Alt var, som man kunne ønske til The Beths’ koncert sen fredag eftermiddag, hvor solen lunede og spejlede sig i havet, der ligger direkte i forlængelse af scenen. Der var en del ivrige fans iblandt publikum, og bandet var ret veloplagte – alt var øvet og klar til at give publikum et newzealandsk bud på moderne powerpop. Kvartetten virkede heller ikke nervøse eller det, der ligner, da de gik på scenen, men det virkede bestemt heller ikke, som om de var kommet for at overtage scenen eller publikums hjerter med et jerngreb.
Det virkede meget low-key, og det er i virkeligheden nok et meget passende begreb til at beskrive lang størstedelen af deres optræden. Ikke just overvældende, men slet ikke dårligt. Åbningen med “Future Me Hates Me” er heller ikke det stærkeste nummer rent melodimæssigt, og det er jo i for sig hele humlen ved powerpop og poppunk. De kommer stærkt efter det med den efterfølgende “Knees Deep”, men allerede derefter kommer et par sange i streg, der er så relativt anonyme, at de er svære at skille fra hinanden. Det er sød, dejlig musik, men jeg har nærmest allerede glemt, hvordan de lyder.
Dér, hvor bandet til gengæld udmærker sig, er i frontkvinde Elizabeth Stokes’ skinnende og ærlige vokaler, som virkelig formår at kæle for ørerne. Det er en stemme, der virkelig rummer al den længsel, som hører sig til lige netop den slags musik, The Beths spiller. Læg hertil de tre korvokaler, så har man altså harmonier, der – i de bedste øjeblikke – sætter gang i hele følelsesregistret. Øjeblikke, hvor man får lyst til at have glasset helt op i den blå himmel og synge hjertet ud. Det hænder egentlig en del på deres udgivelser, at de rammer lige præcis dén nerve, men i livesammenhæng var der lidt længere mellem snapsene. Det skyldtes til dels en sætliste, som bar for meget præg af mere stenede sange, men lige så meget at The Beths aldrig helt sparkede den famøse dør ind.
De charmerede med en sød bandpræsentation og et ret underholdende pauseshow, (da Stokes pludseligt skulle skaffe en erstatningscapo), hvor bassisten råbte til en frisk-fyr-agtig motorbådskaptajn ved promenaden og spurgte, om han kunne være behjælpelig. Hele publikum endte så med at vinke til kaptajnen og hans bikiniklædte medpassager, som vinkede smilende tilbage. Det var et meget godt billede på The Beths laissez faire attitude og tilgang til at spille koncert: Intet behov for at anstrenge sig selv eller nogen for meget – det skal sgu bare være hyggeligt og afslappende. Det kan selvfølgelig også noget.
Lidt mere gas fik den heldigvis til sidst, hvor “Silence Is Golden” fra sidste års Expert In A Dying Field gav mere plads til hidsig guitar og punkede trommer. Det var et ret passende afbræk fra de mere (af mangel på bedre) nuttede toner. Og helt til sidst fik vi titelnummeret fra førnævnte album, som i øvrigt også er den med længder bedste sang derfra. Her kunne en ret stor gruppe synge med, og de ret dynamiske stykker livede op i fødderne. Det skulle vise sig at være velvalgt lukker, hvorfor gik fra koncerten med følelsen af, at kvartetten bestemt er værd at lytte til.
De leverede en sommerlig cocktail rørt med gode melodier, søde harmonier og finurlige tekster om de forkerte forelskelser – og dét er svært ikke at holde af. Det er bare ikke vanvittigt langtidsholdbart, hvis det kun er et lille udsnit af sangene, der ikke bare kunne være spillet af et vilkårligt powerpop/poppunkband – for dem er der mange af – og så godt sidder de sange bare heller ikke fast. The Beths kan uden tvivl levere et dejligt soundtrack til kolde øl i solen, men der skal noget mere variation, vitalitet og originalitet til, før de for alvor kan sparke benene væk under nogen.
