Martin Hall, dette superproduktive ikon, denne næsten usmageligt højrøvede kunstnertype, der altid ulasteligt klædt gengiver citater af for længst glemte forfattere og digtere for at illustrere sine pointer, denne sanger, forfatter, komponist og, siden sidste år, fader – sidstnævnte var en rolle, der ikke blev lagt skjul på i forbindelse med den store medieopmærksomhed omkring sidste års bogsucces, “Den sidste romantiker” – denne mand udgiver nu i kølvandet på al omtalen og succesen som forfatter Facsimile, det første soloudspil i syv år.
Kan jeg tillade mig at kalde Facsimile for et typisk Martin Hall-udspil? Eller vil det være at nedgøre en mand med et utal af udgivelser bag sig? For inderkredsen af Martin Hall-fans, vil denne plade sandsynligvis understrege hans position som noget ganske unikt på den danske musikscene – for mig, der betragter Martin Hall med lige dele fascination, nysgerrighed og hovedrysten, er det svært at nå frem til et endeligt svar.
Når man hører Facsimile første gang, er der dog ingen tvivl om at det er en Martin Hall-plade; det afventende og samtidig overvældende i musikken, stemmen, der bølger mellem det sarte, følsomme og næsten feminine for så at gå over i det insisterende – alt sammen umiskendeligt Martin Hall. Pladen går fremad i sit eget tempo, og som lytter vugger man stille med. Det er ikke musik, der fremkalder behov for hverken knipseri, klappen i takt eller dans; det er musik, der taler til sindet frem for hjernen eller instinkterne.
Martin Halls stemme fungerer mere som instrument og stemningsskaber, end tekstformidler, bedst illustreret i “Neglect”, der foruden at være pladens åbningsnummer også er pladens bedste. Nummeret er simpelt bygget op om omkring piano og Martin Halls stemme, tilsat ganske få effekter, og det lover godt, for en plade, der dog desværre aldrig kommer til at overgå den standard, “Neglect” sætter.
Senere bliver vokalens rolle som instrument dog heldigvis også demonstreret flot i “Other Rooms”, hvor musik og stemme tilsammen skaber et lydbillede, der udstråler en flot fremført længsel.
Jeg glæder mig over, at Halls stemme for mig mere virker som stemningsskaber end som tekstformidler. For teksterne er en blanding af neonoplyste situationer og sterile rum, alt sammen blottet for personlighed, alt sammen som snydt ud af næsen på 80’er-digtere, ingen gider læse mere. Måske er det nemmere at bevare sine lytteres billede af én som person, når man ikke udstiller nogen form for personlighed eller holdninger, men hvor er det dog forbandet tomt og kedeligt at læse teksterne igennem.
Min glæde ved Facsimile er for 90% af pladens vedkommende taget til for hver gang, jeg har lyttet den igennem, uden at jeg dog er ved at koge over af indestængt begejstring. Det 10. og sidste nummer på pladen, “Tu es mon image”, kan jeg ikke forlige mig med, og det kommer jeg heller ikke til. Samarbejdet med Efterklang kan slet ikke fange min interesse – nummeret kører i tomgang i et væld af effekter og med en fransk tekst, der måske, måske ikke, er lige så intetsigende som resten af pladens lyriske indhold (men det skal her tilføjes, at Efterklang aldrig har formået at interessere mig). Heldigvis har min cd-afspiller en stop-knap, jeg kan trykke på, når spor 9 rinder ud, og det vælger jeg at gøre.
Facsimile, er ganske simpelt en Martin Hall-plade. Hører du til gruppen af mennesker, der begejstres af hans musik, så ved du, hvad jeg mener – gør du ikke, bør jeg fortælle dig, at det næppe bliver med Facsimile, at Martin Hall fanger din opmærksomhed.
