Nyheder

Silos nye album er klar

Skrevet af Anna Møller

De har lokket med det i mange år, men nu er den helt sikker og færdig fra tryk. Undertoner løfter eksklusivt sløret for den nye Silo-plade. Lyt og læs her!

Final-1000pxEndelig er der udgivelsesdato på den danske trio Silos kommende album. Og ikke bare er der udgivelsesdato – albummet er også færdigtrykt på cd og vinyl. Det er efterhånden nogle gange, Silo-fans er blevet lokket med udgivelsen, men NU skulle den være helt sikker. Det fysiske bevis sidder jeg selv med i mine fedtede fingre. Gnæk.

Det københavnske bands tredje album hedder Work og bliver udgivet 14. april 2014. Materialet er skrevet og udarbejdet over ti år, og således er de to numre med gæsteoptrædener fra M. Sayyid og Jonas Bjerre, der blev omtalt på Silos myspace-side i foråret 2010, også at finde på Work. Numrene hedder hhv. “Cabinn Fever” og “O”, og med på “Cabinn Fever” medvirker også den legendariske hiphop-rapper High Priest med tekster om bl.a. Eric Clapton og flytypen 747. Sammen med Beans og M. Sayyid udgjorde High Priest avantgarde-trioen Antipop Consortium, og den skelsættende rapgruppe har bl.a. samarbejdet med TV on the Radio og Modeselektor. Og ja, “Cabinn Fever” er opkaldt efter den danske hotelkæde Cabinn, for det er her, nummeret er indspillet.

I samarbejdet med Silo leverer M. Sayyid og High Priest et smidigt flow, der lægger et ekstra rytmisk lag til Silos skærende og maskinelle polyrytmer, hvor digitaliserede guitarer former de mange sideløbende og krydsende spor. Tidligere har Undertoner fået lov til at høre to af de kommende numre, “Stationary” og “Power Points”, og begge numre videreudvikler den lagdelte og polyrytmiske maskinerock, hvor mande – og kvindevokal drypvist spredes ud, og hvor lydmønstre bygges op, ødelægges, deler sig, finder sammen og ustandseligt bevæger sig videre mod uendeligheden.

På “Power Points” kan man nyde r’n’b-sangerinden Maria Hamer-Jensens bløde popvokal som en modsætning til en hård og næsten robotagtig lydlig baggrund. Udtrykket er umiddelbart mindre organisk og mere digitalt end på Silos tidligere plader, mens pladens sidste nummer, “The Inexorable Sadness of Pencils”, er en længselsfuld og dynamisk sag inspireret af et digt af den amerikanske forfatter Theodore Roethke. Det afsluttende nummer lyder måske mere som ‘klassisk Silo’ og fungerer som en lydlig spejling af coveret til Works. Roethkes digt “Dolor” handler netop om kontorers akkumulerede og kvælende støv, og den fornemmelse har fotografen Mikel Tjellesen da også fanget meget godt i sit coverfoto.

Cover Digi 600pxSilo har pt. ingen planer om at spille live, og trommeslager Søren Dahlgaard er da også flyttet til Melbourne med sin familie, så der er immervæk lidt langt til fødelandet. I de 13 år, der er gået siden udgivelsen af Alloy, er der sket en del for de tre musikere. Guitarist Frederik Ammitzbøll arbejder i IT-branchen og er medejer af avantgarde-tøjmærket Uncommon Creatures, trommeslager Søren Dahlgaard er fuldtidskunstner særlig kendt for sine dejportrætter, og bassist Mikkel Bender arbejder med patenter. Work er skrevet og produceret af Silo, indspillet og mixet i Silos eget studie i København og er mastereret af den britiske lydtekniker Denis Blackham. Blackham har i sit Skye Mastering-studie mastereret alt fra Jimi Hendrix over Brian Eno & David Byrne til Black Sabbath og slipper også ganske godt fra arbejdet med Work.

Allerede nu kan du lytte til nummeret “Stationary”, hvor guitarist og sanger Frederik Ammitzbølls vokal lægger sig som en rolig hånd på de mange industrielle strukturer i det tilsyneladende komplicerede, rytmiske rum. Work udkommer 14. april 2014 via Silos eget pladeselskab Novennial Paralysis.

Trackliste:
“Filaments”
“Mechanics”
“Stationary”
“Cabinn Fever”
“A Hedge is a Lance”
“Power Points”
“Work (Out)”
“O”
“Generals”
“The Inexorable Sadness of Pencils”

1 kommentar

Leave a Reply