Franske The Dø er et genrefornægtende møde mellem to musikere med vidt forskellige musikalske baggrunde. Debutalbummet, A Mouthful, er en anelse langstrakt og unødvendigt uhomogent, men overordnet set en ganske vellykket pop-plade, der trækker på både folkemusik og jazz og har afstikkere til hiphop.
The Dø har forsøgt at forene to musikalske baggrunde til et selvstændigt udtryk. Det har blandt andet krævet, at Olivia Merilahti på en gang måtte udvide sin musikalske horisont og stoppe med at lytte til sange.
“Real Estate” med Cadence Weapon Nu er det jo fredag, og så skal vi da have en fredagsvideo at starte weekenden på. Den canadiske, Pitchfork-skribent Cadence Weapon har lavet en koncept-video, hvor han giver den som slick ejendomsmægler. Han har udgivet dette års absolut bedste hiphop-album Afterparty Babies (men har desværre heller ikke fået meget konkurrence), der et smukt mix af samfundskommentarer med et humoristisk twist og house-beats. Tjek videoen her:
Nyt projekt med Tunde Adepimpe, Mike Patton og Doseone Ifølge The A.V. Club Blog er der et ret usædvanligt projekt under opsejling. I et interview med The A.V. Club har Tunde Adebimpe fra TV on the Radio afsløret, at han har planer om sammen med Mike Patton og Doseone (kendt fra 13 & God, cLOUDDEAD, Subtle osv.) at udgive en plade, hvor de alle sammen spasser ud med deres ret beset fantastiske vokaler. Det var Doseone, der kom med ideen, og hvis den bliver til virkelighed, kan vi nok forvente en af de mest udfordrende vokalbaserede plader i lang tid.
Læren fra en helt fantastisk koncert med The Perceptionists er, at det københavnske hiphop-publikums præferencer er svære at lure. Men hvad gør et lille publikum, når det betyder, at man blot er en armlængde fra Mr. Lif og Akrobatik, og de i udtalt grad leverer varen?
Ny single fra The Streets Så er der ny single fra The Streets’ næste album, der udkommer 15. september og hedder Everything is borrowed. Det samme gør singlen, der er en lommefilosofisk refleksion over materialistisk rigdom og dets forgængelighed. I videoen bliver det udpenslet, da hans kone og barns hyggelige morgen bliver ødelagt af fogeden, der inddrager lejligheden pga. ubetalte regninger. Der er ikke meget joint-rygende playstation-bums over Mike Skinner mere.
Madlib udgiver hyldest-album til J Dilla Har du nogensinde hørt om J Dilla? Hvis du kan svare nej til det her spørgsmål, interesserer du dig højst sandsynligt ikke for hiphop, for siden produceren og rapperen J Dilla aka Jay Dee i 2006 døde i for tidlig en alder, er det svært at komme gennem en hiphop-koncert uden at høre et shout out til J Dilla. Det er bestemt også fortjent, for han bragte nogle friske ideer ind på scenen og hele den opblomstrende Detroit-scene bygger på det fundament, han lagde med sin gruppe Slum Village. Derfor virker det indlysende, at hans gode ven, og samarbejdspartner på det fantastiske Jaylib-album, nu laver et hyldest-album kun dedikeret til J Dilla. Det sker i Madlibs Beat Conducta-serie, som sidste gang tog udgangspunkt i en indisk pladesamling. Nu har han så slugt lyden fra J Dillas Donuts-album og har sammen med J. Rocc skabt en velfortjent hyldest til den afdøde rytmemager. Selv om albummet først udkommer 28. oktober i fysisk form, kan man allerede nu via Stones Throws’ Online Store købe det i en lækker 320 kbps-lydkvalitet. Det er dog næppe hyldesten, der afslutter alle hyldester.
Onsdag aften var Rusts ugentlige klubindslag Heat vært for et af den alternative raps mest populære hiphopnavne. Pharoahe Monch, der sidste år leverede det roste album Desire og en fænomenal koncert på Loppen, tog også Rust med storm og forsatte leverancen af beats, rim og masser af intensitet.
