Til lyden af dyster, halvambient musik trådte forsanger/trommeslager i den djurslandske metaltrio 802, Andreas Asingh, op på Gaia med en flammekaster i armene. Han havde dog ingen ild i blikket, og ærligt talt virkede han lidt slukket. Som om han ikke stod over for en stor menneskemængde, der glædede sig til at høre den thrashede og støjende musik, som bandets bagtæppe og ikke mindst påklædning lagde op til. Da guitaristen og bassisten kom på scenen med patronhylsterbælter og nittearmbånd, blev der visuelt kun lagt yderligere op til et ondskabsfuldt heavy-show med rødder i Metallica og første-bølge-blackmetal. Desværre blev 802’s koncert aldrig så hård eller voldsom, som deres ild og læder lagde op til.
Fra første sang var det tydeligt, at numrenes mest melodiske og genkendelige passager var båret af simple backingtracks og ikke af de tre musikere, der stod på scenen. Et pudsigt tilfælde taget i betragtning, at metalmusikkens ophav er at finde i håndspillede dyder, og som særligt i 80’erne, (som bandet har klædt sig efter), var et modsvar til den mere distancerede og digitale synthpop, der dominerede tidens musik. Hertil kommer, at Asingh, der tidligere har udgivet musik med Raekwon (Wu Tang Clan), har så usandsynligt meget autotune på sin stemme, at den udtrykker et fuldstændigt andet lydbillede end resten af musikken. Det kan synes tiltrængt i en genre som metal, der af og til virker fastlåst, men 802’s nyskabelser havde ikke megen gang på jord.
Med kun tre sange ude på Spotify, var der ellers rig mulighed for at overraske, men trioen formåede aldrig at få deres metal til at virke farlig. Man hørte kedelige synth-backingtracks, imens lilletrommen og særligt bækkenerne bragede af sted, og guitaren og bassen fik ikke meget plads i lydbilledet, selvom de to musikere bevægede sig frem og tilbage på scenen, som var de James Hetfield og Rob Trujillo. Attituden var til at mærke på, men der var en falskhed over den, som kun blev understøttet af autotunen og de generiske riffs. Det var metal skrevet efter Eurovision-skabelon: Storslået og glinsende på papiret, men substansløst i praksis.
Igennem hele koncerten trådte bas og guitar i baggrunden, mens konfetti og flammekasterild føg ud under teltdugen. Det satte en meget tyk streg under, at 802 var mere et partyband eller underholdningsorkester end et rockband med gode og memorable sange på samvittigheden. Til sidst i sættet kom endelig nogle numre, der kunne leve op til det tunge udtryk, 802 tydeligvis gerne ville være bannerførere for, men da var det lidt sent. De spillede et krautet instrumentalnummer, der var svært ikke at headbange til, men forinden havde de leveret “1986”, hvis cutesy syng-med-omkvæd var til at krumme tæer over.
Jeg savnede det farlige, jeg savnede vildskaben, og jeg savnede overraskelserne til 802’s koncert. De sluttede af med “My Girl”, der forsøger at blande melodisk shoegaze med heavyguitar, men ak, igen lød det halvfesent, og deres flammende ildshow forblev det mest interessante, der skete på scenen i alle tre kvarter. Hybridmusik og innovation skal der altid være plads til, men skal det fungere, skal man godt nok have styr på, hvad man vil udtrykke. Det var ikke ligefrem det, jeg endte med at tage med fra 802’s koncert på Roskilde Festival.
