Koncerter

“Based on a True Story – 117 måder at slå sit kæledyr ihjel på”, 19.10.09, Københavns Musikteater, København

Skrevet af Signe Palsøe

Undertoner var mandag – en smule uden for gængst regi – på Københavns Musikteater, hvor Jooks, Prins Nitram og to skuespillerinder formidlede musikalske beretninger om mennesker og kæledyrs forhold. Det var gribende, komisk og veludført.

Jeg går ikke så tit i teatret. Faktisk mindes jeg ikke at have været oprigtigt begejstret for et teaterstykke siden ”Atlantis” var oppe på Østre Gasværk for 15 år siden, og Kurt Ravn var verdens mægtigste mand. Det kommer nok til at ændre sig nu, for det, der startede som en dyb fascination af, hvor tæt man egentlig kan komme på Jooks for 45 kroner, udmøntede sig i halvanden time i fortrinligt selskab med fire musikere og skuespillere og deres beretninger om folk, fæ og deres indbyrdes forhold.

117 måder billede117 musikalske beretninger fra det virkelige liv blev det faktisk – næsten – til, og så er det selvsagt ikke muligt at holde fokus for længe på den enkelte. Ofte var der da også blot tale om små anekdoter – eller rendyrket sladder – om uheld eller tankeløshed, der kan føre til de pelsede venners endeligt. Sladder, som den kunne tage sig ud blandt fire ventende i dyrlægens konsultation, blandt dyreelskere med sadistiske tendenser over for dyrplagere eller blandt venner, der indrømmer deres hang til at pine dyr for at »få dem til at ligne mennesker.«

Blandt de tragikomiske indslag om kæledyret som brugsgenstand, som den hektiske, polkainspirerede fortælling om akvariefisken, der skal matche designerlampen, var det da også historierne om menneskers identificering med deres dyr, der gjorde størst indtryk – ironisk nok ved dilemmaet i, at man her, også som tilskuer, fandt det muligt at identificere sig selv med et dyr, der grundlæggende er umenneskeligt og derved ikke lader sig identificere med. En barriere, der blandt andet behandledes i Jooks’ hårrejsende rap over episoden om den unge mand, som for nogen tid siden satte ild til et marsvin – en rap, der netop var hårrejsende på grund af voldsmandens perspektiv og fremstillingen af hændelsen som resultat af hans lidelse ved ikke at kunne få gengældt sin menneskelige kærlighed. I stedet måtte han identificere sig med dyret gennem dets påførte lidelse. »Så umenneskeligt,« som en stor, håndført dukke af en rød ara i en dramatisk femførelse, ikke ulig Björks ”It’s Oh So Quiet”, betegnede menneskers tendens til at ville menneskeliggøre dyr.

Skuespillet var især gribende ved disse dukkespil, hvor Ditte Ylva Olsen og Stine Quistgaard Pagh fra Teater Fantast pustede liv i deres dukker i en sådan grad, at det var svært ikke at få fugtige øjne over stykkets gennemgående fortælling om den lille dreng, der får kæledyr som substitutter for venner og mister sin kanin, sin hund og sin kat, netop som han har nået at knytte bånd til dem. Kun gennem disse episoder fra drengens synspunkt forsvandt barrieren dyr og menneske imellem, og hvert et dødsfald var en tragisk fortælling om en mistet ven, der ikke gjordes mindre følelsesladet gennem det musikalske akkompagnement – som Prins Nitrams triste toner fra kontrabassen eller Jooks’ tragikomiske ”Må man tage drengen med sig ind i Himlen?”-rap fra hundens sidste minutter efter dyrlægens dødbringende sprøjte.

En opfordring: Sæt en oktoberaften af til at besøge Københavns Musikteater. ”Based on a True Story – 117 måder at slå sit kæledyr ihjel på” er en både velkomponeret, velspillet og musikalsk interessant oplevelse, der ikke lader sit publikum noget tilbage at ønske. Det skulle da lige være en kort scene med Kurt Ravn.

”Based on a True Story – 117 måder at slå sit kæledyr ihjel på” vises på Københavns Musikteater oktober måned ud.

★★★★★☆

3 kommentarer

  • Jeg var også inde og se 117 måder at slå sit kæledyr ihjel på og jeg mener det var det væreste jeg (hvis ikke nogen sinde) så i hvert fald længe har set. Og jeg nyder at gå i teateret!
    Der var ikke udvikling i historien!-man sad hele tiden og ventede på at følge den røde tråd der aldrig kom!
    Dukkehalløjet var interessant og anderledes, og kæmpe papmache dyrehoveder er altid sjove, der er bare for lidt af det i stykket.
    Der var konstant sceneskift og når de endelig åbnede op for lyset for at forsætte stykket blev der sagt 2 replikker og så var der sceneskift igen, det blev ikke udnyttet at de havde fede moduler at arbejde med og rykke rundt på, det var mere bare en forvirring.
    jeg vil gi den 1 ud af 6 stjerner og det er for musikken! – de lækre små jingles der blev brugt under / mellem sceneskiftene.
    Hvis jeg var over 25 år skulle jeg betale 120 kr for det bras, og så vil jeg føle mig godt og grundigt snydt! Det gjorde jeg allerede ved de kun 45 kr jeg gav for at komme ind.

  • Jeg synes, at det, der var interessant ved stykket, var, at det ikke var underlagt de gængse normer for et teaterstykke, hvor progressionen er nødvendig for at skabe dynamik. Det var jo netop 117 forskellige historier, der stak i alle retninger, men jeg synes, at de som helhed supplerede hinanden fint og præsenterede imponerende mange aspekter af emnet, samtidig med at jeg fandt, de havde en rød tråd i spørgsmålet “hvad betyder kæledyr for folk?”. Jeg tror ikke, at en forestilling af normal opbygning havde kunnet favne emnet så bredt, og derfor synes jeg, at det var en hensigtsmæssig måde at gøre det på. Og så kunne jeg i øvrigt ret godt lide den måde, de udnyttede omskifteligheden på – ved bare at give los med store kostumer, lysshows og dukketeater, netop fordi de mange småhistorier tillod virvaret.

  • Jeg var nemlig også inde at se dette teaterstykke – og jeg gik ud rimelig fascineret! Jeg er vild med kombinationen af musik og teater og ser ikke kun de 117 måder jeg kan slå mit kæledyr ihjel på, men samtidig det komiske i det. Der er også 117 måder at udtrykke sin mening på og de formår de 4 fantastiske musikere/skuespillere fremragende i form af alsidig musik og finurlige dialoger.
    Jeg forventede ingen progression i stykket (titlen ligger ikke op til det) men jeg sad og følte mig godt underholdt.
    Jeg er fuldstændig uenig med Mette – 45 kroner for at se stykket var ikke for meget forlangt.

Deltag i debat