...And Out of the Void Came Love er The Veils' første album siden 2016, og det er et enormt velproduceret album, hvor poesien og varierende lyduniverser er i højsædet. Uanset om det er et nænsomt klaver, en country-inspireret guitar eller en vred vokal, så kan man høre, at The Veils overvejer alle detaljer og har masser på hjerte.
Desire, I Want To Turn Into You er et drillende album, der udforsker kærligheden fra de mest alvorlige til de mindst alvorlige momenter. Desværre kører Caroline Polachek, trods genialt popsnedkeri, lidt for meget på autopilot og kæmper med at vinde på sine eksperimenter.
Den svenske elektro-excentriker udkommer med sit tredje albumudspil, der mimer en genkendelig Fever Ray-indpakning med calypsoiserede beats, mørke synth-flader og en vrængende, maskeret vokal. Dét er opskriften på et par ganske fede, dansable numre, men en samlet set ikke synderligt medrivende popoplevelse.
Himmelrum vender deres indiepoppede inderside udad på deres hidtil skarpest skårede sammenstøbning. De har skrællet de overflødige lag af og samtidig skabt en følelsesmæssig karrusel af musikalsk vellykkethed.
Ungt, dumsmart og overraskende forfriskende. Post-Brexit-bølgens nyeste skud på stammen, Cowboyy, debuterer med en mathrocket indiepunk-EP, der både griner ad og med dig.
Cracker Island er endnu et tegn på, at der ikke kan klemmes mere ud af et tørt Gorillaz-projekt. Vælger Damon Albarn intentionelt at skabe kvantitet frem for kvalitet? Pladen gør i hvert fald et bravt forsøg på at kede lytteren ihjel.
Med 7s er Avey Tare igen på banen med en ny dosis af sin legesyge og farverige sangskrivning, selvom det ikke altid opleves, som om at kreativiteten når hele albummet rundt.
På Bless This Mess fortsætter Meghan Remy med at spinde den eksistentialistiske røde tråd, som har præget hendes seneste plader. Her er der både numre til dansegulvet, virkelighedsflugten og ammestuen, mens pandemien uddør, og atomkrigen lurer.
Med Food For Worms har de britiske postpunkere trukket i den musikalske håndbremse. Det ufiltrerede ungdomshyl viger for en eksperimenterende nysgerrighed, og resultatet er en helstøbt plade skabt af et band, der samtidig har fundet ind til sig selv.
Pardans sprøjter klassisk rock direkte ind i blodårerne på prog-rocksnobberiet på bandets første album i fem år. Det er en sardonisk og uregerlig fortælling om rusmidler, storbyen og opgør med en overfladisk subkultur.
Med This Stupid World rydder Yo La Tengo bordet og viser sig fra deres hidtil mest autentiske og karakterfyldte side. Med øje for deres distinkte bagkatalog går de i retning mod dengang, det virkelig fungerede for dem.
Den brillante historiefortæller Anna B Savage er tilbage med en samling nye sange, der kradser sjælen op. Den ubændige trang til frihed møder et brændende, seksuelt begær på en plade, der viser en kunstner, der som pladens titel også angiver, er in|FLUX – i evig forandring.
Den aarhusianske popkvintet inviterer os med et følelsesladet tredje album ind i et terapirum, men i spændingsfeltet mellem oprigtighed og tilforladelighed må de træde meget varsomt.
Den nyeste EP fra den australske art-punk-kvartet lyder mest som en broget samling singler og covernumre. Men selvom pladen ikke har travlt med at vinde nyt land, virker den som et kærkomment åndehul i bandets frenetiske sangkatalog. De nye sange har en atypisk umiddelbarhed, og Submersive Behaviour er måske deres mest tilgængelige udspil til dato.
