Dansk-algeriske Yasmina Derradjs projekt Zoumer har for længst gået sin sejrsgang i den danske kulturpresse oven på udgivelsen af debutalbummet, Green World. Zoumers udfordrende, men fængende blanding af artpop, breakbeat, punk og den algeriske protestgenre raï, høstede stor ros i næsten alle større medier – også her på Undertoner. Det landede også Derradj en udstilling i Politikens Boghal, hvor Zoumer fik lov til at udbygge sit univers af oprør, sommerfugle og giftiggrønne farver.
Der er derfor også rigelig hype og høje forventninger til Zoumers egentlige Roskildedebut, hvis man ikke tæller hendes performance med Final Planet i 2023. De giftiggrønne nuancer bader også Gaia, da Zoumer går på til et næsten shamanistisk elektronisk lydbad – energi er der rigeligt af på scenen fra start.
Lyd er der til gengæld ikke meget af – et problem, der kommer til at farve resten af koncerten mudret kaki i stedet for skrigende grøn. Under de første skarpe synths på “How Far!” er man klar til at give teknikere og holdet omkring scenen en chance, men det er svært at leve sig ind i Zoumers rebelunivers, når det ikke rigtig kan høres, og Zoumers vokal får alt for stor kontrast til playbacken. Når man bruger så mange vokaleffekter, kan det naturligvis ikke oversættes direkte i en live-setting, men fordi mixet på backtracket ligger helt ved siden af, går der lidt for meget karaoke i den til min smag.
Om det er Zoumers mix på scenen, en dårlig forbindelse eller en teknisk fejl på Gaias lydsystem – der er i hvert fald et eller andet, der er helt off. Det hjælper lidt, da Bestboy og Debbie Shreds (Debbie Sings med en guitar) træder på scenen for at hjælpe Zoumer med at hidkalde den algeriske modstandsfigur, Lalla Fatma N’Soumer, som projektet tager sit navn fra. De punkede guitarer stabiliserer det lidt skæve lydbillede for en stund, og man begynder at mærke den oprørske energi fra de algeriske protesttrommer på ”Djurdjura (N’Soumer)”.
“DZR” tager ligeledes kampen op med teknikken. »I’m a good warrior,« brøler Derradjs nonchalant helt væk fra backtracket. Det føles næsten som en fuck-finger til hele setup’et, der passer perfekt til de flabede pop-punkede guitarer og sprængladte breakbeatrytmer.
Desværre står det helt klart, at Zoumer & Co. er oppe mod tekniske malfunktioner fra højere magter, da Bestboy igen kommer på scenen til elektro punk-duetten “Wish You All My Best, Boy”. Sub’en er stået helt af, der kommer ingen lyd ud af de store højtalere på siden af Gaia, og det virker slet og ret til, at lydanlægget bare har valgt at give op. En momentumdræber af allerærgerligste skuffe for hvad, der ellers kunne have været en velfungerende popkoncert.
Hvad man til gengæld ikke kan sætte en finger på, er Zoumers energi. Intet synes at kunne slå Derradj, der springer ufortrødent rundt på scenen, ud. På forbløffende vis formår Zoumer at holde fat i publikum på trods af de lydmæssige udfordringer med koreograferede dansetrin til hæsblæsende breakbeat numre og Derradjs slemt charmerende og søde attitude. Zoumer er helt nede på jorden og formår at virke både cool og relaterbar på trods af nervøsitet og dommedagsreferencer til filmen “2012”, der nok ikke har været en del af den fælles kulturelle bevidsthed de seneste 10 år. Zoumer må være det tætteste, vi kommer på Björk eller Grimes i vores lille land. Da vi når aftenens andet sidste nummer, “Till The End”, er det med hænderne i vejret – publikum er i hvert fald med til den bitre ende.
Under netop “Till The End” bliver lydproblemerne på magisk vis fikset, og koncerten får lige akkurat lov til at få det klimaks, den rent faktisk fortjener, under den hymneagtige artpop-ballade “Moon Song”.
Tilbage står man lidt med den tomme følelse af at være blevet snydt for en god popkoncert på aller ærgerligste vis af tekniske problemer uden for nogens kontrol. Desværre kostede de bare indlevelsen i totaloplevelsen. Jeg giver et kæmpe cadeau til Zoumer for at blive ved med at kæmpe hele koncerten igennem, og jeg håber på, at poprebellen får revanche rundt omkring på landets spillesteder.
