Overjordisk. Æggende. Skræmmende. Uendeligt fascinerende. Karin Dreijer bedre kendt som Fever Ray foldede sine musikalske vinger ud og bragte Arena i en trancetilstand med sit dystre, elektroniske og bizart sensuelle univers. Det var noget nær perfekt.
Det var ikke som sådan en rock-lektion, Josh Homme og co. præsenterede for midnatspublikummet på Arena, men alligevel blev slutresultatet en herlig og kærlig forestilling, hvori Queens of the Stone Age sjældent skuffede.
Tirsdag aften på Gaia viste Emma Acs og Jacob Formann os alle, hvilken størrelse Evil House Party virkelig er, og deres dystre dansemusik var langt hen ad vejen en rensende oplevelse.
Sidste dag på First Days var tacotirsdag. Tacobitchs gennempunkede, eksperimenterende techno forvandlede i hvert fald Gaias publikum til vilde, dansende dyr i en instinktdrevet, shamanistisk seance, der næsten ikke kan beskrives med ord.
På Gaia gjorde Tender Youth et godkendt forsøg på at nære og forny rockmusikken, hvor det unge band ofte bevægede sig langt og succesfuldt væk fra den postpunk, de ellers associeres med.
Svenske Girl Scout spillede op til solrig rockfest på Gaia, og publikum var med dem hele vejen, langt henad vejen. Men trods en god stemning bar koncerten præg af ensformighed og for meget unødvendig snak.
Nuancerne druknede i et inferno af støj og dårlig lyd, da Pleaser spillede op til moshpit-bal på Gaia.
Silkeborgensiske Nakkeknaekker fik ikke meget hjælp fra Roskilde Festivals sceneplanlæggere, da de måtte tage til takke med at spille for åben himmel og under lydforhold, som slet ikke var gearet til gruppens ellers voldsomt stilsikre dødsmetal.
Mens skybruddets sorte skyer trak henover Dyrskuepladsen, trak Selina Gin sit publikum helt ind i intimsfæren og forvandlede en almindelig mandag eftermiddag til en af de magiske af slagsen. Med sin underspillede tilstedeværelse og et solidt band i ryggen overbeviste hun med legende lethed, at hun mestrer både de store, elektropoppede lydlandskaber og de små, nærværende bølgeskvulp.
Mens regnen trak hen over Dyrskuepladsen, viste Nausia på fornem vis, hvordan et alsidigt musikalsk udtryk sagtens kan formidles for et festivalpublikum.
Sonic Girl har styr på æstetikken og udstrålingen i hendes plastikpop-univers, men der mangler måske noget mere for at skabe den maniske hyperpopfest med Paris Hiltons og Lina Rafns kærlighedsbarn, som der er potentiale til.
Den forløsende tramperfest blev momentvis indfriet af Neon Priest, der dog i alt for lange passager famlede efter retning og mening.
Tuhaf kastede komplekse rytmer, stærk inderlighed og stor orientalsk fest ud over Gaias publikum med deres særlige anadolu-rock. Men selvom bandet havde sans for publikum, tog det tid for publikum at finde ægte sans for dem.
Aalborgensiske Heathe var aldrig i fare for at falde igennem under deres længe ventede Roskilde Festival-debut, som efterhånden har været tre år undervejs. Under Gaias (lidt for) store teltdug var bandets mørke og genreskizofrene hybrid nemlig lige så eksperimenterende, støjende og fuldkommen unik, som man kunne have håbet på.
