Koncerter

The Young Gods, 08.12.19, Alice, København

Foto af Mathias Kristensen
Skrevet af Jens Trapp

Først i ekstranumrene fik de schweiziske industrial pionerer i The Young Gods alle de små tykke basunengle til at blafre med vingerne i ren fryd på Alice. Før dét fik vi en gedigen blanding af stampen på stedet og mere reelle luftture, hvor tingene fungerede og gik op i en højere enhed.

Jeg blev glædeligt overrasket over, at det var Rex Kyed, som skulle varme op for The Young Gods. Det er et par solide københavnske navne, der står bag, nemlig Anders Rex og Peter Kyed, som mødtes i Peter Peters band Bleeder tilbage i 90’erne og som i 2008 gik sammen og udgav en EP. De stillede sig op med hver deres synthesizer, placeret næsten som to centre i et imaginært liggende otte-tal, symbolet på uendeligheden og fremmanede netop dén; uendeligheden. Manede den op af undergrunden i et støvet shamanistisk lydbillede, et rituelt renselsesbad af lyd, der gjorde rigtig godt før aftenens hovednavn.

The Young Gods er, på trods af navnet, som sådan ikke længere unge i fysisk forstand, men måske nok i ånden. De blev dannet helt tilbage i 1985 i Fribourg, Schweiz og har altså mere end 30 år på bagen. Navnet tog de fra et andet af de store bands fra dengang, som også stadig udsender vigtige og stærke albums, nemlig Swans og deres anden EP fra 1984 Young God, hvilket giver rigtig god mening rent musikalsk, da begge bands spiller en dronende repetitiv støjrock. The Young Gods debuterede i ’87 med et selvbetitlet album, som udover otte sange på fransk også bød på et herligt opfindsomt cover af glamrockkongen Gary Glitter (han er dog siden væltet godt og grundigt af tronen igen og afsoner for tiden en dom på 16 års fængsel for en række pædofili-sager, men det er en helt anden historie). I 1991 blev det også til et album med Kut Weil-sange og senest har The Young Gods udgivet deres tolvte studiealbum DATA MIRAGE TANGRAM for lige knap et år siden.

Det var primært det album vi fik serveret søndag aften på Alice. Det er et ganske udmærket album, med en del stærke numre på, men på højde med deres første tre-fire albums er det ikke. Ankermand Franz Treichler beskriver i et interview albummet på denne måde: »It is more “downtempo” than usual, deeply psychedelic (in its greek definition: revealing the psyche). You can listen to it like as a soundtrack to your dreams. It takes you to Amazonia, it has tribal elements, it sounds at times very urban, psychoacoustic, it warns you about the blind trust we put into algorithms and it is danceable!«

Der var da også en masse trommer i en næsten rituel stammedans på en bund af knitrende og knasende synths. Bandet var velspillende og i god form. Udover sanger og guitarist Treichler, som er det eneste medlem, der har været med siden begyndelsen, består The Young Gods i dag også af det oprindelige medlem Cesare Pizzi, som siden 2012 igen er med på keys og synths, og trommeslager Bernard Trontin, der har været med i de sidste tyve år. Og selvom de ikke fysisk er unge guder længere, så spiller de stadig en gudsbenådet tung og ætsende industrial rock med psykoakustiske elementer, for nu at bruge Treichlers egen betegnelse.

Indimellem var der dog en smule rituel stampen på stedet, hvor det kunne virke som om, rutinen hjalp til med at holde det hele tight og tonstungt med en decibel et sted oppe omkring de 100-105. Momenter hvor musikken ikke rigtig fik vinger at flyve på, men klumpede sig sammen på gulvet og trampede omkring i et forsøg på at få det hele til at lette. Det gjorde det også jævnligt hen gennem koncerten, men aldrig mere end materialet tillod og som sagt skulle vi langt ind i koncerten før The Young Gods rakte bagud og trak først “About Time” fra Super Ready/Fragmenté og “Kissing The Sun” fra Only Heaven op af hatten, og efter 75 minutter takkede af med endnu et nummer fra det seneste album.

De vendte dog tilbage med to omgange ekstranumre, fire af de stærkeste numre fra ‘gamle dage’: “Tenter le Grillage”, “L’eau Rouge”, “L’Amourir” og det der kommer tættest på et hit for The Young Gods til aller aller sidst: ”Skinflowers” tilbage fra deres tredje album T.V. Sky fra 1992. Og da var ikke et øje tørt. Et udsolgt Alice, for anden aften i træk, et lokale der ved første øjekast så ud til at være blevet fyldt op med store midaldrende skæggede mænd i sort, men som ved nærmere eftersyn var lidt mere varieret end som så, fik leveret varen i i hvert fald de sidste 20-25 minutter. »De flækkede fandme lortet«, som en af de sortklædte store mænd så prosaisk udtrykte det på vej ud i den forbistret kolde decembernat efter en lidt blandet koncert men med en overvægt af selvsikkerhed, erfaring og levet (rock)liv, der gav os det lydbillede vi forventede, men ikke så meget mere end det.

★★★★☆☆

Fotos af Mathias Kristensen.

Leave a Reply