Koncerter

Angel Olsen, 31.01.20, Store Vega, København

Foto: Daniel Nielsen
Skrevet af Peter Boier

Angel Olsen og Store Vega var denne aften dybt afhængige af hinanden. Hvad der først ville være en kold, mørk stiløvelse blev en varm aften fuld af opløftende melankoli.

Forud for koncerten havde jeg læst, at Angel Olsen – ja, det er hendes rigtige navn – godt kunne være lidt humørsyg under sine koncerter. At hun godt kunne finde på at vrisse ad publikum, hvis de snakker under de mange stille numre. At hun godt kunne være lidt indadvendt.

Og da hun og det seks personer store akkompagnement gik på scenen klokken 21:06 fredag aften, tænkte jeg på alle disse forbehold. Uden stor ståhej finder de alle deres plads og finder den rette akkord til titelnummeret fra hendes nyeste album, All Mirrors.

All Mirrors har været undertegnedes indgangsvinkel til den 33-årige, amerikanske kunstner – og hvilken indgangsvinkel. Især titelnummeret står for undertegnede som en af 2019’s absolut bedste kompositioner, så det var med store forventninger til netop det nye materiale, at jeg havde indfundet mig i et ikke-udsolgt, men alligevel pakket Store Vega. 

Koncerten startede lidt som jeg havde frygtet. Hovedpersonen var indadvendt, og hverken kiggede på eller interagerede med publikum mens hun fremførte alle sine nye sange, præcis som de lyder på pladen. Lyden var god, og der kom imponerende meget patosfylde ud af de to strygere og Olsens dybt imponerende vokal – men det forblev alt for professionelt, kontrolleret, sikkert – og næsten krampagtigt meget en stiløvelse.

Fra “All Mirrors” til “Spring” til “Impasse” og til “Lark”. Det var stort set samme indadvendte, knugende oplevelse. Det var som om, at hun ikke stolede på sit publikum. At der skal opbygges et bånd, en tillid, et forhold mellem parterne. Det er ikke et en-vejs-show og hun forventede at få noget igen, før hun slappede af i situationen. Søgte bekræftelse, hengivenhed og dermed tryghed.

Og hvor publikum heller ikke rigtig gav sig uforbeholdent hen i begyndelsen, så blev klapsalverne gradvist højere og højere – især med “Lark”, der afsluttes med aftenens første energiudladning fuld af neonskrigende dramatik. Publikum kvitterede gavmildt, og det var som om, at en sort sky letter fra den sortklædte sangerindes skuldre.

»I know you guys are really busy. We’re just gonna do a couple more, then you can go and do what all the cool kids do…,« sagde hun henkastet med et skjult glimt i øjet. Det var det første, hun sagde henvndt til publikum denne aften, men bestemt ikke det sidste. 

Fra dette punkt i koncerten begyndte en gradvis forvandling nemlig af Angel Olsen og publikum. Jo mere den ene part gav, jo mere gav den anden part igen, og hun endte med at sludre løs helt ukontrolleret hen mod slutningen af koncerten. Det betød også, at anden halvdel af koncerten endte med at være suverænt bedst, selvom materialet for første halvdel – for undertegnede – burde være stærkest.

Det skal selvfølgelig også nævnes, at Angel Olsen synger som en drøm. For fanden, hvor synger hun godt. Hun kan synge dybt med en bitter, indebrændt klang, og hun kan skrige så splintrende glasklart, at det går lige i hjertet. Der er så meget naturlig patos i den stemme, og den fik heldigvis den plads, den fortjente i lydbilledet, der stod kniv skarpt hele aftenen.

Hun leverede en række ældre sange, “Sister”, “Sweet Dreams”, “Shut Up Kiss Me” blandt andre, der var langt mere guitarbårne og rockede, men som fungerede forrygende, da stemningen under koncerten var lettet og hun tydeligt hyggede sig i salens selskab. Og salen gav hende også al den respekt, hun ville have. På yderst delikate og tyste “Endgame” blev der ikke sagt et ord i salen. Hver en frase, hver en lille lyd, Angel Olsens mund formede – alt gik uhyre klart igennem, og det var faktisk rørende. En fin, men lige lovligt professionel udgave af “Chance” afsluttede koncerten, før hun nærmest løb af scenen.

Lige så meget kontrol og seriøsitet Angel Olsen forlangte i starten, lige så meget gav hun sig selv – og dermed publikum – lov til at slappe af og hygge sig i hinandens selskab senere i koncerten. Aftenen handlede om kontrol og frivilligt tab af kontrol, og det flød over i musikken. Selvom starten af koncerten havde det overlegne materiale, var det slet ikke der, koncerten var bedst. Som en præst i kirken under sin prædiken lod hun ikke musikken og tøjlerne slippe løs i starten. Det forblev andægtigt. Og koncerter er så meget mere end gode sange – bedst eksemplificeret i at forrygende “All Mirrors” var et af aftenens absolut kedeligste øjeblikke.

Angel Olsen fremstod usikker på sig selv, sit materiale og hele koncertsituationen i begyndelsen. Det er der ingen grund til, og det forsøgte publikum – og lykkedes med – at fortælle hende. Det reddede koncerten.

Som hun sagde: »Thank you for being polite!«

★★★★☆☆

Fotos af Daniel Nielsen / www.frozenpanda.com

Leave a Reply