Det er en sympatisk pressemeddelelse, der følger med den nye udgivelse fra det lille, odenseanske pladeselskab Tryghed & Tristesse. Heri beskrives det kort, hvordan pladeselskabet normalt kun genudgiver materiale, men da de hørte The Silent Sections single “Loss of Consciousness” måtte de bare udgive den – og herefter fulgte også udgivelsen af fuldlængden A Final Delirium.
The Silent Section består af to brødre, Morten og Nicolas Carlsen, samt bassisten Morten Møllebjerg. De har spillet sammen i 10 år, men det er først nu, de udgiver materiale i fysisk form. A Final Delirium er over en time lang, består af 12 numre og tager godt for sig i genrekassen: støjrock, ambient, tunge riff, postpunket vokal og et snert alpin neofolk. På papiret er det et vældig ambitiøst projekt, hvilket deres grafiske æstetik også afspejler. Det er mørkt, har mange lag og er en smule prætentiøst – hvilket kun menes positivt. The Silent Section er seriøse omkring deres musik, og A Final Delirium er ikke en forsigtig, lille førsteudgivelse.
The Silent Section vil det storslåede. Åbneren ”Will It End” lægger ud med svævende synth, glitrende guitar og masser af håb, men forsanger Morten Carlsens mørke vokal og de kontante trommer sikrer jordforbindelsen. Denne kontrast er gennemgående for hele albummet. Synthesizeren og delay-guitaren bevæger stemningen op, mens trommerne, akkord-guitaren og vokalen holder det hele fast på jorden. Det kan nemt høres, at bandet er sammenspillet over lang tid. Hvert instrument kender sin plads i lydbilledet, det udfylder sin rolle, men ikke mere end det.
A Final Delirium er et mastodontværk. Det er gigantisk både i lyd, stemning og omfang. The Silent Section vil være støjrockere med elektriske guitarriff, de vil være postpunkede i vokalen og svævende med skrøbelige guitarflader. Umiddelbart virker det overvældende og utroligt dygtigt, men allerede på ”Traces of the White End” fremstår handikappet ved musikken. Det hele bliver for trægt. Lytteren må kæmpe en indædt kamp for at komme bare nogenlunde uskadt ud på den anden side af de små ni minutter. Og sådan fortsætter det i over en time, lag på lag på lag. Jeg forstår sagtens, at de vil have meget med på debutalbummet efter 10 år i øvelokalet, men de burde i højere grad have begrænset sig.
Numrene på albummet bliver svære at skille fra hinanden, men der er selvfølgelige øjeblikke, der skiller sig ud. ”The Spectator” er pladens korteste nummer og også det bedste. Her er den alvorlige vokal skiftet ud med en hvisken, og trommerne er væk for at give rigtig plads til guitarens udfoldelse. Delay-guitaren bliver gennem hele pladen skæmmet af riff-guitaren (hvordan den heavy-agtige guitar er blevet trumfet igennem, aner jeg virkelig ikke!) og trommerne, men her kommer den til sin ret.
”White Room” viser også fine tendenser. Marchtrommerne og den selvhøjtidelige vokal nikker til neofolken, mens kompositionen for en gangs skyld er så stram, at nummeret virker afrundet. ”Sand” læner sig derimod for meget op ad Sort Sol, til at man kan abstrahere fra det.
Jeg håber, der kommer en opfølger til A Final Delirium i en nær fremtid, allerhelst inden der er gået 10 år til. The Silent Section har masser af potentiale, men de har det med at drukne det i deres egen ‘villen for meget’-hed. Bliver denne opfølger mere koncentreret og enklere i lydbilledet, har vi noget virkelig godt i vente.
