Canadiere er tilsyneladende ikke så dumme. Denne debutplade fra strømlinede Dog Day er i hvert fald solidt proppet med forholdsvis korte, men temmelig vanedannende og melodiøse skæringer. Intelligent sangskrivning, hedder det vist også.
Tag - postpunk
Bloc Party: A Weekend in the City
"Det svære andet album" viser sig at være en problematisk størrelse for de engelske anmelderdarlings, der fejler mindst lige så meget, som de rammer plet på opfølgeren til den millionsælgende debut.
Undertoner introducerer: Pere Ubu
Nogle gange kan det være helt uoverskueligt at komme ind på livet af et band eller en solokunstner, der har udgivet et hav af plader. Det afhjælper Undertoner nu med en serie af "begynd hér"-anbefalinger. Første levende billede er Pere Ubu.
Clinic: Visitations
Clinics fjerde album er lyden af et band, der protesterer mod sin egen stagnation. Kvartetten pumper nyt blod i alle deres hidtidige kendetegn, og musikken fremstår mere potent end før. Undertiden lyder Clinic faktisk, som The Raveonettes ville gøre, hvis Sune Wagner kom fra Helvede og ikke fra Sønderborg.
Ballet Mécanique: The Icecold Waters of the Egocentric Calculation – prætentiøst og grænseoverskridende
Ballet Mécaniques debutalbum er et af den danske rockhistories mest ambitiøse værker – på én gang ekstremt tidstypisk for de tidligere 80'ere og frigjort fra tid og sted.
De Må Være Belgiere: s.t.
Årets arkæologiske fund. Den titel bør Tryghed & Tristesse få for genudgivelsen af det glemte og oversete danske postpunkband De Må Være Belgieres meritter. Både singlen og liveoptagelsen viser, at DMVB var en særdeles kompetent pendant til den sortrandede del af 80'ernes mørke britiske postpunkscene.
Josef K bliver samlet op
Fra 1980 til 1981 udgav skotske Postcard Records en række skelsættende singler. Primært med Orange Juice og Josef K, der begge spillede en funkinspireret postpunk, som især Franz Ferdinand har fået skudt i danseskoene, at de minder vel meget om; bare i en mere poppet og poleret version. Sidste år præsenterede Domino Orange Juices meritter på opsamlingen The Glasgow School, og nu står selv samme selskab klar med en Josef K-antologi. I sin levetid indspillede Josef K kun to plader. Sorry for Laughing i 1981, der dog aldrig blev udgivet, da Postcard-chefen, Alan Horne, fandt pladen for poleret og dermed ikke gav det rette indtryk af Josef K’s lyd. Og The Only Fun in Town, som blev Postcards eneste albumudgivelse. Opsamlingsalbummet, der får titlen Entomology, samler op på noget nær hele Josef K’s output. Det udkommer den 20. november og har en tilpas lang trackliste: 1. Radio Drill Time2. It’s Kinda Funny 3. Final Request4. Heads Watch5. Drone6. Sense of Guilt7. Citizens8. Variation of Scene9. Endless Soul10. Sorry for Laughing11. Revelation12. Chance Meeting13. Pictures (of Cindy)14. Fun ‘N’ Frenzy15. Crazy to Exist16. Forever Drone17. Heart of Song18. 16 Years19. The Angle20. Heaven Sent21. The Missionary22. Applebush
Ike Yard: 1980-82 Collected
Det samlede materiale fra det eksperimenterende amerikanske Factory Records- band Ike Yard er nu blevet genudgivet på en enkelt plade med et virkelig unikt lydbillede. Men desværre også et enerverende og ikke særligt langtidsholdbart et af slagsen.
Erase Errata: Nightlife
Kvindetrioen Erase Errata har med udgangspunkt i no wave og postpunk fat i en særegen lyd. Og med stærke politiske budskaber skulle der være lagt i ovnen til et rockende oprør. Men de gode intentioner fremstår noget uforløst.
De Rosa: Mend
De Rosas debutplade varsler om en spændende sitren fra den skotske undergrund. I hvert fald er der her blevet begået en temmelig fin plade, som er en rammende cocktail af attitude, melodisk støj, intensitet og ægthed.
The Organ: Grab That Gun
Det canadiske femkløver The Organ har blikket rettet mod de tidlige 80’ere. Selv om de planker vel meget fra deres inspirationskilder, har de et særpræg, som adskiller dem fra ligesindede bands, der også har opdateret postpunken.
I Love You But I’ve Chosen Darkness: Fear Is on Our Side
Ensformigt og kedeligt debutalbum fra den texanske kvintet, der meget gerne vil være Joy Division eller Interpol, men ikke en gang er i stand til at komme op på siden af Editors.
Calla: Collissions
Undergrunden er blevet for lille, og på deres fjerde album kæmper amerikanske Calla bravt for det store gennembrud. I cirka tre minutter. Derefter er det atter tilbage til den grå hverdag, og det gør faktisk ikke noget som helst.
The Lucy Show: Mania
Genudgivelsen af det glemte band The Lucy Shows Mania fra 1986 er en god idé. Der bliver på ingen måde tale om en revival, men det driver med 60'er-melodier og en charmerende postpunk-attitude, der gør Mania til en fængende oplevelse, der går fra glimrende til rædsom.
Test Icicles: For Screening Purposes Only
Med Test Icicles debutalbum bevæger postpunk-bølgen sig i retning af nu-metal. I de bedste numre svinger det forrygende, men Test Icicles har svært ved at holde fanen højt over et helt album, hvor monotonien lurer.
Charlottefield: How Long Are You Staying
Delvist skrigende og delvist instrumental postpunk viser sig at være en fin blanding for de debuterende englændere Charlottefield, der dog mangler et stykke endnu.
Editors: The Back Room
Endelig et engelsk band, der trækker på Joy Division og Echo and the Bunnymen (og Interpol). Editors fremviser et enormt potentiale på deres debutalbum, men desværre også en høj fejlprocent. De er endnu ikke så gode som forbillederne, men kan blive rigtig store en dag.
Maxïmo Park: A Certain Trigger
Maxïmo Park spiller på alle effekter. Fra socialrealisme set fra en udslukt arbejderklasse til stroboskopstjerner i rockklubbens røgtunge luft. Det er lystige øjebliksbilleder af en tilværelse fuld af tvivl, men tvivle kan man dog også på autenticiteten. Selskabeligt og fornøjeligt er det ikke desto mindre.
The Plastic Constellations: Mazatlan
Ung energisk rock med kant, skingre omkvæd og rigeligt med guitar. Der er masser talent at spore hos kvartetten, der leger lige så meget med musikken, som musikken leger med lytteren.
The Prefects: Are Amateur Wankers
Dette er den rigtige vare. Engelsk punk fra '77-'79, der først nu er blevet udgivet. Kan man ikke få nok af obskure bands, der tumlede rundt på denne scene for snart 20 år siden, er dette interessant. Ellers ikke.