Brimheims sange er nogle skrøbelige størrelser. De rummer en (u)udtalt ustabilitet og en sitrende usikkerhed. Sangenes sårbarhed kom momentvis til syne i al deres glans og gru, da Brimheim spillede på Gaia som onsdag blev til torsdag. Kompositionerne blev dog også truet af en mere uforfinet støj.
Overgangen fra Rising, som Brimheim spillede på i 2022, til Avalon var intet problem. Der var også masser af velvilje fra et veloplagt publikum. Scenen var dekoreret med sirligt foldede papirblomster, og hvad der mindede om en bryllupsportal. Det var også her, at Brimheim – som går under det borgerlige navn Helena Heinesen Rebensdorff – stod og sang de første toner af den ildevarslende “Heaven Help Me I’ve Gone Crazy”. Det var et soleklart tidligt højdepunkt for koncerten at se hende klædt i rødt og i ensom majestæt under portalen; nænsomt akkompagneret af guitar, bas og saxofon.
Hendes optræden fremstod på en måde todelt, eftersom en række numre var meget nedtonede, mens andre var tæt på panisk ustyrlige. Jeg er med så langt som, at jeg kan se værdien i at give de store følelser plads ved at spille stort og højt. Nogle gange tog ekspressiviteten bare fokus fra de stærke sange, som det i grunden handlede om. “Can’t Hate Myself into a Different Shape” fra albummet af samme navn blev eksempelvis skruet op på 11, mens der blev givet fuld smadder på guitarerne, og lead-guitaristen på et tidspunkt decideret spillede med sine tænder. “Baleen Feeder” med den ellers katarsiske linje »I wish I didn’t care what you think of me« kom også til at lande tungt. Quiet-loud-dynamikken blev i hvert fald trukket til det yderste. Lidt intensitet til en indierockkoncert har bestemt sin ret, men her var det til tider ved at kamme over og tage fokus fra teksternes desperation.
På trods af den lidt for utæmmede hang til støj og spade for fuld udblæsning var der flere mere subtile passager, hvor sangene fik lov til at stå mere for sig selv. På “Poison Fizzing on a Tongue” brændte Brimheim klart igennem med det snerrende »I’m never gonna give him what he wants«. Der var med ét meget bedre balance i lyden, og udtrykket stod væsentligt skarpere, hvilket gav plads til at beundre, hvor stærk en vokal hun besidder.
Koncerten bød også på nyt materiale, der gav bandet mulighed for at vise sig fra en mere stilfærdig side. “Brand New Woman” bød på en gæsteoptræden fra Eee Gee, og duetten var med sin 70’er MOR-agtige lyd og feministiske budskab et vellykket og mere stilfærdigt indslag. Helt afdæmpet blev det, da “This Week’s Laundry” blev leveret i en akustisk udgave. Her var der for en gangs skyld skåret ind til benet og man kunne svælge i ordene: »Can’t you tell? / Can’t you tell? / I’ve been working on improving / I’ve been working on myself.«
Der var masser af fine øjeblikke, og det var eksempelvis vildt modigt at levere en alvorstung sang som “Straight into Traffic” i begyndelsen af sættet. Derfor irriterer det mig også, at jeg ikke var i stand til at leve mig totalt ind i det. Når jeg hørte Brimheims stemme og den akustiske guitar, kunne jeg bare ikke lade være med at tænke på, hvor yndefuld en koncert, det også kunne være blevet, hvis balancen mellem det ekspressive og det lavmælte havde været grundigere afvejet. Man kunne dog ikke forestille sig en meget bedre afslutning på koncerten end da kærlighedshymnen “Call It What You Want” indbød til fællessang. Lige dér var Brimheim sindssygt vigtig og samlende.
Fotos af Malthe Folke Ivarsson / Gonzales Photo
