Jeg blev egentlig nødt til at konferere med altid pålidelige Setlist.fm (endda flere gange) inden koncerten, men den var god nok: Darkside havde – med undtagelse af en enkelt koncert i Los Angeles i efteråret og i Lyon tidligere på denne måned ikke optrådt i nærved otte-et-halvt-år. (Side)projekter var kommet og gået for Nicolas Jaar og Dave Harrington, oven på 2013-debuten, Psychic, inden de langt om længe genfandt kærligheden til Darkside, hvilket udmundede sig i opfølgeren, Spiral, tilbage i 2021. Dermed har man helt generelt haft begrænsede muligheder for at opleve duoen live foruden den omfattende tour i 2014, som også bød på en helt igennem mageløs natteforestilling på Roskilde Festival i 2014.
På Primavera Sound havde folkene med det store, forkromede overblik – som med så mange andre af de mere ombejlede navne på plakaten – klogeligt programsat Jaar og Harrington (samt trommeslager Tlacael Esparza) to gange i løbet af ugen i det catalanske; én gang udendørs og én gang indendørs. Der var derfor ikke overraskende komplet udsolgt, tætpakket og meget varmt onsdag nat på det noget mindre spillested La (2) de Apolo, mens Darkside lagde for med den slæbende Psychic-åbner, “Golden Arrow”, der efter hensigten fik samtlige hoveder til at nikke rytmisk i takt til Jaars synth-akkorder og Harringtons fintspillede guitartoner. Det stod hurtigt fast, at aktørerne på scenen ikke havde mistet grebet om alt det, der gjorde Darkside-projektet så fremragende, da det så dagens lys første gang for godt og vel et årti siden, hvor opbygning, suspense og release – de klassiske electronica-dyder – i hvert fald føltes tydeligt iboende i de forskelligartede kompositioner. »Alting til sin tid,« lod de nærmest til at sige, og efter en halv time havde vi kun rundet tre numre i form af førnævnte “Golden Arrow”, “The Limit” fra Spiral samt “A1” fra den ofte oversete, selvbetitlede debut-EP.
Tålmodigt bevægede vi os på den måde mellem nyt og gammelt; fra det pulserende beat på “Liberty Bell” til 2022’s enkeltstående single, “Ecdysis!”, og videre mod et instrumentalt nummer, som mere end noget andet fik sat gang i dansegulvet. Hele affæren blev samtidig bundet sammen af ambiente mellemstykker med freejazztrommer, saxofon og glitchende synthbidder – eller som på “Freak Go Home”, hvor vi ligeledes gled over i en fin, kortvarig suite fra “The Only Shrine I’ve Seen”. Koncerten føltes på den vis konstant organisk i sine overgange, inden vi mod slutningen selvfølgelig endte ved “Paper Trails” – kæft et nummer, mand!
Vi fik den først i sin mere eller mindre originale udgave med Jaars baryton-vokal rungende ud gennem det lavloftede lokale, inden den også blev serveret som reprise i en langt mere club-venlig version. Og så var den halvanden time, koncerten var skemalagt efter, gået, hvorved vi missede et allersidste indslag (mit bedste bud ville nok være “Metatron” fra Psychic). Omvendt virkede “Paper Trails” også som det mest oplagte punktum; omend det også var tydeligt, at det ikke var tiltænkt som endestationen fra trioens side.
Vi lander derfor så tæt på topkarakter som overhovedet muligt. Senere i dag får de efter planen to timer at gøre godt med på selve hovedfestivalen – forhåbentlig er det præcis, hvad Jaar og Harrington mangler for at komme helt op øverst på skalaen.
