Det var egentlig planen, at de fire briter endnu en gang skulle have gæstet Northside i pandemiåret 2020, men den fornøjelse fik vi udsat til i år, så de i stedet kunne spille til et velfortjent fremmøde på årets Echo-scene. Revanchen blev nu også indfriet med funky bastoner i vellydende forening med et postpunket lydlandskab af atmosfæriske synthesizers. Men deres performance bar også præg af en vokal, der manglede kraft i de høje toner og et sammenspil, der skulle varmes op.
De startede ellers hårdt ud med de helt store hits “Death” og “Farewell To The Fairground”, som straks fik publikum op på dupperne med fællesklingende sang og løftede arme. Til manges store forvirring, trak de dog tempoet ned så snart omkvædet kom, hvilket virkede en smule uforløsende at synge med på. Og sådan fortsatte tempoet med at skifte ved de næste fire sange, hvor det nogle gange lød som et gimmick og andre gange som sammenspil på glas is. Uanset om det var indøvet, manglede der instrumentalt tightness i starten. Derudover forsvandt Harry McVeighs vokal ved de højere dynamiske skift, og melodien i de fleste omkvæd blev derfor efterladt til festivalsgæsternes sang.
Trods blandede numre fra stortidsalbummet To Loose My Life fra 2008, fik de kommet godt efter usikkerhederne med “Big TV” og “Is My Love Enough?”, som beviste, at White Lies stadig kan fylde lydbilledet med medrivende grooves og delikate synthmelodier af god kvalitet. De skulle sådan set bare have den musikalske motor i gang. Og så snart den langskæggede bassist, Charles Cave, fik sin fender-lignende elbas over skulderen, begyndte det hele at spille. Det gælder især på “Am I Really Going To Die” fra deres nyeste album As I Try Not To Fall Apart, hvor Caves skød løs med skarpt rytmiserede funkrytmer, der om sider gav følelsen af et tight sammenspil.
De mange indiefans var også tændte på at give den gas til gode gamle powerakkroder under progrockede og 80’er elektroniske forhold. På numrene fra deres nye repertoire sad folk på skuldrene af hinanden og smed hjerte-håndtegn mod scenen. Og det gav da også frontpersonen anledning til at nævne deres jubilæum med hele 15 koncerter på dansk grund og bandets stadig glødende kærlighed til det danske publikum, som altid tager imod dem med åbne arme. Og kærlighed blev vist med overbevisning under førnævnte “Big TV”, hvor den mandlige sangers arme spontant blev hevet op i luften som om, han lige skulle strække sig. Til hans overraskelse tog publikum initiativrigt armene op og gjorde nøjagtig samme bevægelse. Derfor endte White Lies’ revanche med at blive et kærlighedfyldt gensyn med publikum trods en form, der i starten gik på krykker. Og solen endte heldigvis med at blive spillet ned i et behageligt øjeblik med White Lies. Det virkede i hvert fald til, at gruppen stadig var velkomne i Danmark efter de bukkede en sidste gang i det sene tusmørke.
