Der var sikkert mange, der ærgrede sig over, at de to amerikanske singer/songwriters Father John Misty og Ryan Adams begge var programsat til at gå på klokken 17 på årets festival. De, der valgte at overvære folkeforføreren med det borgerlige navn Joshua Tillman vælte Avalon-scenen, var næppe efterfølgende i tvivl om, hvorvidt de havde truffet den rette beslutning.
Aftenens ubestridte hovedperson indtog scenen umiddelbart efter, at bandet havde slået de første toner til titelnummeret fra I Love You, Honeybear an. Han dirrede fra første færd af fuldstændig overlegent overskud. Det her var en koncert, der kom flyvende fra start! Fra aftenens første færd var det umuligt ikke at blive fascineret af en entertainer i sjælden hopla. Father John Misty, i egen ranglede person, var såmænd oppe at danse på trommesættet, inden det første nummer overhovedet var i nærheden af at være slut. Den vildt gestikulerende og sensuelt dansende frontmand ejede simpelthen scenen fra det sekund, han trådte ind på den, og havde lynhurtigt publikum i sin hule hånd. Det er næsten uforståeligt, at han i fire år var gemt væk bag et trommesæt i Fleet Foxes, efter at have oplevet ham i fuld vigør som frontmand for sit eget show.
Der var på intet tidspunkt tvivl om, hvem der var aftenens hovedperson. Bandet klarede opgaven formidabelt, og var tight velspillende. Men den timelange koncert var i høj grad iscenesættelsen af Father John Misty som en vaskeægte rockstjerne, mere end der var fokus på de individuelle bandmedlemmer. Men han har formatet til at kunne bære det. Når man formår at give publikum kuldegysninger på trods af, at de står og bager under en teltdug i temperaturer, der nærmer sig de 30 grader, så har man fat i den lange ende. Dette indtraf under den bidende sarkastiske og dybt systemkritiske pianoballade “Bored in the USA”, hvor hårene på armene rejste sig af bare fryd.
Netop det sarkastiske bid er et kendetegn ved den kække singer/songwriter, der sendte en lid strøm af humoristiske bemærkninger ud til publikum under koncerten. Flere gange blev han nødt til at kommentere den ikoniske Alien-knalder-ko-fane, som alle erfarne Roskilde-gæster er stødt på af flere omgange. Den kåde elskovshymne “Chateau Lobby #4 (in C for Two Virgins)” blev præsenteret som en sjælden chance for at danse, som kun en hvid kvinde, der drikker Chardonnay om bord på et krydstogtskib, kan danse. Efter endnu en tur ude blandt publikum, som han lå tilbagelænet og sang udover, så tog han pis på sig selv, og undskyldte for at opføre sig som en discount-udgave af Bono. Det fortsatte i en lind strøm, og publikum slugte det råt.
Den langskæggede amerikanske rockstjerne spillede og sang, som om hans liv afhang af koncertens udfald. På nummeret med den mundrette titel, “Nothing Good Ever Happens at the Goddamn Thirsty Crow” nærmest katapulterede han sin guitar ud over scenekanten i armene på en stakkels scenetekniker, der dog skal have ros for at være klar til at gribe den. Generelt havde sceneteknikerne travlt med at holde styr på den ustyrlige rock-urkraft, der huserede på scenen. På den bluesede “I’m Writing a Novel” røg solbrillerne momentvis af under en særlig heftig solo, og på aftenens sidste nummer, “The Ideal Husband”, kammede det fuldstændig over i formidabelt rasende guitarstøj, inden Misty smadrede mikrofonstangen og stormende forlod scenen, uden så meget som at råbe farvel. Hele Avalon var vidne til fødslen af en rockstjerne denne tidlige torsdag aften. Næste gang, han gæster Roskilde Festival, kan det meget vel være ham, og ikke Ryan Adams, der gæster Orange Scene. Han kan meget vel være en af de få, der har formatet til at bringe rocken tilbage til den sagnomspundne scene.
