Lytter man til duoen Snuggles EP Calendula fra sidste efterår, mærker man i løbet af 20 minutter en gennemstrømning af kærlig og varm lo-fi-indie. Andrea Thuesen (Baby In Vain) og Vilhelm Strange (Liss) har benene solidt plantet i både skramlet rockmusik og fløjlsblød pop, og man forsvinder let ind i deres kælne musikalske univers, for dygtige det er de. Det kan imidlertid være lidt af en udfordring at transformere stilfærdig musik, der næsten bærer præg af at være et bagtæppe til sommerforelskelser og introspektiv refleksion, til en liveoplevelse med et vedvarende indtryk. En udfordring, som Snuggle ikke helt formåede at løse til perfektion under deres Roskilde Festival-debut.
Kort efter klokken 17.00 trådte Thuesen og Strange ind på scenen, og jeg var umiddelbart glad for, at de havde valgt at holde bandkonstellationen lige så lille, som den fremstår på studieudgivelserne. Det var min antagelse, at bandet på den måde bedst kunne genskabe deres drømmende lo-fi-lydbillede med digitale trommer og minimalistiske kompositioner. Den del viste sig at holde stik, men det blev til dels også koncertens akilleshæl, fordi der aldrig var nogen af hverken Thuesen eller Strange, der bragede igennem med noget uventet. De spillede begge guitar og skiftedes til at synge og betjene sampleren, der var placeret midtfor, og de rykkede sig så godt som aldrig rundt på scenen. På den ene side giver det god mening, at en intim, døsigt spillende indieduo holder sig lidt tilbage, og deres udgivelser taget i betragtning havde jeg nok ikke forventet andet. På den anden side bliver man også bare nødt til at tilføre sin musik og sin liveoptræden noget energi og noget overraskende, når man spiller på en relativt stor teltscene som Gaia foran en lettere regnvåd menneskemængde, der helst skulle forlade koncerten som Snuggle-fans. I stedet endte en god del mennesker med at forlade teltet under koncerten – dels fordi der manglede nærvær, og dels fordi sangenes melodier til tider druknede i et vaklende lydbillede.
Sætlisten savnede ligeledes variation og energi, og da der endelig kom et nummer med et mere udadreagerende udtryk, ja, så var det koncertens sidste sang. Havde den været placeret tidligere, ville man ikke være faldet så tilstrækkeligt dybt ned i døsigheden, at man lidt glemte at lytte efter. “Game On” blev også spillet i en næsten energiforladt udgave, og først sent i sættet – på “State of Mind” – kunne man høre, hvad der virkelig fungerer for bandet.
Det var virkelig en skam, for Snuggle laver dejlige sange, og Calendula var en af sidste års bedste, danske udgivelser – det var bare svært at blive overbevist om til koncerten søndag aften. De tekniske problemer, der både omfattede en alt for høj, brummende bastone og et kronisk løst mikrofonstativ, hjalp heller ikke koncerten med at fremstå som helstøbt og koncentreret. Duoen virkede ikke synderligt berørte af problemerne, selvom Strange dog kæmpede med en vokalpræstation i en helt nøgen sangintro, hvor lo-fi-genrens amatørisme ikke var charmerende nok til at gøre sangen kraftfuld, mens Thuesen måtte stå helt krumrygget og spille guitar, imens hun sang i en mikrofon, der var både placeret for lavt og skævt. At det i sidste ende lød godt, er måske nok imponerende, men det burde slet ikke være et problem, at et mikrofonstativ i et meget simpelt koncertsetup skal være en udfordring. De er to dygtige musikere, der lod til at føle sig meget komfortable på scenen, og desto større var ærgrelsen over, at de ikke virkede mere interesserede i at brage igennem med deres musik, så den ramte lige så rørende hårdt, som den gør derhjemme i høretelefonerne.
Da Snuggle forlod scenen, var jeg efterladt med en lidt flad fornemmelse. På sin vis, havde duoen formentlig gjort præcis det, som de gjorde i studiet, da de indspillede deres inderlige rocksange, men det var, som om det ikke fungerede under Gaias teltdug. På et lille mørkt spillested havde det været noget andet, men på Roskilde Festival gjorde manglen på energi, nærvær og variation, at man zonede ud af musikken i stedet for ind i den. Sangene forblev et bagtæppe med et næsten uforanderligt tempo, og selv Thuesens flotte, lyse stemme kunne ikke løfte koncerten til det helt overbevisende. Jeg vil se frem til at se bandet i mere intime rammer på et andet tidspunkt, men for nu er bandet ikke klar til at indtage de større festivalscener.
Alle fotos: Daniel Nielsen
