Sidste års skrotning af den blokvogn, der udgjorde den såkaldte campingscene, til fordel for Pavillion-scenen var et smart træk af Roskilde Festival. For med ét startede festivalen fire dage tidligere end før. I år hejses retroflaget tidligt. Første navn på Pavilion Junior, hvis program starter klokken 15 søndag, er norske The Cheaters. Hvis det er lykkedes at finde et hjørne at pløkke mit beskedne telt op på inden da, er de helt sikkert værd at spilde lidt tid på, selv om 60er inspireret garage-beat med mod-undertoner og tillægsord som “heftig” er blevet stærkt fortyndede begreb siden The Strokes udgav Is This It?. Det er nok alligevel optimistisk nok at tro, at teltet makker ret, så første sikre kort på Pavillion-Junior er danske Nordstrøm, der spiller klokken 18. Det har krævet et meget hårdt hjerte ikke at falde for deres Liga.dk-hit “Berlin”, der er et af den slags numre, der ikke kan undgå at blive et hit til trods for en æstetisk fejlfortolkning af en musikvideo. Hvis de har to-tre sange i samme elektropoppede kaliber som “Berlin”, skal både deres koncert og kommende plade nok blive et hit. Resten af søndagen er lidt af en ørkenvandring. Danske EX PMX springer jeg let henover, da jeg bedst kan lide min rock elektrisk og ikke elektronisk, ligesom jeg nok også kan undvære Yellowish og deres opdateringer af shoegaze-genren. Mandag har planlæggerne heller ikke været for venlige ved de festglade gæster. Godt nok starter musikken allerede 13:30 med den nyeste Crunchy Frog-signing Wolfkin, men deres retro-soundtrack-lyd passer bedre til en hipster-klubaften i København end til en tidlig mandag eftermiddag på en dyrskueplads. Song to the Siren, hvis debutplade Fighting with Cliché Demons Undertoners anmelder ikke brød sig synderlig meget om, er nok værd at bruge en time på. Hvis man kan abstrahere fra den danske accent på vokalen, skal deres koncert klokken 18:00 tirsdag nok blive en fin omgang 90’er-inspireret art-rock ikke ulig musikskribenters favorit-reference Jeff Buckley. Bedst er de dog, når de slipper deres nedslidte eksemplar af Grace, som eksempelvis i “Hail Mary”. Med det ene øje rettet mod mørket og det andet mod canadiske Constellation Records spiller The Seven Mile Journey op til alt andet end dans, når deres nordjyske version af postrocken fremføres klokken 19.30 mandag. Samme dag har århusianske Lis Er Stille også spillet, men jeg sætter så afgjort pengene på deres nordlige musikalske slægtninge. Tirsdag vil jeg nøjes med at lægge kind til en dobbelt-lussing fra først de danske math/posthardcore-rockere fra Menfolk, der skal forsøge at løfte arven fra den aldeles glimrende koncert, pladeselskabsbrødrene fra Lack gav sidste år, og bagefter svenske Deltahead. Menfolks univers er nærmest melodifjendsk, og det kommer til at svide skønt i kinderne og hyle i ørerne bagefter. Deltahead har allerede vundet mit hjerte alene på bandbeskrivelsen, der lover Mötörhead blandet med gammel deltablues. Om ikke andet, så kan novelty-faktoren skærpe lysten til at vandre mod Pavilion-området, som er overraskende tyndt besat i år. Onsdag vinder Band Ane helt sikkert en plads i mange ungersvendes hjerter, med hendes efter sigende ganske feminine elektronika-knas, hvilket jeg ingenlunde har lyst til at gå glip af klokken 13.30. Måske går jeg til gengæld glip af Dúné klokken 18.00. Adskillige medier gik i kollektiv ekstase efter deres optræden på Spot-festivalen i Århus for nylig, og jeg har da også en lille fidus til deres The Who-inficerede synth-rock. Om ikke andet, så kan ungersvendene give et skud tiltrængt energi til torsdagens strabadser på de større scener.
