Awesome Tapes From Africa – om det Afrika, vi ikke kender

Da det skybrud, der netop har oversvømmet store dele af København, når til Roskilde Festival lørdag aften, strander Undertoners udsendte i et stort telt bag Cosmopol-scenen sammen med to unge franskmænd. De står og spejder ud i regnen. Ikke så meget for at finde ud af, hvornår det bliver tørvejr, men fordi de leder efter Brian Shimkovitz.
Franskmændene er på den pladrede dyrskueplads som en del af holdet bag Congotronics vs. Rockers, et koncertmøde mellem congolesiske musikere og vestlige grænseafsøgere som Deerhoof og Juana Molina. De har været på samme festival som Shimkovitz et par gange før uden at finde ham, og det ærgrer dem. Når man som franskmændene beskæftiger sig med mødet mellem afrikansk musik og indie-eksperimenter, er Shimkovitz nemlig en ganske prominent person.

Den 30-årige newyorker har gennem de seneste fem år været med til at øge interessen for afrikansk musik, som ikke bare har været hørbar hos bands som Vampire Weekend.
»I takt med internettets udvikling har folks smag ændret sig, og de er åbne over for kreativitet og nye idéer. Det gælder ikke bare musikere, men også almindelige festivalgængere,« siger Shimkovitz, da Undertoner møder ham, nogle timer inden han skal dj’e før to afrikanske bands’ koncerter på Cosmopol. Eller måske er dj’e ikke det helt rigtige ord. Det er i hvert fald de færreste dj’s, der spiller skramlede kassettebånd med numre, som er nærmest umulige at mixe sammen.

Bånd er imidlertid Shimkovitz’ speciale. Siden foråret 2006 har han drevet en blog med det selvforklarende navn Awesome Tapes From Africa, hvor han deler mp3-kopier af kassettebånd med alt fra hiphop over afrobeat og jazz til mere folklore-præget musik.
Han har læst musiketnologi og afrikanske studier, og han startede bloggen for at forsøge at besvare et spørgsmål, han fik igen og igen under et års studieophold i Vestafrika. Uanset om han talte med ukendte rappere eller store musikstjerner, var der én ting, de gerne ville vide.
»Folk spurgte mig altid: ‘Hvordan får jeg min musik til udlandet? Hvordan får jeg folk til at høre min musik? Hvordan kan vi vise amerikanere og europæere, at Afrika er andet end sult og krig?’ Jeg kendte ikke svaret på det tidspunkt, men bloggen viste sig at kunne give dem en hjælpende hånd.«

 

Mere end Mandela
Det Afrika, Shimkovitz gerne vil præsentere Vesten for, er et kontinent fyldt med musikalsk talent, skønhed og frem for alt kolossal variation. At det var nødvendigt at formidle det budskab, gik langsomt op for ham, efter at han sammen med studiekammerater var på sit første besøg i Afrika.
»Vi var i Ghanas hovedstad, Accra, en stor by med næsten fire millioner indbyggere. En af pigerne, der var med, sagde i ramme alvor: ‘Jeg troede, der ville være folk i bastskørter, som spillede på trommer. Jeg var ikke klar over, at folk ville gå rundt i jakkesæt som i New York.’ Først tænkte jeg, at hun var et fjols, men efterhånden forstod jeg, at det nok er, hvad de fleste amerikanere og sikkert også mange europæere tænker,« siger Shimkovitz og uddyber: »Vi hører ikke særlig meget om, at Afrika er en globaliseret del af verden: Folk har mobiltelefoner og mp3-afspillere. De udgiver godt nok stadig kassettebånd af en masse forskellige grunde, men Afrika er ikke sakket totalt agterud. Afrikanerne i byerne er meget på bølgelængde med, hvad der sker i Vesten. Det er det modsatte, der ikke er tilfældet.«

Under sit senere studieophold begyndte han at samle bånd med alle mulige forskellige former for lokal musik. Stilarterne strittede i alle retninger, men Shimkovitz var alligevel ret sikker på, at Awesome Tapes From Africa nok mest ville tale til verdensmusiknørder. Der gik dog ikke lang tid, før han forstod, at de afrikanske bånd havde appel til mange andre.
»Det var fedt at læse, hvordan punkrockere, metalfolk, technofans og jazzinteresserede hver især reagerede på forskellige af de ting, jeg lagde op,« siger han.
Den brede læserskare blev en vigtig grund til, at der ikke er så meget andet på bloggen end selve mp3-versionerne af båndene. Ingen lange, musiketnologiske udredninger eller minutiøse beskrivelser af musikken.
»At læserne var interesserede i så meget forskelligt, gav mig lyst til at gøre bloggen så ligetil som overhovedet muligt. Jeg ville sikre, at selv folk, der intet ved om Afrika, kan besøge siden og finde noget spændende.«

