Der var de så igen: Accorinrin, Yoyoyoshie, Hirochan og Kahokiss. Ikke nødvendigvis navne, der giver klarest genlyd i den moderne punk-diskurs, men som måske burde gøre det. Det startede egentlig lidt jokende herfra i 2022, efter vi havde set Otoboke Beaver på Primavera Sound, hvorefter de trådte til i 11. time, da Roskilde Festival stod og manglede nogen til at ruske op i et eventuelt stadigt sovende festivalpublikum. Det blev således til dét års bedste punkkoncert på festivalen; indeholdende 40 minutters uforfalsket galskab i Glorias mørke anført af de fire iltre, japanske kvinder.
I år fik Otoboke Beaver imidlertid mere plads at boltre sig på oppe på Eos’ scenegulv under den i dagens anledning evigt foranderlige sommerhimmel, som trods alt syntes at signalere tiltrængt tørvejr som akkompagnement til både solnedgang og japansk punk. Men hvad skulle Otoboke Beaver i grunden derop for? Bevares, eksponeringen er større, men det kommer unægteligt også på bekostning af hyperintimiteten, som Gloria til tider kan skabe. De fire lave kvinder fremstod da også kun endnu mindre – indrammet i Eos-konstruktionens orange og lyserøde yderkanter – da de spurtede ind på scenen som et forvarsel om det energiniveau, de havde i sinde at lægge for dagen. Kompensationen for det visuelle mismatch var derfor at åbne med en hurtig salve af nogle af gruppens bedste skæringer. “YAKITORI” (fra Super Champon) efterfulgt af “Akimahenka” og “Don’t Light My Fire” (fra Itekoma Hits) var lige den trodsreaktion, man kunne have håbet på.
Herefter føltes alt ikke helt ulig den selv samme seance for to år siden: Hovedpersonerne i farverige kjoler med halsbrækkende fart over feltet i deres musikalske udskejelser. Os andre med lige så halsbrækkende tendenser i moshpits nede foran. Men band og publikum knyttede ikke lige så nære bånd denne fredag. Det føltes samlet set bare lidt mere hakkende og upersonligt at stå og beskue bandet kværne sig igennem numre som “What Do You Mean You Have To Talk To Me at This Late Date?” og “I Checked Your Cellphone” under åben himmel.
Og som om det ikke var nok, blev Otoboke Beavers største akilleshæl i sidste ende, at deres mangel på materiale til at kunne fylde 45 minutters spilletid ud medførte store huller mellem numrene i koncerten. De blev så forsøgt fyldt ud med publikumsinteraktioner, der led gevaldigt under kvindernes sparsomme engelskkundskaber. Det var de selv meget ærlige om, og vi respekterede høfligt de kommunikative udfordringer, men det tog altså også bare meget af nerven væk fra forestillingen. Vi kunne sagtens have brugt et ultrakort no-filler sæt i stedet for blandet andet at skulle indlægges til at synge “We Are the Champions” (men med “champon” i stedet for “champions” som en reference til gruppens seneste plade). Et nummer som “Dirty Old Fart Who is Waiting for My Reaction” bragte os heldigvis tilbage på sporet, inden gruppens bedste nummer, “I’m not Maternal”, desværre virkede fraværende i sine punkede kvaliteter.
I løbet af sættets afsluttende fem-seks sange var der heldigvis ikke flere høfligheder. Nu spillede de bare, og når Otoboke Beaver bare spillede, var det lige præcis det, vi kom efter. På den måde er det altså beundringsværdigt, hvordan gruppen øjensynligt bare kan skide hul i det hele, ufortrødent give los og ikke tabe det mindste af pusten i medfarten. “I Won’t Dish Out Salads”, “First-Class Side-Guy” og “Anata Watashi Daita Ato Yome No Meshi” sad alle lige i skabet, og havde vi bare fået dén oplevelse hele koncerten (eller sågar bare i en forkortet 30-minuttersudgave), var den samlede vurdering nok blevet en helt anden. Gloria 2022 lever heldigvis stadig stærkt i vores kollektive minder.
Alle fotos: Malthe Folke Ivarsson
