Lige så fascineret jeg til tider bliver, når nye genrer og musikalske fænomener dukker op i USA, lige så vild er jeg med, når amerikanerne stræber efter at udforske deres helt egen tidligste, moderne musikhistorie. Den skrabede autenticitet i USA’s musikalske annaler fra 1900 (plus/minus 20 år) skinner noget så kraftigt igennem i dette vanvittige amalgam af traditioner fra alle andre steder end netop dér, hvor musikken fremføres. I Rhiannon Giddens’ tilfælde er det også de traditioner, som danner grundlaget for hendes musikalske virke, der efterhånden har stået på i snart 20 år. Hun gør sig udi både country, blues, bluegrass, folk, jazz og såkaldt old-time music og har med tiden vundet et par Grammys og medvirket på forskellige antologier med fokus på hjemlandets musikhistorie.
På Avalon var det under eget navn, selvom det nok burde have været som Rhiannon Giddens Band. For – uden at forklejne hverken Giddens eller hendes evner som vokalist, violinist og banjospiller – så var koncerten torsdag eftermiddag en fælles indsats, hvor nærmest alle optrædende på scenen syntes at skinne lige klart og samtidig få mulighed for at byde ind med kompositioner, der lå dem og deres eget ophav nær. Violinist/guitarist/m.m. Dirk Powell fik således lov til at tage os med til Louisiana på en kreolsk vals og efterfølgende totakts-svingom, mens keyboard- og harmonikaspiller Francesco Turrisi fusionerede country med brasiliansk forró. Og mod slut trak guitarist Niwel Tsumbu tåde over atlanten i en Afrika-møder-Amerika-forening ikke helt ulig Justin Adams og Juldeh Camaras JuJu-projekt. Det var i disse – ofte instrumentale – sessioner, at koncerten fungerede allerbedst; når musik fremført af særdeles kompetente musikere blot fik lov til at gøre sit.
Herimellem lå så Giddens’ mere “moderne” skæringer, som, når de var bedst, blot var lidt hyggelige, og, når de var værst, føltes en anelse tarvelige. Det var også her, at Giddens vokal kom mere i fokus; den er fængende flot og besidder en tyngde, som vel sagtens gør den i stand til at blive hørt fra den northcarolina’ske atlanterhavskyst til den sydlige del af The Appalachian Trail. Udfordringen her var imidlertid, at den optrådte i koncertens mere forglemmelige øjeblikke som “Come Love Come” og “We Could Fly”, der fremstod aldeles generiske i deres americana-indpakninger, eller en lige så intetsigende, tredje sang, (der som en kuriøs sidenote gik på akkurat de samme akkorder som James Bond-temaet).
Værst blev afslutningen, hvor Giddens og band transformerede sig selv om til et glorificeret kræmmermarkedsbluesband, som for alvor kastede sig i lag med alle 12-taktsklichéerne på “Hen in the Foxhouse”, og senere diskede op med stærkt dansabel – og alligevel dybt uinteressant – Mardi Gras-swing på “Up Above My Head”. Dér blev det trods alt for genreskizofrent for min smag, og det, som ellers kunne have været en dybdegående, nærværende og transkontinental ekspedition såvel som tidsrejse, endte i stedet med at søge tilflugt i det mere velkendte. På Giddens’ tidlige solostudieudgivelser og især som frontkvinde i Carolina Chocolate Drops rammer hun dén nerve og føromtalte autenticitet, jeg gerne havde set mere af i dag, men vi som minimum må have til gode til en anden gang.
Alle fotos: Daniel Nielsen