Awesome Tapes From Africa handler dog ikke bare om at give vestlige indie-hipstere et obskurt, eksotisk musikfix. Uden overhovedet at nævne det direkte er bloggen også en reaktion på den vestlige mediedækning, og Shimkovitz håber, at den kan friste folk til at ville vide mere end det, medierne fortæller om Afrika.
»De fleste amerikanere og europæere vil formentlig ikke kunne nævne andre politiske ledere i Afrika end Nelson Mandela. Omvendt ved mine venner i Vestafrika, uanset hvilket uddannelsesniveau de har, meget mere om amerikansk politik, end jeg nogen sinde har vidst om afrikansk politik,« siger Shimkovitz og forklarer, at han håber, at musikken kan blive en genvej til at få amerikanere og europæere til at interessere sig for andre aspekter af livet i Afrika.
»Måske er jeg idealistisk, men jeg mener, at musik handler om mere end selve lyden og kunstformen i sig selv. Det er noget kulturelt. Hvis du bliver forelsket i en bestemt type musik, knytter du også ofte an til ting uden for selve musikken. Jeg tror på, at musik er et vindue. Når vi lytter til 70’ernes engelske punk, føler vi, at vi er på en rejse tilbage til den måde, tingene var på dengang. Hiphopfans klæder sig på en bestemt måde og drømmer om at komme til New York for at kunne opleve scenen på nært hold,« forklarer han og fortsætter:

»På samme måde håber jeg, at folk, når de hører båndene fra Afrika, tænker ‘hey, jeg vil gerne være en del af det her. Jeg vil gerne have en fornemmelse af, hvordan folk oplever at være på en klub i Dakar.’ Via musikken kan de så lære mere alvorlige ting. De får en større mulighed for at blive opmærksomme på de politiske og samfundsmæssige aspekter af, at Afrika spænder videre, end vi tror.«

 

Et offentligt arkiv
Shimkovitz tøver ikke med at erkende, at der er en hel del andre Afrika-blogs som f.eks. Voodoo Funk, der giver et dybere, mere leksikalsk indblik i musikken. Til gengæld skiller Awesome Tapes From Africa sig ud fra de fleste musikblogs ved ikke bare at byde på enkeltstående numre, men fulde albums. Ligesom han vil vise folk hele Afrika, vil han gerne præsentere kunstnernes værker i deres helhed.
»Der kommer masser af opsamlinger med afrikansk musik, men der er en tendens til, at folk vælger det ene underlige nummer, der stikker ud på den plade, det kommer fra. Folk, der lytter til opsamlingerne, får den opfattelse, at kunstnerne lyder sådan og sådan, men det er ikke nødvendigvis tilfældet.«

Amerikaneren er helt klar over, at nogle vil finde det problematisk, at han lægger hele udgivelser ud uden at have fået musikernes tilladelse. Han tvivler dog på, at han står i vejen for nogens indtjening.
»De fleste af båndene er ikke til at skaffe uden for kunstnernes eget land og nogle gange end ikke uden for deres hjemby. Folk i Vesten kan dårligt vide, at de overhovedet findes. Jeg er derfor efterhånden begyndt at se bloggen som en slags offentligt arkiv. For at sådan ét skal give mening, er man nødt til at have tingene i intakt form. Biblioteker har heller ikke kun ét kapitel af deres bøger.«

Kan bloggen så tilmed hjælpe nogle af de afrikanske bands til at få en karriere uden for hjemlandet, er det selvfølgelig et stort plus, siger Shimkovitz.
»En af mine venner gav mig to bånd med Jagwa Music fra Tanzania. Jeg lagde dem op på bloggen, og i aften dj’er jeg før deres show. Jeg siger ikke, at der er en forbindelse, men for mig bliver prikkerne forbundet: Folk besøger min blog, hører bands, de kan lide, og booker dem så til f.eks. Roskilde. Jeg vil slet ikke tage æren for, at Jagwa Music er her, men det er en ære for mig at kunne spille samme sted som dem.«

Fra Afrika til Sejerø
Idéen om Awesome Tapes From Africa som et arkiv tilgængeligt for alle fik et nyt socialt aspekt for et par år siden.
»I starten inviterede folk mig til paneldiskussioner, og så begyndte jeg at blive spurgt, om jeg ikke også kunne dj’e, hvilket var en strålende idé. Folk sidder alene ved deres computere og downloader båndene, men hvorfor ikke komme ud og høre musikken via et stort anlæg?«
Muligheden for at være fælles om oplevelsen klæder den afrikanske musik særlig godt, pointerer Shimkovitz.
»I Afrika er musik og dans næsten uadskillelige. Det gør oplevelsen mere fuldendt at høre de her sange sammen med andre et sted, hvor man kan danse til dem.«

Når Shimkovitz i weekenden spiller sine bånd på Sejerø Festival, skal publikum dog ikke regne med, at det bliver som at være i Afrika.
»Jeg vil meget nødigt sige, at jeg giver folk en autentisk oplevelse, for det mest autentiske ville være, at vi alle sammen fløj derned og hørte musikken live. Men jeg kan godt lide at præsentere musikken, sådan som jeg hørte den på gaden eller i busserne. Mange af de ting, jeg spiller, er så lo-fi, at lyden er ret meget ud over det hele, og en del af dem lyder helt tossede. Jeg synes bare, at det er sjovere at høre musikken, som den lyder i en bus: skrattende, alt for diskant eller med unødvendigt meget bas.«

Brian Shimkovitz har det skramlede, groovy Afrika med til Sejerø fredag d. 5. august. Blandt de øvrige optrædende på festivalen er Shackleton, Chimes and Bells og den lokale stolthed, Sejerø-spillemændene.