Her stod vi så, et kvarter inde i, hvad der skulle have været et auditivt besøg i helvedes forgård, og ventede. Der var tekniske problemer, og det er selvfølgelig surt, men teltet var ikke ligefrem proppet i forvejen, og nu begyndte folk så at drive væk fra scenen igen. Men så gik der en umotiveret røgmaskine i hjørnet, og endelig kl. 20.19 blev der fyret op for Shania Twains “I’m Gonna Getcha Good” og ud kom Code Orange. Og de var heldigvis ventetiden værd. Med deres nyeste single ”Grooming My Replacement” bed de sig fast i struben på et velvilligt publikum. Det var højt, det var hardcore, det var præcis, hvad der var brug for efter en sumpet start.
Bandet har efterhånden 15 år på bagen, og de kom godt rundt i krogene af deres fire forholdsvist forskellige albums. Men selvom alle seks medlemmer var overordnet velspillende, så savnede man nogle af numrenes fine nuancer. På “Swallowing the Rabbit Hole” fra den anmelderroste Underneath gør bandet to steder et splitsekunds totalt ophold i metalcore-lydmuren, for derefter at genoptage præcis, hvor de slap. Det er sindssygt effektivt, og den nuance kom desværre ikke med live. Til gengæld fik vi med den industrial-tunge “The New Reality” fra pladen Forever mulighed for at opleve et band, der har 100 % styr på deres egen, komplekse rytmer og temposkift, hvilket virkelig ikke altid er en selvfølge. »In this tent we act like animals« brølede forsanger Jami Morgan, og når han ikke brølede, så blev der growlet, sunget eller skreget, og intet af det var et problem. Morgan lød simpelthen fremragende, og han var fuldstændig til stede på scenen.
Men til stede var også guitarist og sanger Reba Meyers, og hun var decideret hypnotiserende. Når hun ikke lirede den ene skingrende guitarsolo af efter den anden, var det hende, der overtog mikrofonstativet og lånte sin stemme til numre som “In Fear” og ”Drowning In It” fra albummet What Is Really Underneath?, der udkom i år – en slags pendant/remix af Underneath. Det gjorde hun rigtig godt, og på ”My World” fik hun også lige bevist, at hun skriger og growler præcist lige så hårdt som Morgan. Og uden at blive alt for overfladisk, så var det meget svært ikke at blive en lille smule forelsket, når hun lod sit lange hår piske uhæmmet frem og tilbage, mens hun straffede sine guitarstrenge.
Og publikum var lykkelige. Der blev moshet og crowdsurfet fra første growl, og gennem det omtrent 50 minutter lange sæt formåede Code Orange fint at fastholde alles fokus. Også den lidt stille kombination af ”dream2” og ”Dreams in Inertia” var publikum med på, og Morgan samlede taknemmeligt hænderne ud mod et publikum, der lod armene svæve frem og tilbage i samlet flok. “Forever” fik lov at lukke og slukke en forsinket men intens koncert, man som metalglad festivalgæst blev helt glad i låget af.
Bassist Joe Goldman havde nu ikke behøvet at række fuck-finger af os – det er et virkelig fjollet og flabet trick, som hører ungdommen til. Bliv lige voksen. Og der var alt for meget tryk på røgmaskinerne.
Alle fotos: Daniel Nielsen
