Med sit nye projekt Peeping Tom formår Mike Patton (Faith No More, Mr. Bungle) at skabe en stor kogende blanding af genre og lyde, og nogle af ingredienserne hedder Norah Jones, Rahzel og Massive Attack. Albummet er tungt og hiphop-influeret, og det vil glæde både nye og gamle Patton-fans.
Den franske duos debutplade vakler ikke i sin gentagelse af de hoppende, sitrende afarter af electronica og hiphop, som folk som Prefuse 73 har præsenteret de sidste fem år. Gentagelsen bliver desværre aldrig andet end en stilsikker, nå-ja, gentagelse.
Det er nærmest arrogant at sige det, men det mest interessante ved rapperen Cage er næsten hans frygtelige opvækst. Den har til gengæld også kastet et par gode tekster af sig til hans Def Jux-debut. Men ellers? Tjah... bum-bum...
Grime er nået til Sverige. Det er El-P også. Og 80'erne har jo været der nogle år. Stacs of Stamina har hørt det hele og raget til sig. Nu mangler vi bare, at de holder op med at spille så meget computer.
Samarbejdet mellem MF Doom og DJ Danger Mouse er blevet til et album præget af gode beats, lidt for pæne samples og en mere end lidt for irriterende brug af persongalleriet fra tv-serien Adult Swim. Det er synd, for der var ellers stort potentiale i de to D’ers samarbejde.
Lucie Baines' debutalbum har været længe ventet i hiphopkredse. Blandingen af jazz og hiphop er ikke ny, men Lucie Baines genopliver genren uden dog at genopfinde den. Albummet er mere hiphop end jazz, og denne fordeling er albummets svageste side.
Tysk indietronica møder amerikansk indie-hiphop. En både sær og underfundig kombination, men også en genremæssig hybrid, der fornemt forener nogle i forvejen sammensatte stilarter til en lille perle af kreativitet og programmeringer.
Hvis Per Vers lavede musik sammen med Michael Bundesen, ville han være Danmarksberømt. Hans tekster har samme brede appel, underfundige humor og begavede ordspil som Shu-Bi-Duas i 70’erne. Men Per V laver hiphop, og det skaber visse begrænsninger i masseudbredelsen. Det er bare ikke fair.
Sprælsk, funky, svævende og direkte. Med Guero har den postmoderne pop-konge lagt temaerne til side, for i stedet at skabe en fuldkommen og alsidig plade, der med sikre og velovervejede virkemidler tvinger os ud i alverdens hjørner.
Martin Dosh sætter pris på tilværelsens små, nære glæder. Det har resulteret i et overmåde rart album, der godt nok ikke rummer nogen deciderede perler, men leverer den soniske pendant til et venskabeligt kram.
San Francisco-sekstetten Subtle sprudler strittende. Men faktisk stritter deres viltre fusionshiphop ikke helt nok, fordi den bliver holdt i relativt stram snor, samtidig med at den bliver givet frie tøjler. Forvirret? Det bliver du også af A New White.
Gadedrengen Dizzee er tilbage med flere hakkende gameboy-beats direkte fra Londons regnvåde gader. Nådesløst og skingert leverer han sine rim, og når musikken er så god, er der egentlig heller ikke nogen grund til at stoppe ham.
Det værste ved en joke er, når fortælleren trækker den i langdrag. Sker dét, kan det hænde, at man glemmer, at joken egentlig er ok.
I samarbejde med Limp-kollegaen Jakob Skøtt har Jonas Munk – alias Manual – fået tilført sit romantiske lydunivers for livsnydere en tiltrængt kant og fremdrift. Det lyder glimrende - så længe det varer... Hiphop-inspirationerne klinger nemlig desværre lidt for hurtigt af.
Beatjongløren RJD2 har gjort det igen: skabt indbydende og eklektisk musik ved hjælp af de forhåndenværende søms princip.
Boom Bip svinger på Corymb mellem konturløs selv-kopiering og et par glimrende bud på dyster trip-hiphop. Overvægten af plusser i bogen skyldes især en blændende trio af remixere.
»Immortal Technique is treason to the Patriot Act / So come and get me, motherfucker, 'cause I'm not coming back!«
Soul Junks seneste album er en udknaldet mikstur af hiphop, electronica og psykedelisk indierock. Det er sprængfarlige sager, og det kan varmt anbefales.
The Psyche Years er en lang dyster rejse ind i en verden af sortsynet lyrik, forskruede beats og en original brug af samples. Så leder du efter noget hiphop, du kan sætte på til en fest, er Sixtoo ikke just sagen. Det skulle da lige være, hvis du havde lyst til at få dine gæster i dårligt humør.
Why? fortsætter sine ekskursioner ud i ukendt land. Sammensætningen af The Beach Boys, indierock, ridsede beats og en stærkt personlig stemme sørger for, at selskabet Anticon kan fortsætte sit triumftog. Mon muren ind til mainstreampublikummet snart vælter?
