31Knots har en særdeles kompleks tilgang til musikken og med stor variation af udtryk og tempo undervejs. Der leges ivrigt med både tunge guitarriffs, samples og piano, samtidig med at teksterne har masser af substans. Og selv om ikke samtlige eksperimenter lykkes, er helhedsindtrykket rigtig godt.
Ingredienserne til denne fest er lige dele dance-punk, neo-funk, post-punk og ja – drenget og barnlig spilleglæde. Har du ikke mod på at danse hele natten lang, skal du slet ikke begynde på denne plade. Skip et par numre, og du har soundtracket til den perfekte fest.
The Panoply Academy er gået hver til sit og findes således ikke mere. Men kompilationen Everything Here Was Built to Break vidner om et band, som i høj grad har haft sin eksistensberettigelse inden for postpunk-genren.
Indieselskabet Deep Elm Records indleder med denne plade en række udgivelser – dels med bands fra egen stald, dels med usignede navne. Pladen fremstår uundgåeligt som en rodebutik, men det er spændende at gå på opdagelse i collageværket – også selv om man ikke finder sit nye favoritband.
Den måske mest ventede plade i år. Interpol kaster sig ud i den svære toer, der skal følge op på den fremragende debut, Turn on the Bright Lights. De når ikke debutens niveau, men har alligevel støbt en værdig efterfølger.
Joy Divisions dystre storbymusik vækkes til live med Green Concorde. Lyden af den kolde metropol rammes næsten til perfektion, men udspillets sange taler ikke deres tydelige sprog om, hvor meget dette unge band kan.
Mens Boston-bandet Lock and Key arbejder med at færdiggøre deres egentlige debutalbum, udsender de ep’en No Fate, som indeholder syv intense og ærlige punk/hardcore-numre, der lover ganske godt for fremtiden.
The Walkmen leverer en original blanding af U2, Pixies og Joy Division, der leverer både det drømmende og det aggressive. Det kræver dog lidt tid, før sangene falder på plads"¦
Postpunk-bølgen strømmer videre i rock-landskabet med kompetent og refræn-sikkert hjælp af The Stills fra Montreal. Det er dog langt fra det hele, der er lige interessant"¦
Killing Jokes andet selvbetitlede album. Er musikken også genbrug?
Rememberese udnytter ikke ep-formatet ordentligt. Der vises et stort potentiale; stort nok til at forventningerne til fuldlængden er skruet helt i vejret. Men der sløses til gengæld også med overflødige sange, som sætter spørgsmålstegn ved, om ep’en overhovedet er værd at smide sine penge efter.
Newyorker-gruppen The Natural History lægger sig musikalsk i forlængelse af mange andre af bysbørnenes tag i sen-70’ernes postpunk, men i modsætning til mange af de andre grupper, der strømmer ud fra den amerikanske metropol for tiden, er der ikke meget at komme efter her.
En helt speciel blanding af postpunk og mathrock præger den amerikanske trio Fin Fang Fooms andet udspil, som er udgivet på det lille amerikanske selskab Lovitt Records.
Ikke et eneste fejltrin. Ikke en eneste misser. Interpols debutplade er en aldeles blændende nyfortolkning af Joy Divisions weltschmerz, hvor New York-bandet maler et på én gang sortsynet og opløftende billede af deres samtid.
