Annemarie Zimakoff: The Girl Without Music

Pigen uden musik. Sådan så den ellers flittigt musikskabende singer/songwriter Annemarie Zimakoff sig selv efter udgivelsen af debuten Ivory i 2008. Albummet fik overordnet set pæne anmeldelser, men bagefter var der ikke flere, der kendte Zimakoffs musik af den grund. Det er jo oftest op ad bakke at være ny musiker, for der er rigtig mange om forsøget på at kapre lytternes opmærksomhed. Annemarie Zimakoff måtte bare klø på og fortsætte karriereopbygningen. To års anstrengelser er nu udmundet i albummet The Girl Without Music, som Zimakoff udgiver på sit eget pladeselskab.

For mig har Annemarie Zimakoff faktisk også været pigen uden musik. På en eller anden måde er jeg kommet på Zimakoffs mailingliste og har modtaget nyhedsbreve fra hende længe uden at høre hendes musik. Nu er der omsider kommet lyd bag navnet, og jeg opdagede, at nyhedsbrevene udgjorde mere end spam, for den 30-årige danske sangerinde er et behageligt musikalsk bekendtskab.

Undertoners anmelder Mads Jensen så imidlertid ét stort problem ved debuten Ivory: Zimakoffs mange fraseringer. Ifølge ham var vokalen altdominerende, og fraseringerne endte ligefrem med ødelægge albummet. Når der på Zimakoffs toer er mange krummelurer på vokalen og quirky lillepigefraseringer som i titelnummeret, er det efter min mening også ganske enerverende. Men overordnet set har Zimakoff i denne omgang skruet ned for det virkemiddel, og det er afgjort et fremskridt. Hun har en yndig, lys vokal, der, når den er bedst, fremstår med en smuk klarhed, især i versene i den enkle, men fine kærlighedssang ”Infinite for You” — et nummer, Zimakoff synger med stor følsomhed, ikke sentimentalitet.

Genremæssigt gør Zimakoff sig inden for singer/songwriter og folk, og kernen i hendes melodier er den akustiske guitar og stemmen, selvom en længere række musikere også har hjulpet til med trommer, obo, cello, violin m.m. Formødrene hedder Kate Bush og Tori Amos, og en nutidig dansk ligesindet er Anna Rosenkilde, der ep-debuterede sidste år, og som da også låner kyndige klaverfingre til fire numre på The Girl Without Music.

Numrene strækker sig fra de mere country-inspirerede, såsom den lidt letbenede “Confidence”, til numre med en anderledes dragende kvalitet. Det gælder åbningsnummeret “Demons” med den sært forvredne sødme i omkvædet. Også den melankolske pop i “Half a Meter of Brickwall” virker indtagende, når Zimakoff med kor mindes blomster, der for længst er visnet, og kirsebær, der for længst er rådnet. Her lyder Zimakoff som en ung Kate Bush, og i fraseringerne bevarer hun det krystalklare.

Det er kun fire små U’er, Annemarie Zimakoff scorer hos mig, men jeg synes, hun er godt på vej med dette andet album, og jeg kan ikke se, hvorfor The Girl Without Musics akustiske guitarmelodier og fortællinger og Zimakoffs lyse vokal ikke skulle kunne få et publikum derude. Forhåbentlig kan Annemarie Zimakoff så få sin drøm opfyldt og indtage en plads i folks bevidsthed som pigen med musik.