Bortset fra to numre får The Roots endnu en gang mit hiphophjerte til at slå en lille smule hurtigere. Beats, samplinger og rim sidder, hvor de skal. Det her er 51 minutters tour de force i lyden af moderne, gennemtænkt, intelligent hiphop.
Uden at slippe deres eklektiske univers, hvor forskellige rockafarter uden forbehold blandes med electronica, drømmende indiepop-strukturer og rap, træder det eksperimenterende avantgarde-kollektiv Subtle med deres seneste udspil en lidt mere imødekommende dans end tidligere.
På papiret har Scott Herren gjort det rette på sit fjerde Prefuse 73-album: afsøgt nye musikalske territorier uden at give helt afkald på den lyd, der har gjort ham til electronica-stjerne. I praksis kan tilføjelsen af strygere, guitar og klaver dog ikke skjule, at hans glitch-hop har mistet evnen til at fænge.
Den amerikanske musik-kamæleon-trio Why? er klar med sit næste album, Alopecia. Førstesinglen “The Hollows” udkommer i slutningen af november, og bandet har fået prominente navne til at remixe. På den amerikanske udgave af singlen remixer Dntel nummeret “By Torpedo Or Crohn’s”, mens Xiu Xiu og Half-Handed Cloud giver deres bud på, hvordan numrene “Yoyo Bye Bye” og “Pre-teen Apocalyptic Film Acting” også kan lyde. På den europæiske udgave remixer Boards of Canada “Good Friday”, mens “Yoyo Bye Bye” bliver fortolket af Dump, der er kunstner-synonym for James McNew fra Yo La Tengo. Endelig spiller Nick T. fra Islands “Broken Crow”. På det kommende album, Alopecia får trioen også hjælp. Besøgende er bl.a. Andrew Broder og Mark Erickson fra Fog og Doseone kendt fra cLOUDDEAD, Subtle og Themselves. Albummet udkommer d. 11. marts 2008.
Shape of Broad Minds har fem medlemmer, hvor tre af dem er spaltninger af Jnerio Jarels personlighed. Ja, der er for alvor lagt op til vilter og udsyret hip-hop med masser af udfordring til de små grå. Men med en spilletid på over en time er der næsten lige så mange fejltrin som guldkorn på dette af mange ventede album.
Som på debuten fortsætter The Go! Team med sin sample-baserede partypop i en energisk halv time. Det er festligt som til en gymnasiefest, men efterfølgende føles det hele ikke så friskt og frejdigt - The Go! Team gentager med andre ord sig selv.
Hiphopduoen Dälek har skruet ned for støjen, men ikke for kaoset på album nr. fire. Der er enkelte tilløb til monotoni, men det ændrer ikke på, at Abandoned Language er endnu et velproduceret og samfundskritisk værk med appel til hiphopfans, der sætter mere pris på kant end på bling.
Politisk undergrundship-hop lyder som en kliche, men giv lige canadiske Bleubird et lyt. Med bidende tekster og et smil på læben giver han den amerikanske kultur en opsang. Musikalsk blander Bleubird traditionel hip-hop med stort alle andre genrer – det eneste problem er hans lidt for mange ord.
Dette er den sidste Funkstörung-udgivelse nogen sinde. Duoen er nemlig holdt op med at være en duo, og at dømme ud fra denne remixopsamling er det nok ikke helt skidt, at de to skilles. Selv om de bestemt rammer plet hér og dér, er deres insisterende energiniveau en anelse trættende.
Remixplader er sjældent særlig uundværlige. Den tommelfingerregel ændrer det seks mand høje indiehiphopkollektiv Subtles mellemspil, Wishingbone, ikke rigtig på.
Selv om der er skudsår og afklædte damer ud over det hele i hovedparten af den amerikanske hiphop, er der stadig kunstnere tilbage, der "hellere vil skrive intelligente tekster end rappe om bitches & hoes". Ordene er rapperen Däleks – og grundlaget for såvel hans tekster som hans grimme, støjende musik er en intens indignation.
Der skal lange arme til at favne så vidt, som en række kunstnere forsøger på Sandholm. Der er næsten lige så mange genrer som sange på albummet. Derfor lykkes heller ikke at holde styr på udskejelserne, men til gengæld indeholder albummet et par spændende perler.
