Roskilde Festival er heldigvis i en evig, foranderlig udvikling, og særligt de seneste år er der blevet introduceret en række nye scener og rum, hvor man kan få en musik- eller anden kunstoplevelse i mindre gængse rammer. I 2022 blev Platform introduceret, og sidste år blev scenerne Pavilion og Countdown udskiftet med Gaia og Eos. I år er festivalens nyeste påfund en omdannelse af Avalon til smadret hardcorevenue for en enkelt aften. Godt nok var der ikke tale om deciderede gulvshows, men der var blevet bygget en midlertidig kvadratisk scene på en lille meters højde i midten af teltet.
Med den nye sceneopsætning til åbningen af Final Days kom der på den måde også et skarptskåret og vanvittigt koncept med inspiration fra utallige hardcorefestivaler. På lidt over to og halv time spillede fem bands 30 minutter hver og med kun fem minutter afsat til sceneskift. Med rod i forskellige afdelinger af ekstreme undergrundsgenrer fik vi altså mulighed for at opleve Ragana, Prison Religion og The Hirs Collective fra USA, Taqbir fra Marokko og “Københavns powerviolence-mafia” Decorticate spille i rammer, der nok mere ligner de klubshows, de er vant til at spille. Konceptet bød på den måde på rimeligt forskelligartede og aparte oplevelser, men fælles for dem alle var nærheden og intensiteten.
Ragana
Første levende billede denne aften var det feministiske, eksperimentelle metalband Ragana, hvis 2023-album Desolation’s Flower blev udnævnt som “Best New Music” af Pitchfork. De er dog ikke særlig kendte i Danmark, hvilket også afspejlede sig i, at de fik Doja Cats sørgelige rester til publikum – inklusive mange skaldede isser, der nok kunne have godt af at se nogle kvinder spille noget metal.
Desværre blev Ragana et trist eksempel på, hvorfor man ikke nødvendigvis skal sætte sin lid til anmeldere og indie-musikmagasiner; det var nok den exceptionelt kedeligste koncert, jeg har overværet i år. På indspilninger kan jeg helt klart se, hvordan Raganas skift mellem atmosfæriske post-rock passager og tunge doom-riffs med vrede black metalskrig kan fungere, men Ragana var komplet berøvet for både intensitet og nerve på scenen. Placeret på en lille scene, hvor meget af publikum nok knapt kunne se dem, kæmpede de med at holde publikums opmærksomhed.
Lydforholdene var heller ikke i Raganas favør, når de tunge riffs trillede ud af Avalons højtalere, var de komplet bundløse – man fik fornemmelsen af at være gået forkert i byen til en koncertaften på den lokale folkeskole. Om det er lyden ved det nye scenekoncept, eller bare Ragana, der ikke er et godt liveband, vides endnu ikke.
De monotone doom-riffs lullede næsten én ind i en form for kedsomhedskoma, en sang tog den næste uden nogen overraskelser eller variation. “Eksperimenterende” er måske lidt et stort ord at bruge om Raganas musik. Skal vi ikke lige kigge hinanden i øjnene og være ærlige overfor os selv og for hinanden – så kontroversielt og modigt er det altså heller ikke at blande Swans-lignende postrock og doom-metal.
Det nye scenekoncept triumferede ved at koncerten kun varede 30 minutter.
Prison Religion
Næste levende billede var Prison Religion. Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke var specielt bekendt med Virginia-duoens støj-trap inden festivalen, men jeg fik da lyttet lidt til de ætsende toner på togturen – og billetten blev absolut de 54 kroner værd ved mit første møde med Prison Religion.
Efter en publikumsudvandring fra Avalon oven på Raganas snorkefest, føler jeg mig næsten privilegeret over at være en af de 100 mennesker, der fik lov til at få min sjæl ætset væk af det syrebad, der regnede ned over Avalon. Det første elektroniske støj og smadderbas fløj gennem anlægget som en tiltrængt lussing at vågne op på.
Prison Religion var vredt. Det var ondt. Screamo-soundcloudtrap er ellers ikke lige min kop te, men man må sige, at Prison Religion tilføjer noget nyt til genren. Warren Jones og Parker Blacks hæsblæsende skrig rummer al lede ved verdenssituationen og går igennem marv og ben. Jeg kunne mærke min hjerne smelte, som de monumentale mure af støj borede sig gennem min øregang, og de hurtige gabber-rytmer bankede på mit kranie. Tung trapbas vævedes med største finesse ind i samples og hektiske technorytmer i et komplekst og energisk lydbillede, der hele tiden holdte én på tæerne. Overstimulering af øverste skuffe.
Warren Jones var lidt stærkere på mikrofonen end Parker Black, men begge besad høj energi og fantastisk scene-banter. Koncertens absolutte højdepunkt var da Jones hoppede ud blandt publikum og selv startede en mindre mosh-pit blandt det sparsomme publikum, hvoraf halvdelen havde overgivet sig til kaosset og resten måbende så på. Jones formåede desuden at ryge flere smøger på scenen, end jeg gjorde under Ragana (hvilket er en præstation). Jeg er måske småforelsket.
Prison Religion blev både bogstavelig talt og billedligt den frontale tackling, jeg havde brug for.
Decorticate
Da Decorticate blev spurgt, om de ville spille et sæt på 30 minutter, blev de selvfølgelig nødt til at sige ja til det glamourøse tilbud. Det eneste problem var, at bandets sæt på daværende tidspunkt kun var et kvarter langt. Det satte dog ikke en stopper for den rebelske, Nordvest-baserede powerviolence-trio: De skrev og indspillede da bare en ny plade op til koncerten. Så kunne de ligesom leve op til formalia og dermed få muligheden for at vise, at Ungdomshuset også i 2020’erne er leveringsdygtige i ekstremt smadret (og ekstremt fed) punkrock.
