Danmark er ikke ligefrem ukendt land for Whitney. Siden guitarist Max Kakacek og trommeslager/sanger Julien Ehrlich dannede bandet tilbage i 2015, har de været forbi Danmark flere gange for at sprede blød indie-soul til folket. Og Avalon-teltet var også godt pakket, og det var samtidig holdt op med at regne, så det kan ikke have være det dét, der var forklaringen på det ret pæne fremmøde. Men vi trængte ved gud til at tænke på noget andet end det skodvejr, og heldigvis var scenen badet i blødt, orange lys, så da Kakacek og Ehrlich samt deres enorme band kom på scenen, virkede de afslappede og nærværende.
De lagde ud med “No Matter Where We Go” fra debutalbummet, Light Upon The Lake – en lækker lille perle af et sexet sommernummer. Ehrlichs indbydende stemme var lys og mild, og så er der bare noget endeløst fascinerende ved trommeslagere, der synger. I dette tilfælde skulle Ehrlichs på imponerende vis både holde tempoet, ikke lade sig distrahere af Kakaceks smørbløde, solskinsmættede guitarsoloer og stadig have styr på vokalens soulede melodi. En trompet gav nummeret en lille interessant kant, og man skal vitterligt være lavet af sten, hvis man ikke nød den afslappede vibe, der skyllede ned fra scenen.
Men som min kammerat tørt bemærkede, så var det “bare synd, at de har spillet den samme sang i 40 minutter”, og jeg må erklære mig enig. ”Golden Days”, ”Polly”, ”Dave’s Song”, “Friend of Mine” – det hele lyder simpelthen bare ens. Lækkert, velspillet, imødekommende og alt det dér. Men i bund og grund er alle numrene lækre små sommerperler, og selvom det til trods ensformigheden er rimelig umuligt ikke at kunne lide Whitneys indbydende univers, så er der også en grænse for, hvor meget man kan holde til at høre det, der føles som den samme guitarsolo igen og igen.
Der var selvfølgelig lyspunkter. Gruppens nyeste single, ”For a While”, er virkelig et fortinligt popnummer, og live fungerer det helt perfekt. Her i teltet fik både trompet og bas lov til at skinne ekstra meget igennem, og selvom Kakacek og Ehrlich klart er omdrejningspunktet for foretagendet, så fungerede det også rigtig godt, når sangenes andre elementer fik lov at stikke lidt ud. Og så var der selvfølgelig også hittet ”No Woman”, som jeg mistænker Whitney lidt for at forsøge at genskabe, hver gang de skriver et nyt nummer. ”No Woman” er et lille, blidt indie-vidunder: Underspillet, behageligt og med et drønlækkert guitarriff, du ikke kan få ud af hovedet igen. Selvom folk generelt virkede meget positivt stemt over for gruppen, så var det absolut også under dette nummer, at armene kom længst op i vejret, og vi endte i både fællesklap og -sang, inden vi lige fik en sidste møglækker guitarsolo med på vejen.
Det var en dejlig, behagelig og utroligt ensformig koncert, som umuligt kunne have fornærmet nogen. Men point for at få folket til at glemme, at bag dem var vejret dødssygt.
Alle fotos: Daniel Nielsen
