Et ubeslutsomt navn til et band med dybe rødder. En selvudslettende titel til en darkwaveplade, der aldrig peaker. En anmelder, der er både for og imod.
Tag - dreampop
Beach House, 26.02.10, Loppen, København
Pletvise lydproblemer var ingen hindring for, at Beach House kunne gøre indtryk med sangene fra deres nye plade. De indlemmede publikum i en blød verden af vellyd, som man ikke havde lyst til at forlade.
Bomb the Bass: Back to Light
Back to Light indeholder velpoleret, kedelig housepop fra en af den elektroniske musiks pionerer, Bomb the Bass aka Tim Simenon.
Florence and the Machine og Robyn til Roskilde
I sidste uge fik de øldrikkende luftguitarister stillet deres sult med heftig rock fra Them Crooked Vultures og Motörhead, og i denne uge er det åbenbart dansemusene, der kan smile bredt, hvis de skal til Roskilde Festival. Svenske Robyn og engelske Florence and the Machine er nemlig blevet offentliggjort til festivalen. Det sidste år har især været succesrigt for Florence and the Machine, som udgav sin plade Lungs, og allerede har spillede to gange i Danmark sidste år, én gang til Beatday i Valby, hvor Jonathan Heldorf fik en snak med hende, og én gang i Vega, hvor hun leverede en flamboyant og energisk koncert. Og faktisk spiller hun også på Vega på søndag den 28. februar. Derfor kunne man også mene, at det er en lidt kedelig booking fra Roskilde Festivalens side. Jo, hun er bestemt populær og kan levere et show, men der har jo været masser af chancer for at opleve hende live. Og det er der stadig. Mens vi venter på nogle navne, der kan tilfredsstille vores elitære musiksnobberi, snupper vi lige en video:
Beach House: Teen Dream
Teen Dream er en dejlig plade. Kompositionerne er interessante, lyden er helstøbt, og vigtigst af alt synes Beach House at have udnyttet alle deres kompetencer uden at gøre det mindste mere end dét.
Keith Canisius: Waves
Keith Canisius fra den danske dreampop-gruppe Rumskib er stadigvæk glad for solskin, rumklang, synths og MBV. Dette er endnu en bundsolid udgivelse, men det er ikke mange nye pastelfarver, der føjes til paletten.
Cocteau Twins-sangerinde solodebuterer
Bortset fra at hun lagde vokal til “Teardrop” og to andre numre på Massive Attack-albummet Mezzanine, er det ikke meget, man har hørt til Elizabeth Fraser, siden hendes band, Cocteau Twins, gik itu i 1998. Fraser har godt nok sunget lidt hist og her – bl.a. på soundtracket til to af “Ringenes Herre”-filmene – men hele vejen igennem har Fraser holdt sig ude af offentlighedens søgelys. Selv da en varslet gendannelse af Cocteau Twins i 2005 blev aflyst, sagde Fraser ikke spor til medierne. Nu har Fraser imidlertid brudt tavsheden. Dels i et yderst læseværdigt interview i Guardian, hvor hun fortæller om sin oplevelse af Cocteau Twins’ forlis, sit alt andet end ukomplicerede forhold til sine gamle bandkolleger og om sit forhold til Jeff Buckley. Dels – og hér bliver det for alvor interessant – i form af en netop udkommet single kaldet “Moses”. Singlen er Frasers første reelle soloudgivelse nogensinde, og til Guardian fortæller Fraser, at hun og kæresten Damon Reece, der tidligere har været med i Spiritualized, har indspillet noget, der måske kan blive til et helt album. Intet tyder dog på, at det er noget, der sker lige med det samme.
Chris Garneau: El Radio
Stemningsfyldt – ja. Sindsoprivende – nej. Veludført – ja. Mindeværdigt – nej. Lyttevenligt – ja. Udviklende – nej.
Dub Tractor: Sorry
På sit sjette album tager Dub Tractor endnu et skridt i retning af at droppe electronicaen til fordel for dreampop. Det sker dog ikke 100 pct., hvilket lidt knækker albummet midt over.
Peter Broderick: 4 Track Songs
Peter Broderick udgiver her en samling tidlige kreationer, der er så kedelige, at det virker unødvendigt, at de overhovedet er blevet udgivet.
Wye Oak: The Knot
Wye Oak leverer med sit andet album dybsindig og smuk musik til de stille efterårsaftener, men læner momentvis op ad det ensformige.
Florence and the Machine – en dagdrømmer
Jonathan Heldorf fangede sig en forkølelse i den silende regn til Beatday i august, men han fangede også Florence fra fremadstormende Florence and the Machine. De snakkede om inspiration fra Grease og lunger i bur.
No Go Know: Time Has Nothing to Do With It
No Go Knows univers er noget af en forlystelsespark at træde ind i, og dobbeltalbummet diffunderer ind og ud mellem mathrock, indierock, indiepop, dreampop og og og...
Florence and the Machine: Lungs
Florence Welch og hendes maskine er blevet rost og anerkendt markant i England. Forståeligt nok, for blandingen af indierock og -pop, tilsat soul for alle pengene, er fremragende.
Chairlift: Does You Inspire You
Does You Inspire You er lidt af et genremæssigt gadekryds, der blander indiepop, dreampop, tribal, shoegazer og alskens andre genrer. Men det er umuligt ikke at lade sig rive med.
Antifilm: IO
Lyden er som gjort af flere guitarers parstemninger. Små stop i tiden og så: klimaks. Endnu et klimaks. Og så tilbage til scratch. Kan næsten ikke få nok af det. Et narkotikum så vanedannede at selv William S. Burroughs kunne finde på at falde i igen.
Papercuts: You Can Have What You Want
Jason Quever er bestemt talentfuld, men hvis man virkelig kunne få, hvad man ville have, ville det bestemt ikke være You Can Have What You Want, der stod på ønskesedlen; dertil er det i sin helhed for kedelig en oplevelse.
Ghost Society: Dogs and Desperation EP
Ghost Society er en ny, dansk konstellation bestående af musikere fra bl.a. Blue Foundation og People Press Play, der – som navnet antyder – spiller musik af den sfæriske og drømmende slags. Det er godt, men til tider en kende for pænt.
Jeniferever: Spring Tides
Skaf dig hurtigst muligt en skov, du kan smække op foran dit vindue, og iagttag den, mens du nyder Spring Tides. Den fremmaner dagdrømmerier og indbyder til drømmedage på græsklædte skråninger med hvide lammeskyer og simple tankestrømme som eneste selskab.
The Great Depression: Whatever You’re Building
Intensiteten og det passivt aggressive klæder The Great Depression, især når det hele slippes løs over lytteren. Det sker desværre først på pladens sidste nummer, og det en postgang for sent til at glemme langsomheden og de lidt for dominerende, apatiske kammerpop- og shoegazerelementer.