Opskriften til powerviolence er simpel: Hak skrigende og/eller brølende igennem sange på maksimum ét minut med 200+ bpm. En regel, som Decorticate så godt som aldrig afveg fra. Efter henholdsvis at have tæsket løs på trommesættet, taget akkordgreb på samtlige af bassens bånd og nedfilet guitarstrenge i et tempo, der virkede helt og aldeles uvirkeligt, gjorde de tre musikere selvironisk publikum opmærksom på genrens ekstremitet. »Vi har 20 sange igen. Det ta’r et kvarter,« lød det halvfjoget fra bandets bassist/sanger, Adam Marques, der brugte de sjældne, sekundkorte pauser i sættet til at fyre kvikke bemærkninger af.
Numrene fløj afsted som ammunition i en krigszone, og hvordan stemmerne, fingrene og særligt Mikkel Jensens usandsynligt arme og fødder bag trommesættet kunne følge med i alle skudsalverne er uden for min fatteevne. Lyder mange af Decorticates sange (og powerviolence-genren i det hele taget) ens? Ja. Der var så godt som ingenting, der skilte numrene ad. Men man skal ikke elske Decorticate for variation og alsidighed. Man skal elske dem, fordi de mestrer det onde, det intense og ekstremt hurtige.
Taqbir
For Taqbirs vedkommende var dagsordenen en lidt anden; hvor hjemlandets patriarkat har dannet grobund for et anderledes oprør – i dette tilfælde retten til kvindelig selvbestemmelse. Derfor formåede bandet også at tiltrække et lidt andet og meget mere broget publikum, der måske var noget mere fristet af symbolværdien i de marokkanske femi-punkere end Decorticates powerviolence. Hvorom alting er, var der mange ansigter, som i hvert fald ikke var at finde på Avalon hverken før eller efter Taqbirs koncert.
Her på sitet har vi tidligere skrevet (kort) om Taqbir og deres EP Victory Belongs to Those Who Fight for a Right Cause, for et par år siden, og siden da er der rent faktisk ikke kommet noget nyt fra gruppen. Så med et bagkatalog på blot 7 minutter og 26 sekunder kunne vi nærmest intet andet end at gå ind i det forventelige uventede, da Taqbirs frontkvinde – som udelukkende går under pseudonymet Aisha – og hendes fire mandlige, tørklædebærende medmusikanter hoppede op på scenen midt under Avalons teltdug.
Indledningsvis var det imidlertid til en pulserende stortromme og flere minutters rungende feedback, at Aisha vandrede hvileløst frem og tilbage og prædikede mantraet, der også fungerede som en introduktion til både gruppen og deres fremmest formål: »حُرِّيّة.« »Hurriyya.«»Frihed!« Der kom mere kød på kompositionen, som udviklede sig til en mere håndgribelig punkstørrelse, inden Taqbir kastede sig ud i den føromtalte EP fra start til slut. “Sma3”, “Aisha Qandisha”, “Tfou 3lik” og “Al-zuki Akbar” får vi alle i noget nær 1:1-udgaver af deres studieversioner, hvilket ikke løftede optrædenen særligt. I stedet var Aisha og hendes meget statiske bandkolleger på musikfronten et gennemsnitligt omend ærligt bekendtskab, der mod slut også bød ind med to uudgivne og lige så direkte punkskæringer, hvoraf den sidste blev anført af en anekdote om de friheder, vi tager for givet, såvel som et råb om våbenhvile.
The Hirs Collective
»We’re The Hirs Collective, and we like dance parties,” jokede tomandskollektivets usandsynligt frigjorte frontperson, Jenna Pup, vel vidende at det her ville blive alt andet end din gængse dansefest. Og dog. For midt i kaskaderne af ultrasmadret queercore dukkede numre som Shania Twains “Man, I Feel Like a Woman” og Cindy Laupers “Girls Just Wanna Have Fun” op som aparte (og på en bizar måde velvalgte) intermezzoer. Det er nu engang The Hirs Collectives måde at holde det ægte på.
Jenna Pup er i sig selv en fantastisk entertainer efter hardcore-standarder. Med midtvejsmåne, ølmave og absolut nul fucks tilbage i lommerne på sine udslidte shorts. På et tidspunkt gled han i en mindre pøl på scenegulvet og endte på ryggen stirrende op i den ophængte scenebelysning – stadig nul fucks at dele ud af. Ved siden af ham tyrede guitarist Esem ufortrødent det ene halsbrækkende guitarriffs af sted, men blev for det meste overdøvet af den medbragte trommemaskine. For der er nemlig ingen trommeslager i The Hirs Collective, hvilket kun yderligere fremhævede det på aftenen tidligere anvendte trommesæt, der nu stod tomt efterladt bag de to aktører og strålede om kap med scenelyset. »Kom og tag mig!« skriger det nærmest hånende, og gør kun optrinnet endnu mere fabelagtigt, da Jenna Pup i højest 30 sekunder satte sig ved det og slog nogle slæbende breakdown-rytmer an.
Man skal uanset hvad ikke tage til koncert med The Hirs Collective for de memorable tekster og fængende melodier. Omvendt er Philadelphia-duoen lige den rigtige kur, hvis man bare har lyst til at tyre sin knytnæve ud eller op i luften – og det har man som bekendt også nogle gange.
Alle fotos: Daniel Nielsen
