Guldimund fik i sandhed udfordret kapaciteten på en af festivalens mindre scener. Først var der to – en trommeslager og en guitarist – hvorefter projektets hovedfigur Asger Nordtorp Pedersen trådte ind på scenen for at synge sin allerførst single, “Brænder Stadig”. Som sangen skred frem vandrede flere og flere musikere ind på scenen, og før man vidste af det, var der pludselig 11 musikere til at løfte sangen til en smuk og klimaktisk afslutning. Og her benyttede Nordtorp Pedersen lejligheden til at tage sig en crowdsurf-tur – ikke en festlig en af slagsen, som man kender den, men en yndefuld udgave med lukkede øjne og armene ude til siderne, som flød han på vandet. Indslaget optrådte nu meget tidligt i en koncert, som primært bestod af intime fortællinger og introspektiv musik, men startens ekstase fungerede alligevel overraskende godt.
Asger Nordtorp Pedersen gjorde det også særdeles godt som sanger. Hver tone sad lige i skabet, og blev sunget med en stor passion, der gjorde det nemt, at lade sig rive med i de stærke følelser, som siver igennem mange af sangene. På trods af at der stod en masse musikere på scenen – hvoraf mange endda spillede flere forskellige instrumenter igennem koncerten – virkede de alle meget stærke til at kommunikere med hinanden igennem musikken. Hver passage og overgang forløb super naturligt og med en god mængde musikalsk overskud. Til tider smelter instrumenterne en smule for meget sammen, og man kunne her ønske sig, at der var truffet nogle mere markante instrumentale valg. Der var i hvert fald rigeligt med dygtige musikere til at forsøge sig med noget mere dristigt. Den graciøse atmosfære var til gengæld i top hele vejen igennem.
Selvom de observante og ufiltrede tekster, der karakteriserer Nordtorp Pedersens skrivestil, oftest beriger musikkens udtryk med en betagende intimitet, så bliver de nogle gange en tand for meget. Der er grænser for hvor meget poesi, der kan vrides ud af dagligdagsord som “opvaskemaskine” og “bordplade”, inden man egentligt bare har skrevet en sang om at rengøre sit køkken. Det samme gælder også nogle af de lyriske konkretiseringer, der tit gøres brug af. Kald mig bare fantasiløs, men gud bor altså ikke i “en landsby på Nordsjælland”. Det ærgerligste er nu, når den ordtunge stil går udover sangenes melodiske kvaliteter, hvilket medvirker at nogle vers simpelthen forekommer mere akavede end andre. Og det blev ikke bedre af, at de i koncert-formatet sommetider blev leveret en smule utydeligt.
Midt under sangen “I har ikke valgt hinanden” forsøgte Asger Nordtorp Pedersen sig med gøre publikum til et flerstemmigt kor. Den Jacob Collier-inspirerede idé var sådan set god nok, men den havde nok fungeret en del bedre, hvis man rent faktisk havde købt en billet til en Guldimund-koncert på et spillested. Den virkede ikke nær så godt klokken to om eftermiddagen på Northside-festivalens sidste dag, og da han stoppede med at hjælpe til, var publikum hurtige til at hoppe tilbage på førstestemmen. Herefter skulle folk vende sig mod en fremmed, og synge den stemmerolle, de nu engang havde påtaget sig til vedkommende, der stod overfor en. Det var også lidt meget at forlange i førnævnte festivals-kontekst, men jeg håber inderligt at nogen i fremtiden kan berette at have mødt deres kæreste til Guldimunds kor-eksperiment på Northside – men jeg vil ikke gøre mig nogle forventninger.
Koncerten fungerede bedst under de sange, der effektivt fandt balancen mellem det omfangsrige tekstunivers og de skønne melodier. Det gjaldt bl.a. den rørende “Dem, Vi Plejede At Være”, der gled fagert afsted på tværs af sine mange akkordskift for netop at lande ved omkvædets hjerteskærende udråb, som publikum på ligeligt gåsehudsfremkaldende vis skrålede med på. Euforien kunne også opleves under koncertens sidste nummer, “Det´kun vigtigt, hvad det er”, som folk også var stærke til at synge med på – fra det første ord og til det sidste. Her sluttede Asger Nordtorp Pedersen koncerten, som han startede den; med endnu en surf-tur, der denne gang havde et mere triumferende udtryk. Guldimund præsterede en virkelig god Northside-koncert, og musikken var velspillet fra ende til anden. Men nogle gange måtte musikken godt have fokuseret mere på at være fængende end på at være stemningsfuld. Og så blev det karakteristiske tekstunivers til tider også en smule for meget af det gode.
