Hvis et lidt mærkeligt og nihilistisk indstillet band kan vise sig fra sin menneskelige side, så blev det på Gloria udtrykt ved, at sådan nogle typer altså også lige skal spille sig varme. Det ellers cool foretagende Water From Your Eyes fra Brooklyn var i hvert fald ramt af en faktisk omgang forkølelse hos forsanger Rachel Brown og en lydmæssig lidt mudret start. De (Brown bruger pronominerne de/dem) havde efter eget udsagn ikke sagt et ord i flere dage, hvad man kun momentvis kunne høre i en koncert, som forsangeren ellers primært snakkesang sig igennem. Det mest definerende ved koncerten var dog ikke eventuelle opstartsvanskeligheder, men et forrygende hypnotiserende støjbillede.
For dem, som ikke kender Water From Your Eyes, kan deres musik måske beskrives som deadpan montage-støjrock, hvor deadpan antyder, at de billeder deres sangunivers fremkalder er absolut renset for optimisme og illusioner om bedre tider. Og montage-støj antyder et alsidigt kludetæppe af alt fra indie-tårepersere til industriel electrojam, pakket ind i, ja, støj. Hvis musik kan skurre behageligt og lyde forkert på den rigtige måde, er det hvad Water From Your Eyes gør. Det meste af deres diskografi er da også blevet til under mere eller mindre kriseagtige tider i et politisk splittet USA og en pandemi, så manglen på optimisme har rod i deres virkelighed og er ikke bare et sejt-på-scenen koncept.
De fremstod for det meste umanerligt seje på en ret ubesværet måde. Der faldt nogle enkelte kiksede kommentarer fra Brown i intermezzoer mellem numre, eksempelvis den med at “Danish people” lyder lidt som wienerbrød, hvorefter de undskyldte deres amerikanske manerer. Men ud over dét var det en koncert, der ikke bød stort på “far-stemning”. Det var lidt som at overvære en besynderlig, ildevarslende dans mod enden af… noget. Glorias scenografi og det opslugende mørke indbyder da generelt også til den slags tanker (udover ly for regnen).
Sættet bestod ligeligt af numre fra bandets fjerde album, Structure, som nok udmøntede bandets egentlige gennembrud, og så numre fra det om muligt endnu mere montage-prægede femtealbum, Everyone’s Crushed, udgivet på det profilerede Matador Records. Allerede med den åbnende sætning fik man den her “der er noget helt galt, på den fede måde”-følelse: »There are no happy endings / There are only things that happen« (“Buy My Product”). En guitar spillet som slap-bas og et heftigt beat markerede starten på en koncert, der trods genren var funderet i backingtracks (fra en computer der tørt blev udpeget af Brown som en del af bandet). De første numre fremstod desværre lidt mudrede i lydbilledet, så eksempelvis det ellers skarpt glitchede elektroniske track på “Barley” næsten ikke var til at høre. Dog gav Nate Amos, medstifter og leadguitarist, og Al Nardo, andenguitaristen, os en uovertruffen støjduel, hvor de kastede en sireneagtig lyd frem og tilbage mellem sig.
Den alarmerende lyd fortsattes på “Out There”, en sang hvor den dommedagsagtige buldren fra Bailey Wollowitz’ trommer blev kontrasteret på underligt passende vis af et næsten muntert klaverstykke (igen serveret af det usynlige medlem, PC’en). Det egentlige højdepunkt var dog nok midtvejs i koncerten på “My Love’s” fra Structure. Et fuldstændigt galt, hypnotiserende nummer med fuld smadder på det dobbelte spadearbejde og smæk på bækkenet. Alt imens Brown dansede sin underlige vaklende dødedans og kiggede næsten ligegyldigt ud gennem sine solbriller.
Herefter, som flere steder i sættet, blev der punktueret med et lille, næsten tilforladeligt og sødt indienummer (“When You’re Around”), hvorefter alvoren brød løs igen og hovederne kunne bange med sættets uovertruffent mest dansable nummer, “Track Five”. Hvis man endnu ikke her havde tænkt, at Water From Your Eyes faktisk også er et slags popband, så kunne man tænke det her på grund af den næsten dark wave-agtige synth og de markerede lilletrommeslag. Bevares, det er måske mere pop som en tilgang eller åbenhed, men catchy var det.
De kunne have sluttet på toppen med Browns fredsbøn for Gaza og den bimlende og bamlende “True Life”, hvor dét som Nardo klemte ud af sin guitar nåede metalagtige dybder, og Browns rablende talestrøm ikke kunne høres som andet end en desillusioneret gurglen. Og så den overraskende håbefulde “Quotations”, der endte i endnu et larmende beatudspil. Men i en lidt flad afslutning forlod de to med-turnerende musikere scenen og efterlod hovedpersonerne til at fremføre “14”, et ret stille, symfonisk præget nummer, som dog til lejligheden var krydret med unisonspil mellem vokal og guitar. Det kunne ikke helt hamle op med den støjende og lidt mærkværdige energiudladning, som resten af showet var, men det overskyggede dog ikke en ganske fed og lidt underlig rockkoncert. Eller for at citere frontpersonens åbningslinje: »This is noise rock. Specifically alternative noise rock«. Tørt.
Alle fotos: Daniel Nielsen
