Få black metal-bands fremstår så gennemtænkte og gennemførte som Liturgy. Og få er mere eksperimenterende, genreblandende og – tør man sige – revolutionerende. Frontkvinde og grundlægger af projektet Haela Hunt-Hendrix har skrevet et manifest om bandets genre: Transcendental Black Metal, og det går ikke ligefrem beskedent til værks. Det er nærmest et kald til at omvælte metalmusik, som man kender det. Det kan virke ret så kontroversielt i et så konservativt miljø, som black metal-scenen, men det er svært ikke at have respekt for Hunt-Hendrix’ spytklat i øjet på traditionalisterne. Specielt når hun står på en scene og river Lille Vega fuldstændigt i småstykker med en koncert, der formentlig kommer til at blive hængende i hukommelsen.
Intensitet og lydmur må være de mest markante konstanter, der brager igennem øregangene i den gamle sal på Lille Vega fra de første til de sidste sekunder. Som en pumpende, ondskabsfuld knytnæve, der skiftevis tæsker én i gulvet, for så at hive én op igen og gentage seancen. Nådesløst. De fire mennesker på scenen har en stamina, der måler sig med en maratonløber i galop. Aldrig før har jeg set en trommeslager spille som Leo Didkovsky. Han har ingen problemer med at variere sine blast beats’ hastighed som ebbe og flod – lige præcis som Hunt-Hendrix beskriver det i sit manifest, når hun definerer burst beatet; en mere dynamisk, eksplosiv version af den klassiske black metal-trommeteknik. Det kan ved første anskuelse lyde latterligt at teoretisere – nærmest filosofere – for meget omkring metal, rock eller musik i det hele taget, men jeg står blandt publikum fuldstændigt overbevist om, at jeg aldrig har hørt et band gøre noget lignende, og jeg føler mig transporteret til en anden verden, så måske er der noget om snakken.
Liturgy behøver ej heller corpse paint eller nittebælter for at sætte den uhyggelige stemning, der hører til musikken. Trods hun er klædt i sommerkjole og Birckenstock (alvorligt sej kombi at spille smadder i), formår Hunt-Hendrix at skræmme livet af selv de hårdeste negle med en vokal, der lige så godt kunne være taget fra en japansk gyserfilm. På intet tidspunkt er det til at høre, om der synges sætninger, eller om der blot er tale om dyriske »hjælp mig, jeg dør«-skrig, men det spiller ingen rolle, for de isnende lyde får det til at løbe koldt ned af ryggen. Der er så meget følelse, vrede og ægthed i hendes stemme, at hun ejer hele lokalet, selvom hun sjældent har øjenkontakt med hverken publikum eller bandmedlemmer. Til gengæld er hun lige så meget inde i musikken som os lyttere. Hun springer rundt og sparker (uden at miste sandalerne), og musikken virker til at have opløftet os alle i fælles ekstase. Alt, der kommer fra scenen, skærer gennem marv og ben.
De fleste sange er et godt stykke på den anden side af fem minutter, men rent musikalsk er der intet, der står stille i så godt som 30 sekunder. Lige netop den dynamik er Liturgys stærkeste force og netop det, der gør bandet så vanvittigt interessant at lytte til og ikke mindst se live. Måden hvorpå medlemmerne varierer deres rundgange, tonevalg, strumming og trommerytmer i et hæsblæsende tempo, kan man kun tabe kæben over. Hvert nummer virker til at indeholde adskillige kapitler, eller måske nærmere som en avantgardistisk gyserfilm, hvor et nyt skrækscenarie dukker op konstant. I hvert fald, kan bandet fra det ene øjeblik lyde som et black metal-band, det næste som et polyrytmisk mathrock-band og lige pludseligt som et groovy post-hardcore-band, hvor breaksne er mange og uendeligt tight! Og dynamikken stopper ikke her, for alle instrumenterne virker til at have deres eget liv, og de smadrer ofte igennem på hver deres særegne måde på en og samme gang. Tremolopicking over taktfaste gulvtamslag, og Slint’et støjguitar over flydende bursts på lilletrommen. Man kan aldrig vide sig helt sikker på, hvad man får.
Liturgy lyder helt vanvittigt helstøbte, men de har 100 forskellige udtryk, og det er en magtdemonstration at lægge på plade, men at kunne gøre det overbevisende og til UG live, det er kun de færreste forundt. Uden en eneste effektpedal, får Hunt-Hendrix og Mario Miron deres guitarer til at skrige som skræppende måger og knust glas, og jeg sværger, de spiller i kanon på et tidspunkt. Det lyder fuldstændigt magisk i en sådan grad, at det kan være svært at fatte, at de A) kan være så gode og at det B) kan lyde så overdådigt, overjordisk. Der er ikke noget, der hedder pusterum eller pauser til at tænke – der er kun her og nu. En sonisk drøm (eller et mareridt?), der ikke må slutte. Intet mindre end en ud-af-kroppen-oplevelse.
Jeg kan blive ved med at fyre superlativer efter eksperimentalprojektet fra Brooklyn, men jeg vil hellere anbefale dig at skaffe dig en billet til den næste Liturgy-koncert, du har mulighed for at se. Det er transcenderende. Den her koncert kommer til at kunne mærkes på den mest uhyggeligt smukke måde i meget lang tid, og jeg lægger hovedet på blokken og siger, at det ikke bare bliver en af årets metalkoncerter, men en af årets koncerter i det hele taget. Punktum.
