnet med sorte instrumenter, med fuldkommen sort maling på arme og hænder samt med sorte, okkulte kutter indtog de scenen og fik fremmanet et sort hul af guitarstøj, hektiske blastbeats og dæmoniske skrig. Til tider savnede jeg synet af et ægte menneske, der ikke gemte sig bag en kutte, men kutter, masker og blodige udklædninger er ligesom en del af pakken på Copenhell. Til gengæld er det svært at se et band som Gaerea nogensinde tage skridtet op og indtage en plads allerøverst på programmet.
Der var ellers mere kant til deres koncert, end der blev fremvist af festivalens absolutte hovednavn. De legendariske 80’er-rockere fra Guns n’ Roses lagde nemlig festivalen i et overlangt og dræbende jerngreb, da de i mere end tre timer huserede på Copenhell. Axl Rose virkede ellers til at være i fremragende humør og viste ganske fin form, da han indledningsvist piskede rundt på scenen. Jeg nåede endda at proklamere, at hans vokal da heller ikke var så slem som frygtet, før jeg måtte bide ordene i mig igen.
For mens han slap nogenlunde uskadt gennem de indledende sange “It’s So Easy” og “Bad Obsession”, så begyndte det hurtigt at gå ned af bakke derfra. Første skår i glæden var en hylende coverudgave af “Live And Let Die”, men det var endegyldigt forbi efter den 10-minutter lange udgave af “Coma”. Samtidig fik hele seancen en snert af noget absurd over sig på grund af de voldsomt overproducerede og kiksede visuals, der fremstod som en discountudgave af Tools visuelt overrumplende show på samme scene i 2019.
Efter to timer i selskab med Axl, Duff McKagan og Slash (der stadig spiller eminent guitar, omend de mange overlange soloer generelt var mere enerverende end inspirerende) måtte jeg simpelthen kaste håndklædet i ringen. Det samme gjorde mange andre publikummer, der udvandrede i flokkevis.
Jeg kan ellers virkelig godt lide, at Copenhell samler al den hårdere guitarrock op, som efterhånden er blevet marginaliseret på landets andre festivaler. Spørgsmålet er bare, om der er en udløbsdato i sigte? I takt med at de gamle rockdinosaurer ikke længere kan præstere – eller simpelthen går bort – hvem skal så tage pladsen i deres sted? Akkurat som Roskilde Festival endte med at udfase den klassiske heavy metal, så kan Copenhell blive nødt til at male med en bredere pensel og omfavne flere genrer, hvis ikke de vil forstenes og ende som holdeplads for de gamle fossiler. For som Motley Crüe så profetisk sang: »All bad things must end, all bad things must die«.
Fotos af Mathias Kristensen.
