Der kommer et tidspunkt på en festival, hvor det store orkestrerede show godt kan blive en tand anmassende. Et tidspunkt, hvor man ønsker sig et mere simpelt nærvær. Amerikanske Indigo De Souza var herligt ukompliceret i sin måde at være til stede på en scene.
“Time Back”, som også åbner hendes seneste album, All of This Will End, indledte aftenens koncert og gav et fint overordnet indtryk af hendes no-nonsense-sangskrivning og tilstedeværelse på scenen. Der var ikke meget leflen for publikum. Aftenens hovedperson holdt sig til sit mikrofonstativ, mens hun indimellem spillede guitar. Det var der på sin vis ikke så meget wow-faktor over, men De Souza virkede cool og underspillet.
Lydforholdene på Gaia arbejdede ellers indledningsvis imod nærværet. Lyden var til den lave side, og flere, der måske ikke i forvejen havde det store kendskab til sangerinden, så deres snit til at bruge scenerummet som lounge. Lyden blev heldigvis reguleret undervejs, så De Souza og bandet med guitar, trommer og bas kunne vinde det tabte tilbage og faktisk bygge videre ovenpå.
På et nummer som “Parking Lot” strålede hun af selvtillid og virkede som en inkarnation af teksterne, der kredser om usikkerhed, forandringer, svigt, og hvordan man kan bruge de negative oplevelser konstruktivt. De Souza er en spidsfindig og ja, umiddelbar lyriker. Det løftede oplevelsen, at vokalen i koncertens anden halvdel stod skarpt, og linjer som »kill me, kill me, no one asked me / to feel this fucked up / but here I am, fucked up« fik i hvert fald undertegnede til at trække på smilebåndet.
Man kunne skrive et episk digt om De Souzas vokal, isoleret set. Den farede rundt og bidrog med en vildskab, der stod rigtig fint til konceptet som helhed. Indimellem var der indlagt små intermezzoer i numrene i form af farverige vokaliseringer. Der var noget herligt intuitivt over De Souzas måde at bruge sin stemme på. Hun gik i flere af numrene fra en blød røst til en vrængende stil, som bidrog til, at man lyttede efter det næste skift i dynamik. Når sangen var bedst, var det som små, opråbende eksplosioner.
Optrædenen peakede med de to singler “The Smog” – en vaskeægte indiebanger – og “You Can Be Mean”, som om noget rummer den hverdagsdesperation, som De Souza er så dygtig til at skrive frem: »I can’t believe I let you touch my body / I can’t believe I let you get inside / You know what you did / You know what you took from me / It makes me sick to think about that night.« Den anderledes stilfærdige coming-of-age-ballade “Younger and Dumber” var ligeledes gåsehudsskøn at opleve.
De Souza lod sangene bære sættet på godt og ondt. Det var befriende virkelig at kunne dykke ned i en tekst, men hen ad vejen havde nogle af numrene det med at fortabe. Instrumentalt var der ikke den store variation. Det endte ikke med at blive et stort problem, fordi leveringen – eller skulle man sige tilstedeværelsen – var så stærk.
Da publikumsfavoritten “Hold U” fra det tidligere album Any Shape You Take blev leveret som afslutningsnummer kunne man kun beundre, hvor stilsikkert eksekveret de sidste 45 minutter havde været. Det todelte nummer startede blidt ud, nærmest lidt indietamt, hvorefter vokalen brød igennem med en for aftenen uset vildskab, og Indigo De Souza var megagod til bare at være til.
Alle fotos: Daniel Nielsen.
