Hvis en kunstner i livesammenhæng kan få én til at glemme tid og sted og transportere én langt væk til steder, man aldrig før har set, så har man typisk lykkedes med at levere en solid koncert. Sådan havde jeg det heldigvis næsten konstant til Brìghde Chaimbeuls koncert på Platform tidligt onsdag aften. Scenen, der til mange koncerter (heriblandt Chaimbeuls) lagde op til et siddende publikum på samme niveau som den optrædende, har den fordel, at man får fornemmelsen af initmitet og nærhed, som kun de færreste festivaloplevelser kan give. Scenen har den ulempe, at den er halvt åben ud til et hav af madboder og et par andre scener. Det kan mildt sagt give nogle problemer med larm og ikke mindst forsinkelser, hvis (tænkt eksempel:) Lamin ikke er færdig med sin åbning af Orange Scene.
Det skulle dog vise sig, at den til tider noget tydelige bas fra festivalens omkringliggende områder ikke skulle stå i vejen for, at Chaimbeuls sækkepibetoner kunne strække sig ud i magisk endeløshed og fange de flestes fokus. Med en lille forsinkelse på cirka fem minutter gik skotten hen til sin sækkepibe og stol og satte i gang i koncertens første halvdel, der bestod af ét 20 minutter langt værk. Helt og aldeles alene, men på ingen måde mangelfuldt i sit lydbillede. Lyden var skarp, fuld og farverig, og selvom jeg godt kunne have ønsket mig den en anelse højere, så de forbigående og allermest berusede menneskers snak blev druknet, sørgede den for at skabe et meditativt rum, hvor øjne kunne lukkes og musikken kunne transportere én langt væk til det skotske højland.
Meget lig irske Lankum tager Chaimbeul fat i sit gæliske ophavs folkemusik og genbesøger det med en eksperimenterende nysgerrighed. Men hvor Lankum iklæder folkesangene nærmest dommedagsmetallisk og industrielt mørke, holder Chaimbeul sig oftest til langstrakte droner, samt mere livlige uptempo stykker. Det notoriske, skotske instrument, der på en gang rummer diskant og masser af dybde, var i Chaimbeuls hænder alsidigt nok til at male billeder af både dramatiske slag og tyste stunder, så koncerten aldrig blev stille trods det ultraminimalistiske setup. Koncertens senere kompositioner blev spillet i højere tempo, og jeg hørte – så vidt jeg ved og uden at have styr på, præcist hvordan en sækkepibe fungerer – polyrytmer og flerfarvede toner, der gav en iver efter dans.
De mere rytmiske og melodiske sange (herunder en, hvor Chaimbeul også bidrog med vokal) gav dog også det fortsat siddende publikum en lyst til at overtage koncerten. Uden nogen form for opfordring fra koncertens hovedperson, begyndte folk at trampe med fødderne og klappe i takt, (og som altid til koncerter med amatører og fulde folk var det naturligvis ikke i takt). Musikken var som sådan relativt høj, men den unødvendige “hjælp” fra publikum overdøvede den dragende folkemusik, og det stjal mildest talt fokus fra hende, som sad og gjorde vores fælles meditationsøjeblik muligt.
Værst blev det til allersidst, da én fra publikum begav sig ud i sit bedste forsøg på gælisk folkedans og trampede så højlydt, at det forstyrrede sækkepibemusikken, og den højlandske magi, der havde tryllebundet publikum i det meste af 40 minutter, blev brudt. Flere og flere valgte at slutte sig til det rebelske ritual, der i løbet af kort tid dannede en hel, dansende cirkel omkring Chaimbeul, så man hverken kunne se musikeren eller indtage musikken.
Det var på mange måder en forrygende koncert, der både bød på intens, dragende og billedskabende musik, men jeg har ærligt talt svært ved at se, hvordan publikum tror, at de har ret til at stjæle musikerens rampelys. Bare fordi kompositionerne har rod i folkemusik, er det ikke carte blanche til at opføre sig, som var man til byfest i provinsen. Chaimbeuls sange har et skarpt, velformuleret kunstnerisk udtryk, og jeg er glad for, at man i det mindste kunne sætte pris på det i langt størstedelen af koncerten.
Alle fotos: Daniel Nielsen
