Nyheder

Oplev Nils Frahm live til ny teaterforestilling

Nils Frahm skal levere livemusik til forestillingen Latter i mørket. Foto: Vanessa Maas.
Skrevet af Alex Nørregaard

Den tyske pianist og komponist Nils Frahm skal levere livemusik til forestillingen Latter i mørket, der er arrangeret af Hotel Pro Forma. Hør to af skitserne til musikken fra Frahm.

Nils Frahm skal levere livemusik til forestillingen Latter i mørket. Foto: Vanessa Maas.

Nils Frahm skal levere livemusik til forestillingen Latter i mørket. Foto: Vanessa Maas.

Når kalenderen igen rammer maj måned, kommer der til at være rig mulighed for at opleve den tyske pianist og komponist Nils Frahm. Danmarks internationale performanceikon Hotel Pro Forma byder nemlig indenfor til en fortælling om fatalt begær i form af en iscenesættelse af Vladimir Nabokovs roman Laughter in the Dark, og musikken til forestilling er skrevet af Frahm, der endvidere vil spille live under forestillingen.

Hotel Pro Forma vil med Latter i mørket skærpe sanserne hos publikum gennem en form for hørespil, og under forestillingen, der udspiller sig i både lys og mørke, udstyres man som gæst med et sæt høretelefoner. Manuskriptet er skrevet af dogmefilmens gudfar Mogens Rukov, mens Reumert-vinderen Kirsten Denholm står for iscenesættelsen.

Musikken stammer som sagt fra Nils Frahm, der må siges at have en høj stjerne her hos Undertoner. Sidste år udkom albummet Spaces, der er en samling af øjeblikke fra komponisten koncerter de sidste to år og ifølge vores anmelder bød sig til som “soundtrack til mangt en smuk, men regnfuld efterårsdag endnu”.

Hvordan tonerne til Latter i mørket kommer til at falde endeligt ud er endnu usikkert, men Hotel Pro Forma har via Soundcloud delt to skitser fra Nils Frahm, der heldigvis ikke fandt en ny karrierevej efter et uheld med brækket tommelfinger i 2012. Skitserne leder pudsigt nok tankerne hen på Screws, der udkom som følge af netop den episode. Roligt og stemningsfyldt, som man kan høre nedenfor.

Forestillingen Latter i mørket, der bl.a. har Thomas Mørk på rollelisten, opføres på Republique Lille Scene og løber fra den 3. til den 24. maj. Mere info om forestillingen kan findes her og billetter kan bestilles her.


Leave a Reply