61 er en anstændig poprock plade, der højst sandsynligt vil tiltale Kashmir-fans. Ligesom Kashmir spiller den engelske trio Belasco nemlig en blanding af storladne ballader og energiske rocknumre. Desværre bliver det hele (som hos Kashmir) for poleret til, at det bliver rigtig godt på noget tidspunkt.
Som det hører sig til for en rockplade, der gerne vil virke overvældende og pompøs på lytteren, starter Belasco med en intro. Den er dog ikke særlig interessant. Der bliver næsten bare skruet langsomt op, indtil anden skæring tager over. Man kan altså lige så godt hoppe over åbningen.
“The Earth” er ligesom praktisk talt alle Belascos sange på pladen lavet til radioen. Det er musik, man uden videre rocker med på, hvis man hører det, når man lytter til P3 på arbejdet. Måske skruer man endda lidt op. Men det er tvivlsomt, om man ligefrem efter arbejde vil ile ned i den lokale pladebutik og forlanger en kopi af 61. Den er energisk nok til, at man vil synes, den er god, hvis man er i gang med noget andet, mens man hører den. Til gengæld falmer oplevelsen, hvis man sætter sig ned i sofaen for virkelig at lytte til pladen. Det er den bare ikke indlevende nok til. Der er blevet slebet for mange skarpe kanter på den, til at den for alvor er interessant.
Når nu der er tale om harmløs radiorock, skal den naturligvis også bedømmes som sådan. Og som sådan er den faktisk temmelig god. Radioen er jo næsten fyldt til bristepunktet med kønsløs pop. Her kunne man godt tænke sig mere i stil med Belasco. Det ville i hvert fald være et skridt i den rigtige retning.
Den første ballade render vi ind i på femte skæring. Den består af skønsang og lys instrumentering på melodien. Bunden lægges af en mørkere insisterende rytme. Det vil sige, at vi får den klassiske kombination af triste og indadvendte vers sammen med omkvæd, hvor forsangeren går en oktav og et par decibel op for at synge til himmelen om den uretfærdighed, der hviler over hans liv. Det virker, som det plejer. Det vil sige rimeligt godt. Men man bliver ikke rigtigt revet med, for man føler, man har hørt det 1.000 gange før, og det har altid virket lidt for storladent til at blive rigtig troværdigt.
“Ask Me” minder lidt om moi Caprice for nu at blive i de danske referencer. Det er altså en sfærisk og drømmende gang indie-poprock, der lægges for dagen. Kompositionen er som udgangspunkt god, men den har ikke fået samme sideskilning som moi Caprice. Den har sådan en let pjusket frisure, der hverken er indie eller pop. Musikken fremstår derfor mere anonym, end den egentlig fortjener.
61 er altså en blandet oplevelse. Den vidner om talentfulde musikere. Men desværre har de ikke turdet eller haft lyst til at udfordre lytteren. Man føler sig lidt snydt, for det kunne være meget bedre.
Når pladen alligevel ender med en anstændig bedømmelse, skyldes det, at den er god til det, der er dens mål: 61 er en fin radiorock-plade. Og får den tilstrækkelig airplay, skal den nok sælge en del plader og dermed gøre, præcis hvad der har været meningen fra Belasco og deres producers side.
